Brovandeskolen: 9. klasse på projektrejse i Grækenland
15. september 2009 - kl. 8:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det var med sommerfugle i maven og rygsækken fyldt til bristepunktet, da 9.klasse og 2 lærere fra Brovandeskolen rejste på projektrejse mandag d. 14. september. Rejsen går til Grækenland, hvor vi skal bo i Athen i 2 dage og 12 dage på den lille ø Leros. Leros er en lille ø på størrelse med Fanø og har omkring 8500 indbyggere. En hyggelig lille ø med ægte græsk stemning.
På turen skal eleverne stifte bekendtskab med græsk kultur og historie. Dette skal gøres gennem bl.a. besøg på ruinen Akropolis, skolebesøg, gudstjenester, sejltur til øen Patmos og meget mere.
Desuden skal eleverne i praktik på Leros, hvilket bliver en stor udfordring, men også en god mulighed for at få det græske samfund tæt ind på kroppen.
Eleverne har hjemmefra, hver især eller i grupper, valgt et relevant emne, som de ønsker at undersøge nærmere på rejsen. Emnerne tager naturligvis udgangspunkt i noget, som er græsk, f.eks. græsk madkultur, det græske skolesystem, fiskeri på Leros, unge og deres fritidsinteresser og mange flere. For at kunne undersøge disse emner, skal eleverne ”på egen hånd” ud og interviewe de lokale på øen. Den viden de får og på egen hånd erfarer, bearbejdes, skrives ned og udformes som en projektrejseopgave. Denne opgave fremlægges på en særlig ”projektrejseaften”, som afholdes på Brovandeskolen d. 7. oktober. På denne aften inviteres familien til lækker græsk mad, som eleverne selv er med til at tilberede. Der vil naturligvis også blive fortalt om selve turen.
Vi glæder os til, at kunne fortælle om vores fælles oplevelser og vise billeder fra det græske, når vi kommer hjem.
Med venlig hilsen
Ella og Louise
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Brovandeskolen: 9. klasse på projektrejse i Grækenland' til en bekendt