Misforståelser omkring renoveringen af Havnevej
26. marts 2009 - kl. 11:10 - af Hans Chr. Andersen
Indehavere af detailbutikker på Havnevej mener, at kommunen har ændret på det renoveringsprojekt som blev vedtaget i første omgang og at der nu er udsigt til manglende parkeringspladser og de problemer der kan opstå for butikkerne ved en eventuel omdannelse til “sommergågade”.
I den forbindelse har vi modtaget en kommentar af Jens Hedegaard Kristensen, som er formand for teknisk forvaltning i Frederikshavns kommune.
Jens Hedegaard Kristensen skriver til os:
Havnevej i Skagen
Svar til Else Kaasgaard Skagen Ostehus Havnevej. Der er åbenbart opstået nogle misforståelser vedr. renoveringen af Havnevej i Skagen. Dem må vi have ryddet af vejen.
Havnevej skulle renoveres. Den var i en dårlig forfatning. Der blev udarbejdet forslag og på denne baggrund blev der afholdt offentligt møde med lodsejerne på Havnevej og Teknisk Udvalg (TU). Vi lyttede til jeres ønsker. Gik hjem og tegnede et oplæg og vendte tilbage med en løsning. Der var enighed om langt det meste.
Havnevej blev ensrettet. Og den blev som ønsket indrettet med brede bånd foran ejendommene så, cafeer, restauranter, forretninger m.fl. kunne have ude servering og deres varer ude. Vel at mene foran deres egne forretninger. Herudover bliver der indrettet korttidsparkeringspladser udfor enkelte forretninger i samarbejde med Kommunen. Bl.a. foran Ostehuset. Der kommer almindelig by inven-tar op lys, affaldsstativer og enkelte bænke. Alt efter de ønsker der blev fremsat på det offentlige møde. Efterfølgende blev det hele godkendt enstemmigt af Teknisk Udvalg.
Men i ca 2 måneder om året kan der være meget livligt på Havnevej. Værtshuse og diskoteker hol-der længe åbent (Bevillingsnævnet). Det giver selvfølgelig konfliktmaksimering, når der også er boliger, fødevareforretninger e.t.c. i området.
På de offentlige møder var der fra adskillige et stærkt ønske om, i det mindste at få Havnevej indrettet som gågade i sommerperioden. Det har TU ikke taget stilling til eller lovet noget om. Det vil udviklingen de kommende år vise om der er belæg for og stadigvæk ønsker herom.
Efter min bedste overbevisning har TU strakt sig langt, for at imødekomme så mange detailønsker, som muligt i denne proces. Omvendt er vi også nødt til at trække en streg i sandet. I modsat fald mister vi helheden i projektet.
Der er indvielse af Havnevej 05 APR kl 1100.
Formand for Teknisk Udvalg
Jens Hedegaard Kristensen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Misforståelser omkring renoveringen af Havnevej' til en bekendt