12. November – Læserbreve kommunalvalg 09
12. november 2009 - kl. 9:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
SkagensAvis modtager dagligt læserbreve angående kommunalvalget der, efter min mening, ikke er lokalt relateret. Men hvad der her i valgkampen er vigtigt for indbyggerne i den gamle Skagen Kommune skal ikke være op til mig at afgøre. Derfor denne artikel, hvor jeg samler læserbrevene sammen. Disse generelle indlæg vil dagligt blive lagt på avisen under ovenstående fælles-logo.
Indlæg og læserbreve, der direkte vedrører den gamle Skagen Kommune, vil naturligvis blive lagt på avisen under egen overskrift som hidtil.
SkagensAvis.dk ønsker alle et godt valg
Michael Egelund (webredaktør)
Læserbrevene bliver bragt i den rækkefølge de er modtaget på redaktionen
————————————————————————
Fokus på erhverv og beskæftigelse
af Lis Reinholdt
Regions- og byrådskandidat (V)
(Skagen)
Vi står over for store udfordringer i Frederikshavn kommune i form af fraflytning og nedlæggelse af arbejdspladser. Udover at det i sig selv er traumatisk for den enkelte at blive fyret, hvilket vi selvfølgelig skal tage hånd om via uddannelse osv., så er det også en udfordring for kommunens økonomi.
Vi skal derfor sætte alt ind på at skabe nye arbejdspladser, og i Venstre mener vi, at kommunen skal være en aktiv medspiller, når virksomheder ønsker at etablere sig eller udvide aktiviteten. Det skal ske i form af hurtig og fleksibel sagsbehandling, og vi vil afsætte en pulje på 10 mio. kr. årligt hvorfra, der kan ydes støtte til foranalyser m.v., som kan være med til at sætte nye erhvervsaktiviteter i gang.
I Region Nordjylland vil Venstre arbejde for
– At iværksætterkulturen understøttes med fornyet styrke.
– At der i regionen etableres testsites for bølgeenergi og vindenergi.
– Styrke synergien mellem universitetet, erhvervslivet og nybygningen af et sygehus i Aalborg til udvikling af nye sundhedsteknologiske løsninger.
– At der skabes grobund for udvikling af oplevelsesøkonomien. Et mere formaliseret samarbejde mellem kulturinstitutionerne og turisterhvervet vil være oplagt.
– At der skabes et tættere samarbejde mellem turisterhvervet og universitetet for at skabe nye muligheder – f.eks. sommerskole på universitetet.
– At regionen er i front i oprettelse af flere praktik- og uddannelsespladser til unge.
Nordjylland bør i højere grad satse på udvikling af sundhedsteknologi, turisme, fødevareerhverv og energi. Regionen har, om nogen, mulighed for at samle kræfterne omkring udvikling og markedsføring af nye produkter inden for fiskeri, landbrug og fødevareerhvervene. Nordjylland er kendt for mange små og mellemstore virksomheder, hvor omstillingsevne og opdyrkning af nye markeder er central, og skal ses som en styrke.
————————————————————————-
Lad Boligforeningen bygge hospice – så bliver der råd til både flere hospicepladser og nye stillestuer
af Finn Jakobsen (V)
Regionsrådsmedlem
Hospicebyggeriet i Frederikshavn er skudt til hjørnespark. De hidtidige byggeplaner er droppet og bestyrelsen for Hospice Vendsyssel arbejder med nye alternativer. Region Nordjylland har besluttet selv at bygge, hvis der ikke er nogen afklaring til nytår.
Nu skal Hospice i Frederikshavn i gang med nybyggeri! Derfor skal der tænkes i nye baner siger Finn Jakobsen, der er nuværende regionsrådsmedlem og regionsrådskandidat for Venstre. Han fortsætter:
Både regionen og kommunen benytter sig allerede nu af at boligforeninger kan bygge ældrecentre og institutioner. Jeg har selv været med til sammen med en boligforening at bygge både institutionen Hobitten i Sæby og flere store ombygninger af ældrecentre. Senest er en boligforening i gang med at bygge Sundhedshus i Aalborg.
Alle er meget tilfredse med den konstruktion hvor boligforeningen ejer og driver bygningerne og lejer dem ud til brugeren.
Derfor foreslår jeg at Hospicebestyrelsen – eller Regionsrådet straks indleder forhandlinger med boligforeninger om opførelse af nyt Hospice. Jeg ved at der er boligforeninger der er klar til at gå ind i projektet.
Regionsrådet har godkendt at der bygges i Frederikshavn til 6 beboere. Jeg ønsker sammen med hele Venstre at der straks bygges til 12 beboere. Med 12 beboere vil driftsudgifterne reduceres væsentligt, – så meget, at man får 6 yderligere pladser for hvad 2 pladser koster andre steder. Og det kommer således både brugere og kommuner til gavn. Og lader vi nu en boligforening bygge, slipper vi for store anlægsudgifter. De penge kan bruges til fuld udbygning til 12 pladser i frederikshavn, samtidig med at der andre steder i regionen kan oprettes stillestuer på nogle sygehuse!
————————————————————
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '12. November - Læserbreve kommunalvalg 09' til en bekendt