13. November – Læserbreve kommunalvalg 09

13. November – Læserbreve kommunalvalg 09

13. november 2009 - kl. 8:57 - af

SkagensAvis modtager dagligt læserbreve angående kommunalvalget der, efter min mening, ikke er lokalt relateret. Men hvad der her i valgkampen er vigtigt for indbyggerne i den gamle Skagen Kommune skal ikke være op til mig at afgøre. Derfor denne artikel, hvor jeg samler læserbrevene sammen. Disse generelle indlæg vil dagligt blive lagt på avisen under ovenstående fælles-logo.

Indlæg og læserbreve, der direkte vedrører den gamle Skagen Kommune, vil naturligvis blive lagt på avisen under egen overskrift som hidtil.

SkagensAvis.dk ønsker alle et godt valg

Michael Egelund (webredaktør)

Læserbrevene bliver bragt i den rækkefølge de er modtaget på redaktionen

———————————————————————-

Et budget på 10 milliarder

Af Bjørn Danielsen, Frederikshavn
chefpsykolog og kandidat til regionsrådet (S)

På tirsdag er der to vigtige valg, dels til de lokale byråd, dels til regionsrådet, som før hed amtsrådet, hvor jeg i alt har siddet 12 år.
Mange vælgere ved ikke så meget om regionen, og det er synd.
Vi bestyrer et budget på cirka 10 milliarder kroner, og vi driver det meste af sundhedsvæsenet fra Skagen til Mors. Sundhed og sygdom vedkommer jo os alle, og det er vigtigt for yderområderne at have stærke kræfter i regionsrådet for at sikre alle nordjyderne god behandling og pleje.
Et meget vigtigt område i mit politiske arbejde i regionen er psykiatrien.
Derfor vil jeg kraftigt opfordre alle til at stemme til regionsrådsvalget på tirsdag.

———————————————————————————

Pas godt på vore ældre

Af Peter E. Nielsen, Aalbæk
konservativ borgmesterkandidat

Vi konservative gør en forskel og er sikkerheden for, at der bliver taget godt hånd om de svage grupper i vores samfund, for der skal være ordentlige forhold for alle.
Vi har meldt helt klart fra overfor et forslag om at nedlægge otte plejepladser i Aalbæk, seks pladser på Dybvad Ældrecenter, fire pladser i Østervrå samt plejepladser i Præstbro.
Vi må sikre lokalsamfundene pladser til de ældre, og skal der flere boliger til for at gøre det økonomisk mere rentabelt, er det den vej, vi skal.
Vi skal også sikre, at vore ældre medborgere får den nødvendige rengøring og omsorg, og vi skal også sikre, at der fortsat vil være en ledsagerordning til ældre over 67 år.

——————————————————————————

Udarbejdelse af en konkret handlingsplan for udvikling af nye arbejdspladser. Nu skal der vises politisk ledelse og handlekraft:

af Birthe Marie Pilgaard, Byrådsmedlem, formand for S byrådsgruppen

Vi har i Frederikshavn Kommune stort behov for at fastholde og udvikle nye arbejdspladser. Vi er midt i en omstillingsperiode, hvor vores store arbejdspladser lukker og flytter produktionen til udlandet. Vi skal desværre også i den kommende tid tage afsked med mange kompetente kommunalt ansatte. Vi skal i fællesskab lægge alle vores kræfter i at få skabt nye arbejdspladser. I samarbejde med erhvervsliv, faglige organisationer, uddannelsesinstitutioner og øvrige netværk skal vi i det nye byråd vise politisk ledelse og handlekraft.

Byrådets første opgave skal være at tage initiativ til at få udarbejdet en handlingsplan, der konkret skal anvise nye muligheder for beskæftigelse indenfor f.eks. det maritime, energi og miljø, oplevelsesøkonomi og turisme. Vi har brug for at tænke nyt og være visionære og kreative. Tænke i løsninger på både kort og lang sigt.

Vi skal som kommune også gøre alt, hvad vi kan for at skabe muligheder for at kompetenceudvikle ledige medarbejdere, så de sikres de bedste muligheder for igen at komme i beskæftigelse. Jeg havde den glæde sammen med Helle Thorning at deltage i besøg hos MAN og Martin. Her var der på begge arbejdspladser mange spørgsmål og stor optagethed af mulighederne for at komme i gang med efteruddannelse. I den sammenhæng er der lovgivningsmæssigt nogle barrierer, som vi som kommune og lokalpolitikere skal presse på for at få løst.

Samtidig skal vi sikre os, at vi får uddannet mennesker, der også på sigt kan varetage velfærdsopgaverne hos børn, ældre, handicappede mm.

Jeg vil tage initiativ til at dette arbejde iværksættes som det første i det nye byråd.

———————————————————————-

SF og Borgmesterposten

Det ser ud til at der er mange vælgere, der er meget interesserede i hvem SF helst ser som borgmester i Frederikshavn Kommune. Lad os understrege at Paul Rode Andersen er SFs borgmesterkandidat, og der er ikke indgået forhåndsaftaler om at pege på andre.
Hvis der på valgaftenen ikke kan samles flertal om Paul, går vi efter en aftale der tilgodeser vores politik mest muligt – og her er der tale om en forhandling med de partier, der måtte være interesserede i et samarbejde om at genrejse Frederikshavn Kommune økonomisk og demokratisk, og som vil tilgodese de værdier vi vægter højest: børn, skoler, ældre, miljø og nærdemokrati. Så en stemme på SF er derfor en stemme på holdninger frem for personer.

Brian Pedersen og Søren Visti Jensen
Byrådskandidater SF

4 kommentarer til “13. November – Læserbreve kommunalvalg 09” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

4 kommentarer til “13. November – Læserbreve kommunalvalg 09”

  • Hej Lene Marie,
    Ifølge den nyligt vedtagne finanslov bliver der råd til knap to millioner flere timers velfærd årligt via afbureaukratisering i kommuner og regioner. Med aftalen får medarbejdere i kommuner og regioner større frihed og mere tid til at levere god service til borgerne på centrale velfærdsområder – og dermed også handicapområdet.
    Desuden er der satspuljen for 2010, hvor der bliver afsat 936 mio. kr. i 2010 til at forbedre vilkårene for vanskeligt stillede grupper samt personer på overførselsindkomster.

    Med venlig hilsen
    Lis Reinholdt
    V-kandidat

  • Der bliver talt meget om ældregruppen. Forståligt nok, der er mange af dem. I år er der på handicapområdet allerede indført fortvivlende store besparelser og så vidt jeg kan se bliver det ikke bedre de næste år. Lovning om uddannelse er jo dejligt men med de nedskæringer, fyringer, der er i øjeblikket kan nyuddannede let komme til at gå arbejdsløse. Hvem af jer vil gå ind og prioritere handicapområdet? De handicappede er ligeså afhængige af hjælp som de ældre. En hjælp der kan give dem et værdigt liv, et liv der er værd at stå op og deltage i. Mange handicappede er unge mennesker der har brug for uddannelse, arbejde og et indholdsrigt fritidsliv, det koster penge. Hvem byder ind?

  • Mit såkaldte “personlige” angreb på Peter Nielsen, var jo altså nu engang en reaktion på Peters påstand i Skagen Onsdag om, at vi lokale socialdemokrater intet som helst havde ydet i den forløbne byrådsperiode og at Peter som enlig konservativ , alene stod bag ethvert positivt tiltag som var sket i kommunen. Siden da har vi kunnet læse, at Peter også er skyld i, at der nu etableres kulturhus i Kappelborgskolen! Det er dog en aldeles storslået indsats, når man tænker på vi har haft et socialdemokratisk flertal i kommunen! Jeg vil ikke igen bruge udtryk som “selvfed” men alene give Peter Højlund ret i, at det er imponerende!!!

  • Peter F. Højlund

    Konservative har modet til at gå i spidsen

    Socialdemokraten Bjarne Kvists personlige angreb på det konservative byrådsmedlem Peter Nielsen i Skagen Onsdag må ikke stå uimodsagt. I knap 2 år har jeg arbejdet tæt sammen med Peter i bestyrelsen for den Konservative vælgerforening. Peter er et uhyre flittigt byrådsmedlem, der arbejder stort set 24 timer i døgnet – har opnået en enorm viden om de sager, der hver måned er på byrådets dagsorden. Peter går op i politik, herunder personsager, hvor folk er kommet i klemme i samfundssystemet – andet eksempel er de mange nye lokalplaner, som Peter læser minutiøst. Herved opdagede han, at ”Skagensbanens træer” pludselig var puttet ind i en ny lokalplan for at blive godkendt til bebyggelse – de Konservative fik området taget ud af lokalplanforslaget.
    Kommunen trænger til at få en ny ledelse til at styre økonomien – Socialdemokraterne har ikke magtet denne vigtige opgave. Jeg kan anbefale skagboere og andre at stemme på de Konservative og personligt.
    Peter F. Højlund, cand.merc.
    Bestyrelsesmedlem Konservativ vælgerforening
    Gråklit 14
    9990 Skagen

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af '13. November - Læserbreve kommunalvalg 09' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger