Hæderspris til Ruths Hotel i Skagen
6. november 2009 - kl. 0:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Flere end hundrede mennesker var samlet på Restaurant De 2 Have i Skagen ved overrækkelsen af den præstigefyldte Skagen365 Pris. Prisen gik til et af Danmarks mest prominente hoteller, nemlig Ruths Hotel i Gl. Skagen, som vandt årets Skagen365 Pris for deres engagement indenfor kvalitet og spændende kulinariske oplevelser.
Direktør for Skagens Museum Lisette Vind Ebbesen bød velkommen til de fremmødte og gav derefter ordet videre til borgmester Erik Sørensen (S). Han kunne med stolthed fortælle at Skagen365 Prisen i år skulle gå til et hotel der er synonym med høj kvalitet, gode oplevelser og spændende kulinariske udfoldelser. Samtidig blev der gjort opmærksom på, at en del af æren tilskrives hotellets ejer, Jørgen Philip-Sørensen, som i en årrække har arbejdet for at gøre Skagen til et attraktivt sted at arbejde og opholde sig.
Herefter blev prisen overrakt til Ruths Hotel. Det var Jørgen Philip-Sørensen selv der modtog prisen, men mange af hotellets ansatte var mødt frem heriblandt den franske mesterkok Michel Michaud. Jørgen Philip-Sørensen er storinvestor i Skagen og tilbringer traditionen tro et par lyse måneder hvert år. Jørgen Philip-Sørensen ejer blandt andet også Strandhotellet og skibsværftet Danish Yacht, der har specialiseret sig i store lystbåde til rigmænd. I Storbritannien er Jørgen Philip-Sørensen, der er født i Malmø, på listen over de allerrigeste mænd. Hans mor var svensk og faderen ud af den idérige danske Philip-Sørensen-familie. Hans bedstefar stiftede tilbage i 1901 et vagtselskab, der siden blev til ISS – og hans far grundlagde senere det, der siden blev til verdensfirmaet Securitas (i dag kendt som G4S).
Lisette Vind Ebbesen der, foruden sin egenskab af museumsdirektør, også er en af de fire parthavere i Skagen365, udtaler at valget af Ruths Hotel var oplagt: ”Virksomheden har formået at udvikle og fremtidssikre sig med kvalitetsoplevelser og det er helt i tråd med de værdier vi gerne vil bakke op om. Derudover vil vi gerne hylde Jørgen Philip-Sørensens engagement og virke i byen. Vi syntes at det er dejligt at have en visionær person i byen som formår – og har mod på – at bidrage aktivt til en positiv udvikling af Skagen som et attraktivt erhvervsområde. Det er dynamiske kræfter som disse der er behov for hvis vi skal sikre Skagen en konstruktiv udvikling i fremtiden, og derfor hylder vi i dag Ruths Hotel, dets historie, dets ansatte og ikke mindst dets ejer Jørgen Philip-Sørensen”.
Skagen365 blev oprettet som et jubilæumsselskab i 2005 af de fire jubilarer: Skagen Handelsstandsforening, Skagens Museum, Skagen Havn og Skagen Turistforening. Til trods for at Skagens Museums jubilæum afsluttedes ved udgangen af 2008, har de fire aktører besluttet at fastholde samarbejdet. Lisette Vind Ebbesen udtaler: ”Det er simpelthen et alt for stærkt og godt værktøj vi har fået i hænderne, til at det ikke skal udvikle sig endnu mere. De fire bestyrelser i henholdsvis Handelsstandsforeningen, Turistforeningen, Skagens Museum og Skagen Havn har alle nikket ja, til et fortsat bidrag og engagement for at videreudvikle Skagen365.” Formålet med selskabet er således gået fra at fejre de fire 100års jubilarer i fællesskab, til at skabe samhørighed på tværs af byens forskellige brancher. Willy B. Hansen, direktør for Skagen Havn og en af de fire parthavere i Skagen365, udtaler: ”Skagen365 skal ses som et tværgående branchenetværk, hvor kernen består af fire aktører, som hver især repræsenterer et af de fire fokusområder: Handel, kultur, turisme og erhverv. Herved vil vi forsøge at styrke samarbejder på tværs af brancher og interesser med det formål at skabe vækst, merværdi og gode oplevelser”. Skagen365 Prisen skal altså ses som en påskønnelse til de dele af erhvervet som gør en ekstra indsats. En påskønnelse som Ruths Hotel og Jørgen Philip-Sørensen modtog med stor glæde og begejstring.
Fakta om Skagen365 Prisen
Skagen365 prisen kan tildeles:
Virksomheder, der holder åbent i alle årets 12 måneder. Ikke nødvendigvis alle dage i hver måned. Der accepteres en lukkeperiode på maksimum 30 dage sammenhængende
Virksomheder, der er beliggende indenfor postnummer 9982 og 9990
Virksomheder, der gør en særlig indsats for at udvikle deres erhverv og som synliggør Skagen som et attraktivt erhvervsområde
Virksomheder, der udvikler aktiviteter eller produkter, der er særegne for årstiderne og unikke for Skagen området, og som derved gør det attraktivt at arbejde, handle og opholde sig i Skagen hele året
Virksomheder, der med deres virke er med til at tilføre yderligere kvalitet til Skagens brand
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hæderspris til Ruths Hotel i Skagen' til en bekendt