
Byrådsmøder i Skagen? Nej siger et snævert flertal!
11. februar 2009 - kl. 9:12 - af Hans Chr. Andersen
På det seneste byrådsmøde blev der fremsat forslag om afholdelse af byrådsmøder i Skagen og Sæby. Du kan her lytte til byrådets behandling som radiopodcast, eller læse referatet fra mødet.
Lyt til radiopodcast ved at klikke på pilen her nedenfor.
[podcast]http://www.frederikshavn.dk/download/mp3/2009/2009_01_28/090128punkt17.mp3[/podcast]
Fra byrådets referat kan læses:
Eventuel afholdelse af byrådsmøder i Skagen og Sæby
Sagsfremstilling
Byrådsmedlemmerne Brian Pedersen, Søren Visti Jensen og Paul Rode Andersen havde til byrådets møde den 17. december 2008 fremsendt følgende forslag til optagelse på dagsordenen:
”Med henblik på at tilgodese nærdemokratiet skal SF herved foreslå, at der i 2009 forsøgsvis lægges 2-3 byrådsmøder i Skagen og Sæby. Ordningen tages op til vurdering ved næste årsskifte.”
Byrådet besluttede at henvise forslaget til Økonomiudvalgets behandling.
Indledningsvis kan det nævnes, at der – under forberedelserne til kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2007 – af de daværende 3 byråd blev vedtaget et såkaldt ”fundamentspapir” (se bilag 1) for den nye kommune, hvoraf det bl.a. fremgår, at ”Rådhuset i Frederikshavn vil desuden være center for kommunens politiske og administrative ledelse”.
I henhold til styrelseslovens § 8, stk. 1, træffer byrådet beslutning om hvornår og hvor byrådets ordinære møder skal afholdes og der indrykkes i begyndelsen af hvert regnskabsår bekendtgørelse herom i den lokale presse efter byrådets bestemmelse.
Frederikshavn Byråd har i møde den 27. august 2008 vedtaget tid og sted for afvikling af byrådsmøder i 2009 samt annoncering af sådanne. Møderne afholdes i Det Musiske Hus, Lille Sal kl. 19.00. Annoncering af mødetid og -sted er indrykket i lokalaviserne den 7. januar 2009.
I Frederikshavn Kommunes styrelsesvedtægt er det anført, at de nærmere regler om afholdelse af byrådets møder fastsættes i byrådets forretningsorden.
Der er altså ikke noget formelt til hinder for, at der afholdes byrådsmøder forskellige steder i kommunen. Det skal dog anføres at det vil få praktiske og økonomiske konsekvenser.
Byrådsmedlemmernes antal (31) gør det vanskeligt at placere medlemmerne ved bordene i de eksisterende byrådssale i Skagen og Sæby – der begge er dimensioneret til et færre antal medlemmer. Alternativt kan man afholde byrådsmøderne i andre større lokaler.
Det samme forhold gør sig gældende ved den gamle byrådssal i Frederikshavn, hvor man af pladsmæssige årsager valgte at flytte møderne til Det Musiske Hus i Frederikshavn (lille sal), hvor der er lavet en bordopstilling, der tilgodeser medlemmernes pladsbehov og placering, samtidig med at der er nogen plads til tilhørere.
Der er i Det Musiske Hus mulighed for radiotransmission.
Økonomiske konsekvenser
Under forudsætning af at eventuelle byrådsmøder i Sæby og Skagen skal afholdes på samme vilkår for interesserede radiolyttere, vil de økonomiske konsekvenser se således ud:
Engangsudgifter til etablering af digital sendeenhed i Skagen og Sæby (33.000 kr.) + digital modtagerenhed i Frederikshavn (28.560 kr.) + 2 stk. ISDN-linier (3.500 kr.) vil udgøre 65.060 kr. Udgifter pr. møde til drift (transport, opstilling/nedtagning og teknisk afvikling) vil udgøre 11.500 kr. pr. gang.
Dette betyder, at såfremt man ønsker at afholde møder i Sæby og Skagen i 2009 vil det afføde en engangsudgift på 65.060 kr., og 11.500 kr. pr. møde.
Der findes ikke budgetlagte midler til en sådan aktivitet. Såfremt der tages beslutning om at afholde byrådsmøder i Sæby og Skagen skal der samtidig gives en anlægs/tillægsbevilling på 65.060 kr. samt en driftstillægsbevilling svarende til 11.500 kr. pr. møde der ønskes afholdt i Sæby og Skagen.
Såfremt det ikke viser sig hensigtsmæssigt i de gamle byrådssale, skal driftsbeløbet muligvis tillægges leje af alternative lokaliteter.
Indstilling
Til Økonomiudvalgets drøftelse.
Beslutning Økonomiudvalget den 21. januar 2009
Indstilles til byrådets afgørelse.
Beslutning Frederikshavn Byråd den 28. januar 2009
Der blev fremsat forslag om, som et forsøg, at afholde et byrådsmøde i Skagen og et i Sæby.
Forslaget kom til afstemning.
For stemte 11: Peter E. Nielsen
(C), Hans Jørgen Kaptain (V), Hans Rex Christensen (V), Jens Ole Jensen (V), John Christensen (V), Lars M. Møller (V), Frode Thule Jensen (V), Anders Broholm (V), Per Nilsson (V), Paul Rode Andersen (F), Brian Pedersen (F).
Imod stemte 17: Erik Sørensen (A), Bjarne Kvist (A), Birgit S. Hansen (A), Jens Hedegaard Kristensen (A), Ole Rørbæk Jensen (A), Knud Hjørnholm (A), Irene Hjortshøj (A), Birthe Marie Pilgaard (A), Jørn Erik Larsen (A), Bruno Müller (A), Anders Gram Mikkelsen (A), Anders Starberg Pedersen (A), Steen Jensen (A), Hanne Welander (A), Palle Thomsen (A), Jytte Schaltz (A), Steen Jørgensen (T).
Forslaget blev ikke vedtaget
Fraværende: Inger Støtt, Søren Visti Jensen og Mogens Brag.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Byrådsmøder i Skagen? Nej siger et snævert flertal!' til en bekendt