Anchers Hus trænger til en kærlig hånd

Anchers Hus trænger til en kærlig hånd

27. september 2009 - kl. 0:03 - af

Michael og Anna Anchers Hus på Markvej i Skagen skal sættes i stand fra yderst til inderst. Det fredede hus, som fra 1884 til Anna Anchers død i 1935 var Ancher-familiens bolig, skal med støtte fra bl.a. Realdania have en gennemgribende istandsættelse af såvel tag og facader som indvendige overflader og tekniske installationer.

Kunstnerparret Michael og Anna Ancher købte i 1884 huset på Markvej og indrettede deres bolig her. I 1913 blev pladsen imidlertid for trang, og de lod de arkitekten Ulrik Plesner opføre en tilbygning med atelier.

Datteren Helga Ancher, som var enebarn, besluttede, at efter hendes død i 1964 skulle alt, hvad hun ejede, indgå i en fond, Helga Anchers Fond. Huset med indbo og malerier er således ejet af fonden og blev åbnet som museum i 1967. Det er bevaret som et kunst- og kulturhistorisk museum, hvor hjemmets inventar står, som da huset var beboet af Ancher-familien.
I 1989 blev museet suppleret med naboejendommen Saxilds Gaard, som anvendes til skiftende udstillinger.

”Vi ser Michael og Anna Anchers Hus, som en vigtig del af vores kulturarv. Det er en kulturhistorisk bygning med stor betydning både lokalt og nationalt. Dette kunstnerhjem rummer en unik fortælleværdi om nogle af de vigtigste Skagensmalere, som havde stor indflydelse på dansk malerkunst omkring år 1900,” siger Eske Møller, projektleder i Realdania, og han fortsætter: -”I de mange år, der er gået siden museets åbning, er huset blevet vedligeholdt bedst muligt. Tiden har imidlertid sat sit aftryk, og ikke mindst taget over Plesners tilbygning er nu så skørt og utæt, at en renovering er absolut påkrævet. Dertil kommer, at de tekniske installationer som f.eks. husets klimaanlæg nu er så nedslidte, at en renovering og modernisering er nødvendig for at sikre samlingernes bevarelse.”

”På museets og dets publikums vegne er vi meget taknemmelige for Realdanias store donation, som sammen med en betydelig donation fra Beckett-Fonden og støtten fra Kulturarvsstyrelsen vil muliggøre en gennemgribende istandsættelse af Michael og Anna Anchers Hus i Skagen og dermed sikre det enestående kunst- og kulturhistoriske museums bevaring for fremtiden,” siger bestyrelsesformand Oluf Engell, Helga Anchers Fond.

Yderligere oplysninger:
Projektleder Eske Møller, Realdania, tlf. 70 11 66 66

Fakta
Istandsættelsen omfatter:

– nyt tag med håndstrøgne tegl, undertag og isolering

– reparation af tag over Anna Anchers atelier

– reparation af skorstene og balkon vinduer og døre

– fornyelse af ventilationsanlæg med varme, af- og befugter

– reparation af ydermure og kalkning

– istandsættelse af udendørsområder og gangarealer

– istandsættelse indendørs – reparation og maling af vægge og lofter

– opførelse af bygning til opbevaring af besøgendes bagage

Helga Anchers Fond har fået støtte til renoveringen fra Realdania, Kulturarvstyrelsen samt Beckett-Fonden.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Anchers Hus trænger til en kærlig hånd ' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER