Nordjyske patienter er generelt meget tilfredse

Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er en af de afdelinger, hvor de akut indlagte patienter er meget tilfredse. Her er det fra Stråleterapien. Foto: Kommunikation, Aalborg Universitetshospital.

Nordjyske patienter er generelt meget tilfredse

17. marts 2017 - kl. 9:42 - af

Det viser en landsdækkende undersøgelse, der har taget pulsen på de nordjyske patienters oplevelse af behandlingen og plejen på de tre hospitaler.

Godt 18.000 nordjyske patienter og pårørende har deltaget i den årlige Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP), hvor resultaterne for 2016 netop er offentliggjort.

Undersøgelsen består af tre delundersøgelser – LUP Somatik, LUP Fødende og LUP Psykiatri.

LUP Somatik inddeler patienterne i tre patientgrupper: de planlagt indlagte, de akut indlagte og de ambulante patienter.

Region Nordjylland har for alle tre patienttyper haft en positiv udvikling i patienttilfredsheden fra 2015 til 2016. Ingen enkeltresultater på regionsniveau er forværret siden sidste års undersøgelse.

Resultaterne viser, at langt størstedelen af patienter med fysiske lidelser i Region Nordjylland har et meget positivt samlet indtryk af deres indlæggelser og ambulante besøg.

85 % af de planlagt indlagte patienter, 81 % af de akut indlagte og 88 % af de ambulante patienter svarer, at de ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” er tilfredse med deres samlede forløb.

De mest positive svar er for alle tre patientgrupper spørgsmål, der omhandler personalet, samt tilfredsheden med behandling og pleje.

De knap så positive resultater er spørgsmålene om information om medicin og om bivirkninger ved medicin, samt spørgsmål om inddragelse af patienter og pårørende. Det mønster går igen på landsplan.

Sammenlignes med de andre regioner, har kun midtjyder med fysiske lidelser højere tilfredshed end nordjyderne.

– Det er et rigtig flot resultat, og jeg er stolt over, at personalet på vores hospitaler formår at forbedre på så mange områder på trods af, at de har meget travlt. Jeg ved, at der allerede arbejdes målrettet på at forbedre information om medicin og patient- og pårørendeinddragelsen, så min forventning er, at vi også på disse områder kan opnå endnu bedre resultater, siger formand for Udvalg for Kvalitet og Patientsikkerhed, Asta Skaksen (V).

Forbedring inden for akut indlagte patienter

Især for de akut indlagte patienter på de somatiske hospitaler er mange resultater blevet forbedret. Her er resultatet på 21 af de 34 faste spørgsmål blevet bedre siden året før. Den faktiske forskydning i resultaterne er dog oftest lille.

Onkologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er en af de afdelinger, hvor de akut indlagte patienter er meget tilfredse. Patienterne her siger for størstedelen, at de er meget tilfredse med behandlingen og personalet. 30 resultater ligger over landsgennemsnittet.

91 % er ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” tilfreds med den behandling, de modtager på afdelingen. 99 % mener, at personalet ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” er venligt og imødekommende.

Det glæder klinikchef Lars Maagaard Andersen, som ikke er i tvivl om, at det er indførelsen af et akut beredskab, der er årsag til de gode resultater for de akut indlagte patienter.

– Patienter, der er i et forløb har direkte adgang til akut behandling hos os. De kan ringe til os, hvis de har behov for akut behandling, og så modtager vi dem og behandler dem. Det tilbud har patienterne taget rigtig godt imod, siger Lars Maagaard Andersen.

Fødende har positive oplevelser

LUP Fødende viser, at kvinderne i Region Nordjylland har overvejende positive oplevelser i mødet med sundhedsvæsenet før, under og efter en fødsel.

I alt vurderer 91 % af kvinderne på de tre nordjyske fødeafdelinger, at deres samlede fødselsoplevelse er positiv eller meget positiv. For knap to tredjedele af alle spørgsmålene i undersøgelsen, er der endvidere en andel på over 90 %, der svarer ”positivt” eller ”meget positivt”. Det gælder for 24 ud af i alt 39 spørgsmål.

En række af de spørgsmål, som giver de mest positive resultater er spørgsmål om kvindernes oplevelse med den behandling, de får på hospitalerne.

97 % er meget tilfredse med den hjælp, de får ved indlæggelse under graviditeten.

95 % af de fødende svarer, at de er meget tilfredse med den støtte, de får fra personalet under fødslen.

Tilfredse psykiatriske patienter

De nordjyske psykiatriske patienter er generelt godt tilfredse med den behandling, de får som henholdsvis indlagte og ambulante patienter. 96 % af de ambulante patienters samlede indtryk er positivt, mens det gælder for 88 % af de indlagte patienter – begge patientgrupper i voksenpsykiatrien.

Størstedelen af Psykiatriens resultatet er på niveau med 2015. På to områder er der dog sket markante ændringer siden sidste år – der er et fald i tilfredsheden blandt indlagte børn og unge samt en øget tilfredshed blandt retspsykiatriske patienter.

Der er særlig høj tilfredshed blandt de retspsykiatriske patienter i Region Nordjylland, hvor 85 % af patienternes samlede indtryk er positivt – et resultat, der placerer sig pænt over landsgennemsnittet på 73 %, men som dog skal læses med forbehold for det relativt lave antal svarpersoner. Det er blandt andet på områder som de retspsykiatriske patienters kendskab til og indflydelse på behandlingsplanen, hvor Psykiatrien har forbedret sig i forhold til sidste års LUP-resultater.

Blandt indlagte og ambulante børn og unge er deres samlede positive indtryk generelt under landsgennemsnittet, og der er sket et fald i det samlede positive indtryk i forhold til 2015. På områder som information om sygdom og behandling samt, at personalet imødekommer ønsker til pårørendeinddragelse er der dog fremgang i forhold til sidste års LUP.

– Der er plads til forbedringer særligt for de indlagte patienter i børne- og ungdomspsykiatrien, som har været udfordret af mange vakante speciallægestillinger. Disse er dog blevet besat i efteråret 2016, og vi ser frem til en effekt af det fremadrettet, som vi forventer kan forbedre resultaterne på sigt, siger Jette Ramskov (S), formand for Psykiatriudvalget i Region Nordjylland.

Forældre til indlagte og ambulante børn og unge er generelt meget positive. Inddragelse af søskende og forventningen til, at barnet bliver bedre til at klare hverdagen er nogle af de spørgsmål, der er besvaret med den største fremgang i forhold til sidste år.

Generelt afspejler LUP Psykiatri 2016 det store fokus, som Psykiatrien i Region Nordjylland har på inddragelse af patienter og pårørende i både udredning og behandling.

– Inddragelse af patienter og pårørende er helt centralt i Psykiatrien i Region Nordjylland og er et område, som fortsat udvikles blandt andet i indsatser som Patientens Team, siger Jette Ramskov.

 

Yderligere informationer

Tre delundersøgelser i LUP 2016

LUP 2016 består af tre delundersøgelser – LUP Somatik, LUP Fødende og LUP Psykiatri.

Resultatet af undersøgelserne kan ses her

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nordjyske patienter er generelt meget tilfredse' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2017 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER