Hvis du ikke er med os, er du mod os!

Hvis du ikke er med os, er du mod os!

4. august 2017 - kl. 9:13 - af

Det er den mest besynderlige retorik, der præger diskussionen omkring musik i Skagen. Jeg har endnu ikke mødt et eneste menneske –skagbo eller turist-, som ikke vil have musik i Skagen. Absolut ikke en eneste har udtalt, at musikken skal væk fra byen, så kan vi ikke efterhånden slippe for de kommentarer, der forpester snakken om, hvordan vi skal løse problemerne med ytringer som: ”Man kan sgu da bare flytte, hvis man ikke kan klare mosten”, ”negative personer på + 60”, ”turister, som ikke lige forbinder Skagen med et kolossalt udbud af musik, kan da bare finde et andet sted at feriere”, ”musikhadere” osv. Påstande om at musikdiskussionen allerede har kostet turister; argh, land nu lige på jorden: Mon ikke, det skyldes det elendige sommervejr. Det er altså ikke sådan, at vores problem heroppe har fyldt alle landets aviser. Det er ikke samtaleemne overalt i Danmark, Norge og Sverige, og vi er ikke verdens navle!

Jeg tror på, at vi skal satse bredt med hensyn til vores turistmålgruppe. Vi kan ikke basere os på en enkelt gruppe; men bør prøve at holde fast i både singler, par, familier med og uden børn, seniorer og festglade unge. Jeg tror også på, at det er særdeles vigtigt, at Skagens faste beboere alle er positivt stemt over gæsterne i byen. Intet skaber så dårlig en ferieoplevelse som sure miner og negative kommentarer fra lokalbefolkningen, og dem fyger det da godt nok med lige nu, hvis man ikke lige mener det samme, som dem der åbenbart har taget patent på, hvordan musikken skal spille heroppe.

Det betyder så også, at alle skal kunne være i byen; både dem, der har ferie og dem, der ikke har. Man skal kunne få sin nattesøvn, sådan at man kan passe sit job på havnen, i butikkerne, som pædagog, i plejesektoren og alle de andre steder, som stadig skal fungere. Vi har (desværre/heldigvis) ikke haft det så varmt i år, så vinduerne har skullet stå åbne. Havde det været tilfældet, så tror jeg virkeligt, der havde været protester.

Forleden dag sad vi uden for i haven og nød, at det trods alt var sommer. Vi bor ca. 1,7 km fra havnen (fiskepakhusene), og da vinden blæste vores vej denne aften, havde vi så fornøjelsen af musikken fra Fiskerestauranten, tror jeg. Vi hørte bl.a. et af mine favoritnumre ”For evigt” af Volbeat for fuld udblæsning. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dem, der bor 1 km fra musikken, som skulle op på arbejde i modsætning til os, og på dem, der slet ikke kan lide den slags musik. Er det nødvendigt, at der skal spilles så højt? Vi taler jo ikke om en stadionfest, men om musik et sted, som vel stadig i første omgang er en restaurant. 

Kære Jesper og andre restauratører, både på havnen og i byen: Tak for musikken, men jeg er nødt til at spørge jer om, hvor langt væk fra jeres matrikler I mener, det er ok, at I beslaglægger lydrummet? Synes I selv, at det er rimeligt, at man skal høre folk fra Nordbyen, Østerby, Vesterby, trækvarteret og flere andre steder fortælle, at de kan høre musikken, når de sidder i deres have, alt efter vindretningen den dag? Er det bare noget, de skal finde sig i ”for ellers må de gamle musikhadere finde et andet sted at bo”? Det er, kan jeg godt fortælle, ikke kun sure, gamle mennesker, der har et problem. Der er mange yngre, arbejdende skagboer, som heller ikke helt forstår det her; men man har simpelt hen ikke lyst til at gå ind i en diskussion, hvor der er så ubehageligt et sprog, både i avisen og ikke mindst på facebook, og hvor det at man er kritisk over for musikniveauet pludseligt bliver til, at man er negativ over for Jesper og andre igang- og iværksættere. Det har jo intet med hinanden at gøre! Alle jeg har talt med benytter sig af musiktilbuddene i byen, så ingen, absolut ingen, ønsker musikken vist ud af byen. Spørgsmålet er blot, hvor højt, hvor længe og hvor meget!

Jeg har tillid til, at politikerne, hvis de ellers ikke bare skal høste stemmer her i valgåret, bruger deres sunde fornuft og bygger deres afgørelser på grundige undersøgelser af plusser og minusser ved musikudfoldelsen, både på havnen og i byen. Jeg forventer, at man samarbejder med alle, der på en eller anden måde er berørt af musikken. Jeg håber, man ser fuldstændig bort fra ensidige og ubehagelige kommentarer på fx facebook. Undersøgelserne bør gå flere år tilbage, så det ogsåbliver muligt at se, hvordan det var, da der var noget, der hed sommer. Det kunne jo være, den vendte tilbage en gang, og så må vi jo være forberedte.

Og for resten: Bryder man loven, så må man æde bøden eller straffen. Jeg synes, det er noget møg at få en fartbøde på Hulsig Hede. De kunne placere deres fartmålere mange andre kritiske steder; men altså: Jeg kørte jo for hurtigt og jeg vidste det!

Kære restauratører I vidste, I spillede for højt, for meget eller for længe! Band og betal!

Venlig hilsen

Jane Bengtsen

som også elsker musik i Skagen, men til gavn og glæde for alle

11 kommentarer til “Hvis du ikke er med os, er du mod os!” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

11 kommentarer til “Hvis du ikke er med os, er du mod os!”

  • Jens Christian Møller

    Kære Jane Bengtsen

    Virkelig flot, sobert og velskrevet indlæg, og jeg er helt enig i alle dine synspunkter.
    Og tak for at du også tænker på os, som bor tættere på end jer. Vi bor knap 200 m fra Fiskerestaurenten, og det har ikke været sjovt de sidste par somre.
    Jeg vil lige for god ordens skyld sige, at det har været knap så slemt i år. Om det skyldes, at der ikke spilles så højt, vindretning, kommunens kontrolenhed eller noget helt andet, skal jeg lade være usagt.

    Venlig hilsen
    Jens Christian Møller

  • Jens P. Jepsen

    Pia Karlsen skriver, at hun udøver det arbejde vælgerne har valgt hende til!
    Mon alle Venstres stemmerne, synes at det er sund fornuft, at lade dejlige Skagen skæmmes af det støjinferno?
    Hele mit liv, har jeg stemt Venstre, men med de holdninger partiet har taget, ja, så desværre, må jeg søge nye græsgange.
    Hvor mange vælgere Pia, tror du , du har bag dig i din støj-iver?
    3-4 eller5?

  • Birgitte kristensen

    Pia , Jesper skrev at Socialdemokraterne skullle stoppe med deres hårde tone, det jeg mente var, at venstre s tone var lige så hård, så hvis de skal stoppe debatten , så skal venstre også😊. Der har været meget skriveri fra flere partier i år, så det kunne godt ligne valgflæsk, jeg har ikke sagt det er det.

  • Kære Birgitte

    Hvad synes du Venstre skal “stoppes i” – at udøve det arbejde, vores vælger har valgt os til?

    Den holdning jeg har haft i de 2 indlæg (siden byrådets beslutning i juni) her på avisen, fastholder jeg – også efter et valg.

    Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at hele denne debat(om støj eller hvad du ønsker at kalde den) startede for flere år siden og toppede sidste sommer. Jeg mener derfor ikke politiker, hverken fra S eller V, bruger emnet som “valgflæsk”. Vi skydes hele tiden i skoene, at vi ikke “har holdninger eller gør noget” – og når vi har det – ja så mener du og andre det er “valgflæsk”. vi kan jo ikke stoppe vores politiske arbejde fordi der er valg i år.

    Vi kan heller ikke styre hverken medier eller andre debatøre i deres fremlæggelse af sagen.

    Hvis du vil gennemgå avisen her for indlæg i denne debat den seneste måneds tid, vil du finde indlæg fra alle politiske sider – både S, DF og V. Nogle har flere indlæg end andre, men alle har været en del af debatten og den “mediestorm” du her anfægter.

    vh
    Pia Karlsen (V)

  • Jane Bendtsen hvor har du ret i at tonen er grim i avisen og på nettet. Kan kun give dig ret i alt, hvad du skriver. Jesper Winter, du gør rigtig meget godt for byen, men skal jo stadig, rette dig efter reglerne. Giver dig ret i, at socialdemokraterne har været hårde, men synes venstre har været endnu mere fremme i skoene, de burde vist også stoppes, men det har du måske ikke opdaget? Jeg håber heller ikke , at det kun er valgflæsk fra alle partierne, men at de mener det samme efter valget

