Knud Voss: In Memoriam

Redaktionen har modtaget nedenstående fra Knud Meldgaard, adm. direktør Camelot Domus:

Den 26. oktober er det 21 år siden Knud Voss døde. I den anledning kunne det måske være interessant for nye og gamle “skawboer”, at blive konfronteret med Knud Voss, selvom jeg er sikker på, at de “gamle” i Skagen, sagtens kan huske ham.

Herunder finder I derfor et kapitel fra den bog jeg p.t. arbejder på: et kapitel jeg har ændret en smule, så det nu er en avisartikel.

En sørgmunter beretning om en god ven – og en god frokost!

Vi er på færgen mellem Sjælland og Jylland d.7 februar 1986. “Vi” er museumsdirektør dr.phil. Knud Voss, arkitekt m.m.a. Gunnar Bertelsen og Deres ydmyge, som på den tid var direktør i Falken Reklamebureau.

Målet var Skagen. Formålet, bl.a. en brochure som Falken Reklamebureau skulle fremstille, samt, ikke at forglemme, ferie hos vor fælles veninde, den dejlige, harmonikaspillende Marianne Edwards, der boede på Lars Kruses Vej. Ferien skulle også bruges til masser af besøg på Skagen Museum, hvor Knud Voss var direktør.

Vi sidder altså i restauranten på færgen. Gunnar og jeg med hver sit spisekort, Knud med et vinkort, naturligvis.

Jeg spørger hvad vi skal have at spise og Knud kigger skælmsk over sine briller og siger:

- Jeg kunne godt tænke mig en god flaske Bordeaux. Hvad kunne I tænke jer?

Erfaringens fylde

Knud var et renaisancemenneske. Et menneske, for hvem kærligheden til livet var stor; men kærligheden til KVINDEN, Alma Mater, personificeret i hans “livs Elvira”, nemlig hustruen Dora, var størst.

Knud var et af de mennesker for hvem livet begynder på ny hver morgen. Mennesker der bliver grebne hver gang de hører Mozarts Requiem, eller læser et digt af Goethe. Mennesker som vanen ingen magt har over, og som har bevaret ungdommens interesse, nysgerrighed, åbne sind og vitalitet, trods årenes og erfaringens fylde. Et sådan menneske var Knud Voss.

Der strømmede vældige floder af urkraft gennem hans tætte skikkelse, urkraft som stoppede for brat, og for tidligt, en vinteraften i 1991.

Magister og åndsmenneske

Knud blev født i Odense i 1929. Han blev magister i kunsthistorie i 1958 og dr.phil. i 1966, på en fremragende afhandling om “Bygningsadministration og Bygningshistorie under Enevælden”. Fra 1973 til 1986 er han direktør for Skagen Museum. Årsagen til afskeden var den sædvanlige. Janteloven i form af smålige politikere og andre misundelige, der bl.a. krævede, at Knud opfyldte sin bopælspligt, som direktør ved museet. En formel sag som kunne være bragt på plads ved lidt gensidig smidighed, men Knud var også en stædig mand, som ikke ville ”gå Canossa” til nogen mennesker, og slet ikke politikere. Det blev derfor ”en afgang med knald i”.

Knud Voss var et åndsmenneske, i ordets fineste betydning. Han var ikke typen der kom krybende langs panelerne, han var et menneske der satte foden fast i gulvet og talte med fast og overbevisende stemme. Knud blev af mange, og ofte med rette, betragtet som arrogant, men vi der kendte ham “under huden”, vidste også, at han på trods af sin arrogance og store viden, var et ydmygt menneske, specielt i forhold til kunsten og dens udøvere.

Det var hans faste overbevisning, at han selv, og andre der levede af og for kunsten, uden at være udøvende, “altid kun vil være betragtere og formidlere uden den rige evne, at kunne fastholde nuet på et lærred” (Knud Voss).

