Så skal stramaj-nålene til at gløde i Skagen

Så skal stramaj-nålene til at gløde i Skagen

18. marts 2012 - kl. 7:27 - af

Der var stuvende fuldt i bibliotekets foyer, da lederen af Selskabet for Kirkelig Kunst, brodøse Lizzi Damgaard, præsenterede kæmpeprojektet: Nyt altertæppe til kirken.Som menighedsrådsmedlem Arne Ehrenreich indledningsvis fortalte, så er det nuværende tæppe ikke alene ”måget” – det er også nedslidt.

Efter en henvendelse til Nationalmuseet om, hvorvidt man har lov til at skifte altertæppet ud i en over 100 år gammel kirke, kontaktede man på opfordring Selskabet for Kirkelig Kunst, der i første omgang meddelte, at man måtte da gerne skifte tæppet ud. Men ved en efterfølgende besigtigelse på åstedet, blev udvalgets medlemmer lidt stille og bad om at måtte gå i tænkeboks nogle dage.

Arne Ehrenreich læste derefter det brev op, der var kommet fra dr.phil. Else Marie Bukdahl, tidligere rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademi, (Se brevet gengivet nedenfor).Så var det Lizzi Damgaards tur til at fortælle og vise frem.

Det bliver nu ikke lige med det samme, at broderiet kommer i gang. Først skal garnet spindes i den helt rigtige kvalitet – almindeligt garn til strapudemaj holder næppe til at blive gået på i 60 år – så skal det farves ind i de helt rigtige farver. Man skal i gang med at tage farveprøver fra bagsiden af det nuværende tæppe. Det er meget vigtigt, at farverne er identiske med de oprindelige.

Så skal mønsteret minutiøst tegnes over på ternet papir, så det bliver nogenlunde nemt at gå til.Og så kan vi komme i gang. Der ligger ca. 3.000 timers arbejde forude med at sy de otte baner, der senere skal samles til tæppet. Indtil nu har tilmeldt sig 51, skagboer, tilflyttere og turister, og mange flere er interesserede og springer sikkert til, når først projektet går i gang.

Det kunne jo også være, at nogle store skolepiger m/k ville være med. Så kan de om 60 år sige: ”Jeg var i øvrigt også med til at lave det, der nu skal skiftes ud”.

***

Historien – som alle skagboer jo kender – er den, at da Ulrik Plesner byggede C.F.Hansens gamle kirke om i 1910, var det Thorvald Bindesbøll, der stod for interiøret. Og han tegnede selv det flotte altertæppe, hvorefter byens damer, koner, piger og madammer broderede det i skøn samdrægtighed.

Efter 40 år var tæppet slidt helt ned, og man fandt Bindesbølls gamle tegninger frem fra skuffen – og atter gik byens madammer, piger, koner, damer og en enkelt dronning (Alexandrine), der som deltidsskagbo fik lov at være med, i gang med at brodere et nyt tæppe nøjagtigt magen til det gamle.

Nu er der så gået 60 år, og vi må i gang igen. Det er vist kun damer denne gang. I alle aldre, størrelser, farver og køn (der skimtedes enkelte mandfolk, der også ville være med). Men ingen dronning. Måske havde Margrethe ikke læst opfordringen på skagensavis.dk.

Der er fremstillet 8 rammer hvor de 8 baner kan gøres fast, man kan sidde 2 ved hver ramme og brodere samtidig. Hvor rammerne skal stå, er endnu ikke helt på plads, men der er forslag om Sognehuset, Kappelborg, det gamle Rådhus og måske Ankermedet Dagcenter. Men i en almindelig dagligstue er der nok ikke plads – se billederne nedenfor.

Dr.phil. Else Marie Bukdahls brev til Menighedsrådet:

Anbefaling.

Multikunstneren Thorvald Bindesbøll er et af Danmarks største talenter på ornamentikkens område. Men han har samtidig givet originale bidrag til både arkitektur, møbelkunst og kunstbroderi. Han har altid været berømt, men i de sidste ca. 15 år er hans rigt facetterede arbejder kommet i fokus, og derfor er det vigtigt at sørge for, at de bliver bevaret eller – hvis det er nødvendigt – bliver genskabt.

Både Bindesbøll og Ulrik Plesner er altid blevet rost, fordi det er lykkedes dem – på en både nænsom og original måde at udvide Skagens Kirke, der var tegnet af den nyklassicistiske arkitekt C.F. Hansen. Bindesbøll har formået at skabe inventar til kirken, der på en harmonisk måde kan opleves som en organisk del af kirkerummet. Han har således tegnet stolegavle, udsmykning på knæfaldet og dekorationer på prædikestolen.

Men det mest enestående af hans inventarer er det monumentale altertæppe, der på en kunstnerisk overbevisende måde skaber forbindelseslinjer til det øvrigt inventar og i sig selv har en meget høj kvalitet. Det tæppe, der ligger der nu, er ikke det originale, men det er en kopi, der er genskabt meget nøjagtigt og med stor kunstnerisk kunnen og indsigt. Alle de mange mennesker, der har set tæppet – både kirkegængere, danske og udenlandske besøgende og forskellige kunsthistorikere – har altid været meget begejstrede for det.Netop altertæppet i Skagen er et af de bedste eksempler på højdepunktet i udviklingen af den originale fritvoksende ornamentik, som Bindesbøll skabte. Stilen kaldes ”skønvirke”. Den mest originale og altoverskyggende person inden for denne stilretning er netop Bindesbøll.

Altertæppet i Skagen kirke rummer et meget kunstnerisk vellykket eksempel på denne stil. De let stiliserede blade er præget af lyse grønne og blå farver med små gule og røde bærlignende ornamenter. Der er indføjet runde cirkler i rødt og hvidt. Tæppets kanter er dekoreret med røde spidser. Sammenkoblingen af de varme røde og de kølige blå farver skaber en stor malerisk intensitet i det frodige bladværk.

Dette altertæppe, der er blevet så meget beundret, og som føjer sig fint ind i kirkerummet og giver det ekstra kvalitet, er desværre så nedslidt, at det skal genskabes. Men det kan gøres på en meget forsvarlig måde.

Else Marie Bukdahl

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Så skal stramaj-nålene til at gløde i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2019 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER