
Japanstrik på biblioteket – Marianne Isager fortæller om strikkekunst
15. januar 2009 - kl. 8:09 - af Hans Chr. Andersen
Strikkeeksperten Marianne Isager er født og opvokset i Nordjylland, men har i øvrigt været kloden rundt på jagt efter inspiration til de modeller, som flere generationer af strikkende kvinder har haft på pindene i mangfoldige år.
Det kosmopolitiske afspejler sig også i hendes strikkebøger, hvor titler som ”Strik med inspiration fra Afrika”, ”Inka” og ”Japan” afspejler hendes færden. Hun har undervist drenge i Andesbjergene, fåreholderkvinder i Julianehåb og kvinder i Kathmandu. Designskoler i ind- og udland har ligeledes nydt godt af hendes inspirerende foredrag.
Tirsdag den 27. januar kl. 19 kan man møde hende på Skagens Bibliotek, hvor hun især vil fortælle om tilblivelsen af de mange fine strikkeopskrifter i bogen ”Japan – skandinavisk strik med japansk inspiration”.
Fra den 24. januar til den 28. februar vil man i øvrigt kunne se en udstilling af Isagers strikmodeller.
Marianne Isagers foredrag er illustreret. Billetterne koster 50 kr og kan købes ved indgangen eller bestilles på tlf. 98442822.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Japanstrik på biblioteket - Marianne Isager fortæller om strikkekunst' til en bekendt