Han var en sammensat natur, med et åbent sind for alt hvad der rørte sig af nye strømninger i kunsten, uden dog på noget tidspunkt, at tabe forbindelse til fortidens kunst. Hans viden og kærlighed til Guldaldermalerne var stor, og han skrev flere fremragende bøger om disse malere, og tiden hvori de virkede. Bl.a. Dansk Kunsthistorie, bind 4, fra Politikens Forlag, i samarbejde med Gyldendals Bogklub. Mest kendt er naturligvis hans bøger om Skagensmalerne og om museet på Skagen. Her kommer hans rige evne til at “popularisere”, uden at tale ned til folk, virkelig til udfoldelse.

Ånd er magt

Knud var en fremragende debattør og en mester i konversationens ædle kunst, også når han efter “en sen drue”, havde skiftet den verbale fleuret ud med den noget tungere blodøkse. Talrige er de “slagsmål”, der er gået henover bordene i værtshusene på Skagen, eller i København, når kunstnere og andet godtfolk fylkedes om hans gæstfri bord. Ånd er magt.

Hans fysik var lige så formidabel som den uundværlige Apostolado-cigar, der sad som skruet fast mellem læberne fra tidlig morgen til sen aften (nat). Et stærkt liv, med en høj cigarføring. Hans år som direktør på Skagen Museum var præget af hans store faglige indsigt og forståelse for den kunst der var ham betroet. Også selvom hans kompromisløse holdninger ofte bragte ham i mediernes søgelys – hvor han i øvrigt befandt sig som “ål i mudder”.

Programerklæringer

Hans indtog på Skagen Museum i 1973 foregik som en hvirvelvind og allerede ved den festlige tiltrædelsesreception, havde han en “programerklæring” klar, som mundede ud i, “at stille billederne til skue – uden overflødige kommentarer”. Knud Voss var kommet til Skagen.

Hans kommentarer blev i øvrigt ofte opfattet som højrøvede, hvad de også ofte var, men Knud så sig ikke for god til, at citere begavelser han anså for at være større end sig selv, f.eks. den store, franske filosof: Michel de Montaigne, der bl.a. siger: – Jeg udtaler frit min mening om det ene og det andet, også om det, der muligvis går over min forstand, og det, jeg ikke på nogen måde mener mig i stand til at dømme om. Når jeg siger min mening om det, er det da også kun for at vise, hvad mit syn er værd, ikke hvad tingene er værd”.

Det med “programerklæringer” var Knud Voss nu bedst til selv at bryde. Som f.eks. da der indløb protester over nedtagningen af “populære” værker og Knud til sidst bøjede sig for “folkekravet”, og henviste til et afsides lokale – “kapellet” kaldet – hvor vederstyggelighederne kunne beses.

På trods af disse småskærmydsler lykkedes det Knud på rekordtid, at hæve museets standard og med en væsentlig publikumstilstrømning til følge. Det der før hans tiltræden var et sted man tilbragte en regnvejrseftermiddag i ferien blev, gennem årene, et respekteret og anerkendt museum, i både Danmark og udlandet. En anerkendelse der er blevet fastholdt og udbygget af senere direktioner og bestyrelser.

Foredragsholder

Det var gennem årene ikke småting han involverede sig i når det gjaldt dansk kunstliv. Knud Voss var i mange år formand for Foreningen for Dansk Kunst, og han var en legendarisk og efterspurgt foredragsholder i hele Norden.

Efter årene på Skagen, trak han sig tilbage til sin, og Doras, lejlighed i Store Regnegade i København, men han var stadig et skattet medlem af den københavnske “dødsrutes” klientel, når han ikke arbejdede seriøst med skribent- og foredragsvirksomhed.

En af hans sidste, store udgivelser blev Fynsk Malerkunst – fra Juel til Swane (Stig Vendelkærs Forlag). En bog han tilegnede daværende udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen. “I glæden over vort fynske fødeland”, som Knud Voss skrev på titelbladet. Vi er mange der savner hans livsbekræftende latter og skarpe vid og jeg vil lade Tom Kristensens forord til hans store roman Hærværk være afslutningen på dette miniportræt af en stor personlighed i dansk kunst- og åndsliv.Tom Kristensen skriver: – I min ungdom har jeg ofte opsøgt det stærkeste i livet for at prøve, om jeg havde hjerne- og hjertefysik til at konfronteres med det”. Knud Voss havde begge dele.