  • Erik Kyed Trolle

    Kære Jesper C. Winther
    Jeg havde egentlig besluttet mig til ikke, at gå ind i den løbende diskution om støjforhold i forbindelse med nogle få restauratørers manglende forståelse for, at der i Skagen nødvendigvis må være nogle retningslinier for hvad man byder de fastboende skagboer i forbindelse med udendørs musik.
    Jeg har dog lyst til, at rose Jane Bendtsen for et sobert og godt beskrevet læserbrev. Det er dejligt når såvel læserbreve som kommentarer forholder sig til de korrekte forhold og ikke udelukkende har til formål, at oppiske en dårlig stemning.
    Samtidig har jeg nogle kommentarer til dine bemærkninger om min og andre politikeres gøren og laden i denne sag.
    Du skriver, at du hellere end gerne retter dig efter beslutninger og regler såfremt du bare bliver orienteret i rimelig tid.
    Såfremt det er forbigået din opmærksomhed, har byrådet truffet beslutning om regler for sæsonen 2018 så din efterlysning om retningslinier burde jo være tilfredsstillet med mindre du ikke er tilfreds med de beslutninger der er truffet. Skulle det sidste være tilfældet er det fair nok, at du kæmper for at få ændret beslutningerne men gør det lige på en ordentlig og demokratisk måde og ikke ved, at fejlinformere de læsere som af en eller anden årsag ikke har fulgt med i den politiske behandling.
    Dine kommentarer om enkelte socialdemokraters manglende evne og lyst til at se sagen fra din side, må stå for din egen regning eller politiske holdning.
    Når du oplyser, at hele sagen er startet af enkelte byrådsmedlemmer bl.a undertegnede vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at de politiske reaktioner er startet søm følge af klager fra borgere i Skagen som, efter min mening fuldt berettiget, har bedt politikerne om, at få etableret tåbelige forhold til, at drive erhverv samt kunne færdes i eget hjem.
    Det er således ikke en sag der er startet politisk men fra borgernes side.
    Sluttelig vil jeg igen gøre opmærksom på, at ingen hverken borgere eller politikere ønsker, at undvære udendørs musik i Skagen men det skal være på betingelser som gør tilværelsen tålelig for os alle i byen.

    Venlig hilsen
    Erik Kyed Trolle
    Medlem af byrådet.

  • John Nebbelunde

    Til Jane Bengtsen,

    Kommunen har endnu ikke sat toiletter op som kan klare den gang ”bogstavsdiarre’” du der leverer, du skriver jo til hvilken side hver anden gang, som var du aspirant til kommunevalget for de radikale?
    Eller har du sittet ude på de 2 have og kigget på bølgerne mens du har forsøgt ”fintænkningens ædle kunst”?

    Jeg bryder mig ikke meget om dit udtryk 60+, – jeg er 60 ++ og nyder at lytte til dire straits, Mark Knopfler, Emmylou Harris samt svenske vikingerne.

    Jeg synes du skulle læse Ole Nielsens og John Larsens indlæg et par gange til, før du farer i blækhuset.

    Gu er det noget ævl alt det der med ”støjforurening og spiseforstyrrelse” jeg hører ikke noget her på Oddevej. (og det er vist glad for)
    Så enten må Jesper skrue op for volumen, eller spille indendørs?

    Man må også lige huske, at sejlerne betaler for at ligge på vandet ”lige op af støjen” de har vist ikke andre muligheder? I denne Danmark største fiskerihavn.

    I min ungdom oplevede jeg reggeamusik på fx Aruba, så vi automatisk vriggede med numsen i takt i forbifarten.

    Skulle det pine på med et nyt indlæg fra din hånd af samme art, kan jeg måske skaffe en potte fra genbrugen?

    Jeg håber ikke du er ansat på noget plejehjem? Så jeg vil blive straffet med at ligge i våde bleer i dagevis :-)

  • Godt skrevet Jane, ligeledes er Jesper Winther’s svar.. endelig en god debat uden ‘kasten med mudder’ og lad det nu fortsætte i den tone kære skagboer!.. Og som Jesper skriver: Se nu at komme i gang politiker!…

  • pernille nielsen

    har selv boet i skagen, ikke min kop the, det som om der kun skal være plads til turister, plus den larm er ikke til at holde ud..der tages ikke hensyn til andre, det som om vi / de skal ta hensyn til værtshuse osv, bryder loven og spiller som det passer dem.. der er altså andre end jer, folk der også skal op på job dagen efter..men det skal man ikke ta hensyn til ?? syntes jer restaurantøre osv er vildt egoistiske.. og kan i ikke følge regler, ang lyd osv..jamen så må i æde bøden,betal ved kasse 1. og luk til tiden, man annoncerer ca en time før at det snart er lukketid.. så det ligegyldig om der er 400 gæster,,så det ud og servering stopper også ca en time før lukketid.. så der tid til at drikke ud. ..der skal lukkes og slukkes, .i er ikke hævet over andre ,bare pga i er ejer af druksteder. følg regler som andre også skal..længere er den ikke !

  • Jesper C. Winter

    Kære Jane Bengtsen
    Tak for dit indlæg, som jeg giver dig meget ret i.
    Jeg mener at det er forfærdeligt med mange af de negative udmeldelser der er på de Sociale medier, og de er med til at puste alt for meget til ilden. Men det er jo kun fordi at Skagen har så stor betydning både for fastboende, men også for mange at de turister/gæster der besøger os hvert år. Så der går følelser i debatten.
    Jeg er helt enig med dig i, at der skal være regler og at vi alle skal være her. Men jeg mener helt klart at det er vores politikere der skal tænke sig om og være mere professionelle, specielt socialdemokraterne. Vores lokale politikkerer som Bjarne Kvist og Erik Trolle har startet denne ”kamp”, med borgmester Birgit Hansen og Anders Brandt i spidsen. De burde stille sig frem og få den stoppet. Men det kræver at man sætter en retningslinje, der er til at arbejde med og gennemskuelig. Ikke bare komme med en ubrugelig løsning, som overhovedet ikke er gennemtænkt og så tage på ferie og lade byen sejle!!
    Det er helt sikkert at der har været tænkt stemmer ind i denne debat, men det har bare ikke været gennemtænkt.

    Jeg skal nok rette mig ind. Jeg skal nok finde det lydniveau der skal til, hvis jeg får direkte besked på hvad det skal være i området. Og i bedre tid end i juni måned. Her er alt mit musik booket, mine billetter solgt og min scene bygget. Men jeg vil have nogle regler der er til at finde ud af. Jeg har ingen gevinst i at ligge mig ud med lokale borgere og jeg er langt fra ligeglad med at få politianmeldelser.
    Hvis jeg vidste hvor forfærdelig denne debat har udviklet sig, så ville jeg jo have haft ansat 4 ingeniører, (lige som socialdemokraterne har valgt at betale for i de sidste 3 uger) til at måle lydniveauet i området til hver koncert, for at vide hvor højt min lydmand skulle spille.

    Nu ved jeg ikke hvor mange der har sat sig ind i reglerne omkring støjmålinger og hvordan de skal håndteres, men jeg kan fortælle at det ikke er nemt. Og det er slet ikke nemt at vide hvor grænsen går.
    Nu ved jeg at der er nogle der bare vil sige, hvorfor skruer ham Jesper ikke bare ned, og det kan jeg da også bare gøre, men når man fx har hyret en kunstner som Thomas Helmig, Sanne Salomonsen, Erann DD, Shu Bi Dua, Rasmus Walter, Joey Moe, Så skal de altså bruge en mikrofon for at de skal kunne gøre deres job ordentligt.

    Jeg vil personligt ikke være et ”problembarn” og jeg vil garantere at det ikke bliver mig der er problemet til sæson 2018, som det i nogle tilfælde kan føles i medierne.
    Men jeg bliver nødt til at have de rigtige værktøjer til at komme videre. Så jeg vil anbefale på det kraftigste, at vores politikere sætter sig sammen og kommer med en ordentlig udmelding. Og hvis det bliver at der ikke skal være med udendørs musik, så er det den situation der skal arbejdes med, men kom i ordentlig tid. Og ikke i 11´time som i år.
    Min sæson 2018 er allerede i gang og der er rigtig mange at de helt store kunstnere der er begyndt at tage kontakt. Så kære politikere kom i gang med jeres arbejde, det er det i får jeres løn for og det er det i er stemt ind for.

    Mange hilsner
    Jesper C. Winter

  • Godt og sobert indlæg.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Hvis du ikke er med os, er du mod os!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2017 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER