Derfor forlod Venstre budgetforhandlingerne

Derfor forlod Venstre budgetforhandlingerne

8. oktober 2009 - kl. 10:03 - af

Det er med beklagelse, at jeg på vegne af Venstres byrådsgruppe i Frederikshavn Kommune må konstatere, at forhandlingerne mellem Socialdemokratiet og Venstre om et budget for 2010 er brudt sammen.
Socialdemokraterne viste allerede med vedtagelsen af frigivelsen af ca. 35 millioner til bygning af et kulturhus i Skagen, at hvis Venstre skulle med i budgettet, så ville det kun være for at tage medansvar for de upopulære dele af budgettet. Socialdemokraterne tromlede på byrådsmødet d. 23.9 2009 ganske enkelt et kommende anlægsforbrug på 35 millioner igennem på 10 minutter! Man disponerede lynhurtigt over så mange penge før budgetforhandlingerne var gået i gang! Helt uansvarligt i denne situation. Venstre har nu, på trods af dette, gennem forhandlinger med borgmester Erik Sørensen forsøgt at nå til enighed om et holdbart budget. Det var desværre ikke muligt.
Venstre har nu gennem de 2 seneste budgetforlig erfaret, at det ikke er nok, at indgå et budget med Socialdemokratiet. Uanset forlig er disse budgetter ikke blevet overholdt – og så er de jo inderligt ligegyldige. Og vi opdagede kun at budgettet for 2009 er voldsomt overskredet, fordi vi i forbindelse med budgetforliget sidste år fik indføjet, at der skulle være en stram månedlig opfølgning på budgettet. Kun derfor er man nu i gang med at bremse op for underskuddet i 2009. Selv om vi havde sådanne opfølgninger, var det ikke muligt, at få skredet ind overfor budgetoverskridelserne før efter sommerferien! Det har så resulteret i nogle meget voldsomme besparelser allerede i år – vel og mærke besparelser der ikke var i budgettet. Alt sammen fordi socialdemokraterne ikke var villige til at tage tyren ved hornene fra begyndelsen. Venstre har længe ment, at økonomifunktionerne skal centraliseres, så budgetterne ikke overskrides, eller i det mindste hurtigere opdages, når budgetter skrider.
Derfor har det denne gang været helt afgørende for Venstre, at der skulle opstilles et budget, som var mere robust overfor uforudsete udgifter end tidligere. Et budget, som tager højde for kommunens ledelsesmæssige problemer i forhold til budget. Venstre har i forhandlingerne fokuseret på at budgettet først og fremmest skulle sikre at de kommunale kerneopgaver såsom skole, ældre og handikappede bliver ramt mindst muligt. Vi er imod grønthøstermetoden. I stedet har vi ment, at der skulle strammes op på budgetopfølgningen og at der skal ske ledelsesmæssige og administrative opstramninger i kommunen. Vi må nu konstatere, at dette kun sker, hvis vælgerne peger på et nyt flertal ved valget. Det er ganske enkelt ikke sundt at socialdemokraterne sidder alene med flertallet. Venstre er derfor gået fra forhandlingerne med det mål, at et nyt byrådsflertal hurtigst muligt efter valget ændrer forholdene.

Med venlig hilsen

Lars Møller
Borgmesterkandidat

8 kommentarer til “Derfor forlod Venstre budgetforhandlingerne” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

8 kommentarer til “Derfor forlod Venstre budgetforhandlingerne”

  • Kære Peder

    Jeg syntes bestemt det er prisværdigt, at du tager dig tid til at læse og kommentere vores (Lars Møllers) læserbreve og artikler. Jeg skrev vist også bare, at det undrede mig, at ikke flere fra den socialdemokratiske & SF`s side, ønskede at ytre sig. Jeg er til enhver tid stor tilhænger af demokratiet, ytringsfriheden samt den fri meningsudveksling, så bliv endelig ved Peder – også selv om du ikke er opstillet!

