Jens Dimmelim og Højskoleugen

9. oktober 2009 - kl. 11:36 - af UGj

Højskoleugen på Ankermedet Aktivitetscenter er noget af et tilløbsstykke. Hele ugen har der været i gennemsnit 80 deltagere til foredrag, koncerter, ture i efterårsskoven, besøg på Bryghuset, Middag på Brøndums og meget mere.

Men det er ikke kun deltagerne, der ”løber til”, også personalet på centret har løbet så stærkt, at de alle næsten har ligget vandret de sidste par måneder.

Det er jo ikke kun at planlægge aktiviteterne, skaffe foredragsholdere, m.v. til en hel uge, men også planlægning og ændring af kørsel, ændring af hjemmepleje o.s.v. for de brugere af Centret, der ikke er helt selvhjulpne.

Det er et kæmpearbejde, siger Gitte Pedersen, en af koordinatorerne fra Centret, der sammen med de frivillige er ansvarlig for afvikling af højskoleugen, men når man ser – og hører – hvor glade alle er for arrangementerne, glæder man sig allerede til næste års slid :o)
—

Torsdag var det Jørgen Johansens tur til at underholde. Navnet siger måske ikke mange så meget, men når man så siger Jens Dimmelims den bette – ja så er alle skagboer med – i hvert fald den lidt ældre generation, som jo også er den, der er repræsenteret her i højskoleugen.

Det vil føre for vidt at gengive alle de mange historier her. Men ingen tvivl om, at publikum morede sig kosteligt – også selv om nogle af historierne var kendt i forvejen.

Navnet Jens Dimmelim skyldtes, at han som mælkemand havde en hest hvis klokke lød som dimmelim. Han blev aldrig sur over navnet. Det var jo ikke ondt ment.

Jens var også selv flink til at døbe eller omdøbe folk med øgenavne. For eksempel blev en ålbækker – Poul Flæsk – omdøbt til Poul Bacon, da han flyttede til Skagen – for det lød lige som lidt mere bymæssigt.

De mange historier omhandlede ofte navngivne personer – med påhæftet øgenavn. Og hver gang kunne man høre publikum brumme bekræftende: Ham kendte man godt.

Historierne væltede ud af Jens Dimmelims den bette. Og har faderen været lun og fuld af spas, så er sønnen bestemt arveligt belastet. De var ikke alle – historierne altså – helt stuerene. Men publikum lo – og jo mere vovet, historien var, jo højere lo publikum!

Jens Dimmelim kom til Skagen i 1934 og han fyldte familie og venner med historier, nogle sande, andre mindre sande og flere rent løwn. ”Det sjove og fiduserne var noget faderen stod for” oplyste Jørgen Johansen. ”Mødre er nogle, der altid er der. Dem lægger man ikke så meget mærke til”.

Jørgen Johansen har skrevet en lille bog om faderens meritter. Den er desværre udsolgt, men kan læses på biblioteket eller i Tinghuset.