18. september 2012 - kl.10:14 - af: Michael Egelund (WebRedaktør)
Anders Blichfeldt Solo i Galleri Gajhede
Fredag den 21. september slutter Galleri Gajhede sæsonen af på fornemmeste vis, når dørene slås op til en i den grad vedkommende og intim aften i selskab med Anders Blichfeldt solo. Blichfeldt er en af landets bedste til den helt særlige genre, der hedder “En mand og en guitar”. Når han går solo på scenen, fortæller han både om sit liv og sin musikalske karriere. Vi får både forsiden og bagsiden af medaljen fra en karriere, de fleste har fulgt gennem medierne, men som få kender indefra. Der opstår ofte noget helt tredje, når en sanger ”blotter” sig på scenen uden sit sædvanlige band som rygstøtte.
Få et kig ind i Blichfeldt musikalske værksted på en aften, der også handler om livets og musikkens mere alvorlige sider, og de vendepunkter, der på et tidspunkt kommer i alle menneskers liv. Undervejs giver Anders eksempler på sange, han har i sit store katalog – både dem alle kender, og dem, han hidtil har gemt væk. Desuden får vi sange at høre, som har haft en helt særlig betydning for ham; lige fra barndommen og frem til i dag.
En aften med blanding af tale og sang, der giver et godt indtryk af personen bag navnet, og af hvad det kræver at holde skruen i musikbranchens oprørte vande gennem mere end 20 år.
Billetter:
Mikael Gajhede 24 45 15 10 eller mikaelgajhede@gmail.com
Hjemmeside: www.gallerigajhede.dk
Facebook: https://www.facebook.com/gallerigajhede#!/group.php?gid=17391748892
Galleri Gajhede, Vestre Strandvej 18, 9900 Skagen, fredag den 21. september kl. 20.30