    Når der føres valgkamp, syntes jeg ikke den ene fløj, har noget at lade den anden høre af., når der tales om mudderkastning. Anders S. Pedersens fra S, seneste propaganda mod Venstre, ved i et læserbrev her på siten at påstå, at “Venstre vil spare på anbringelse af børn”, er direkte usandt. Venstre ønskede faktisk atl tilføre området 20 mill.

    Du efterlyser Venstre`s visioner samt at vi forklarer hvad det er vi vil. Jeg vil gerne henvise til vores hjemmeside http://www.frederikshavn.venstre.dk, hvor du kan se vores valgprogram i den fulde længde. Håber du her kan finde noget af det du efterlyser forklaringen på.

    I politik handler det reelt om, at vi alle, uanset partifarve, ønsker alt det bedste for samfundet, erhvervet, børnene, de ældre, de syge etc.. Der der skiller os er måden vi når frem til målet. Vi vil hele tiden kunne blive ved at vende vores hver især argumenter for det ene eller imod det andet, ud nogen sinde at nå frem til samme resultat. Grundlæggende fordi, der er så stor forskel på borgerlig og socialdemokratisk politik. Det er jo i bund og grund det, der skaber balancen i samfundet.

    Med venlig hilsen
    Pia Karlsen

  • Peder Key Kristiansen

    Kære Pia

    Tak for opfordringen, men nej tak. Jeg synes det at opstille til byrådet er et meget personligt valg, hvor man dels må vurdere om man har evnerne og opbakning til sine synspunkter, dels er klar til at foretage de tilpasninger det kræver i forhold til familie og arbejde. Derfor har jeg også stor respekt for jer kandidater – uanset parti – som er klar til at tage en tørn for fællesskabet.

    Det er dog også min overbevisning, at det faktum at man ikke selv er kandidat, ikke automatisk diskvalificerer én fra at blande sig i debatten. Jeg vil ikke lægge skjul på at mit kryds normalt bliver sat i ”rød stue”, men længere går min tilknytning til dem nu ikke.

    Når jeg er efter Venstre på dette forum, er det fordi jeg anser de læserbreve jeres borgmesterkandidat Lars Møller har lagt ind her, som ren propaganda – fuldstændig løsrevet fra enhver historisk og samfundsmæssig sammenhæng, og kun skrevet med det ene formål at svine borgmester Erik Sørensen og Socialdemokratiet til. Når jeg læser Nordjyske er billedet det samme. Det kan godt være at valgkampen er begyndt, men Venstres måde at føre den på er efter min mening under al kritik, og afspejler en udpræget mangel på respekt for kollegaerne i byrådet. Det må være vanskeligt at indgå i et konstruktivt samarbejde efter sådan en valgkamp.

    Med hensyn til forholdet mellem landspolitik og lokalpolitik så skal man vist være medlem af Venstre for ikke at anerkende at der er en sammenhæng, Du undlader behændigt at kommentere på det faktum, at en stor del af de Venstre-ledede kommuner står i nøjagtig samme situation som vi gør, og må skære voldsomt i budgettet. Det imponerer mig at Venstre lokalt er så skråsikre på at de kan gøre det bedre end de mere erfarne Venstre borgmestre i nogle af landets øvrige kommuner. Med mindre hovedparten af kommunerne i vores kære land har været ledet af fjolser, så er forklaringen på den økonomiske situation i kommunerne måske en smule mere kompliceret end Venstre Frederikshavn gør den til.

    At jeg ikke er så imponeret som du er over tingenes tilstand efter 8 år med Venstre og Konservative ved roret er nok ikke så overraskende, men jeg vil da gerne komme med 3 eksempler på hvor jeg mener at regeringens politik har en direkte negativ indflydelse på den kommunale økonomi.

    1) Sygehusene skal effektiviseres og patienterne hurtigere hjem, flot ideologi men reelt betyder det jo bare at plejeomkostningen flyttes over på den kommunale kasse, for sjovt nok er sår og knogler ikke begyndt at vokse hurtigere sammen.

    2) Kommunerne har overtaget ansvaret for alle ledige og indsatsen i forhold til disse – genialt træk i en tid hvor ledigheden eksploderer! … og det bliver kun værre af at budgettet for driften af denne opgave fastsættes på baggrund af flere år gamle ledighedstal, altså år hvor ledigheden var rekordlav. I en tid med voldsomt stigende ledighed bliver dette en bombe under den kommunale økonomi, specielt i udkantsområderne.

    3) Krav om øget fokus på fagligheden i folkeskolen, vore børn skal være bedre til at læse, skrive og regne så vi indfører lovkrav om læreplaner og tests – og igen havner regningen hos kommunerne, og da der ikke følger penge med må kommunerne i gang med sparekniven så de centraliserer ledelse og administration, lukker de små skoler, øger klassekvotienten og sparer lærernes efteruddannelse væk. Men nu skal de jo også kun koncentrere sig om at lære ungerne at læse, stave og regne, og ikke om at gøre dem til hele mennesker som kan fungere socialt og i et stadig mere internationalt samfund …

    Det er paradoksalt, at partier som Venstre og Konservative, der slår sig op på størst mulig frihed til den enkelte og den fri konkurrence som den vigtigste regulator, med den anden hånd samler magten mere og mere på statsniveau, og reducerer regionerne og kommunerne til rene administrationskontorer. Vi er på vej mod en situation, hvor hele det kommunale og regionale budget bliver låst til lovbestemte opgaver, og det man som lokal- og regionalpolitikker reelt skal tage stilling til er hvilke love det er mindst vigtigt at overholde, for økonomisk vil man ikke kunne leve op til dem alle.

    Så – kære Pia – hvis du og Venstre gerne vil være fri for mine mærkelige kommentarer her på Skagens Avis så drop mudderkastningstaktikken og forklar jeres visioner for vores kommune – ellers vil jeg forbeholde mig retten til fortsat ”at sætte jer i bås som de absolut mest uduelige”, som du så udmærket beskriver det – vil dog nok erstatte ‘uduelige’ med ‘utroværdige’.

    Med venlig hilsen
    Peder Key Kristiansen

  • Glæder mig til at se jeres oplæg Pia 🙂

    Mette Andersen

  • Hej Inger

    Hvem siger jeg kører valgkamp, fordi jeg, ligesom dig, giver min mening til kende?!

    Jeg syntes det er fint, du (og Peder samt et par andre skaw-boer) deltager i debatten. Og glædes da med dig over, at du nu er glad for, at vi skal have bygget et kulturhus i Skagen.

    Jeg undrede mig blot over, at ikke flere af de, der officelt er “fra den ikke borgerlige side” (for at bevæge mig væk fra “farver eller stuer”) har lyst til at give deres meninger til kende.

    Hej Mette, ikke nogen dårlig ide! Altid dejligt med en godt og konstuktivt indlæg.

    Mvh
    Pia Karlsen

  • Jamen måske skal vi simpelthen have alle partierne til at fremlægge et budgetforslag som det ville se ud efter valget, hvis de skulle bestemme…?!
    Så har vi da som vælgere noget konkret at forholde os til når vi sætter kryds!
    Og de floromvundne løfter om dette og hint bliver partierne nødt til at forholde sig til konkret og kan ikke love noget der ikke kan holdes….

    Mette Andersen

  • Hej Pia!

    Hvis du mener mig, så må jeg sige, at det er en underlig måde at køre valgkamp på, blot fordi jeg udtrykker glæde over, at der er truffet en beslutning om Kappelborg, som jeg synes er rigtig. Jeg tilhører ikke nogen “stue”, men interesserer mig for at gøre Skagen til et godt og smukt sted at bo og arbejde.

    Når mit kryds skal sættes, vil jeg lægge vægt på, om kandidaterne er troværdige, har vist ægte interesse for vores by og som mener, at de beslutninger, de selv træffer, også følges og følges op.

    Til Michael: ville det ikke være en god idé at samle indlæggene om valget under ét?

    Venlig hilsen Inger

  • Kære Peder

    Jeg er simpelthen nødsaget til atter at opfordre dig …… Stil dog op til det byråd!
    Al den energi du ligger for dagen, til fordel for “det helt fantastiske team – socialdemokratiet”, der de sidste 4 år, i henhold til din udlægning, har ledet/styret vores kommune i den helt rigtige retning, må da kunne føre til noget, for vores fælles kommune! Jeg sidder næsten tilbage med det indtryk, at du er “chartret” som en slags spindoktor for S (og måske SF), med den ene mission, at sætte Venstre i “bås”, som de absoult mest uduelige!

    Du og Kempff-Nordkap er snart de eneste røster, man “hører” fra den “anden side”. Har de da ingen kandidater fra S og SF i Skagen!?

    Når, du nu ønsker at blande vores landspolitik sammen med lokalpolitik, er det med en vis skeptisk, at jeg her notere mig, at din ellers særdeles kompetente bevågenhed, helt har mistet skarpheden. Vores regering har igennem de sidste mange år, fået bragt vort lands økonomi i balance, skabt vækst, hvilket indtil finanskrisen også ramte Danmark, har betydet tæt på 100% beskæftigelse, vores valuta er i den grad styrket, vores rente har været og er fortsat faldende, vores sundhedsvæsen er bibragt adskellig ekstra millader, ja, jeg kunne blive ved….mener du helt seriøst, at det ikke er økonomisk ansvarlighed?

    Når Venstre lokalpolitisk vælger at stemme nej til et uærligt budget, skal vi straks skydes i skoene, at vi ene og alene har gjort det for at styrke vores valgkamp. Helt ærligt Peder, kom dog ind i kampen! Hvis Venstre kun ønskede at stemme nej til budgettet for at styrke valgkampen, ville vi nok hurtig “løbe tør”!
    Du burde da kunne huske, at både Skagen og Sæby gl. kommune, rent faktisk tidligere havde en sund og stabil økonomi, begge i V-styrede kommuner, hvorimod Frederikshavn, havde en noget anderledes økonomi – også dengang under Erik Sørensen`s ledelse, alt dette før kommunesammenlægningen.
    Kunne det ikke hænge sammen med og økonomisk ansvarlighed…??

    Hvis I fra “den røde fløj” ikke snart kan finde bedre argumenter for, at det går skidt i kommunen end, at det er Regeringens skyld, ja, så står det godt nok skidt til.

    Slutteligt vil jeg ikke undlade at kommentere, at mod kan opfattes på mange måder. Du har en opfattelse kan jeg læse – jeg har nu en anden……….Jeg syntes faktisk det er temmelig modigt at turde stå alene!

    Med venlig hilsen
    Pia Karlsen
    V-kandidat

  • Peder Key Kristiansen

    Kære Lars – Det skal du ikke være ked af, for der var heller ingen der regnede med at Venstre ville leve op til sin valgpropaganda og tage ansvar. Dette giver jo Venstre en fantastisk mulighed for med den ene hånd at love stram økonomisk styring, og med den anden hånd sige “ja de besparelser har vi jo ikke stemt for” hver gang en besparelse bringes op i den kommende valgkamp.

    Hvis den nuværende økonomiske situation i kommunen kun skyldes Socialdemokratiets manglende evner så kan jeg ikke forstå hvorfor stort set samtlige kommuner i dette land – heriblandt mange Venstre-ledede kommuner – er igang med nøjagtig den samme spareøvelse ? .. måske skyldes det i stedet at regeringen centralt med den ene hånd har travlt med at love højere serviceniveau indefor både skole-, omsorgs- og sygehusområdet, og med den anden hånd underminerer kommunernes økonomi ved at lægge regningerne for disse løfter over på kommunerne.

    Det glæder mig at vi i de øvrige partier i byrådet har lokalpolitikere, som selv i et valgår har rygrad til at blive ved forhandlingsbordet og tage medansvar for budget 2010, jeg håber at vælgerne vil belønne dette mod den 17. november.

    Med venlig hilsen
    Peder Key Kristiansen

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Derfor forlod Venstre budgetforhandlingerne' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER