Grønne julegaver fortrænger 634 ton CO2

Grønne julegaver fortrænger 634 ton CO2

17. december 2009 - kl. 0:33 - af

Frederikshavn Kommune fortrænger 634 ton CO2 med grønne julegaver. Ansatte i Frederikshavn Kommune kan i år se frem til en grøn og særdeles anvendelig julegave. I alt 6.000 juleposer med elspareskinner er pakket og omdelt til kommunens afdelinger.
Der har været mere end sædvanligt travlt op til jul i Frederikshavn Kommune. I alt 6.000 julegaver skulle gøres klar inden juleferien, og stik imod alle traditioner er gaven hverken sød eller rød, men grøn og god for klimaet.

Julegave sparer penge og energi

Hele 22 europapaller fyldt med 12.000 elspareskinner skal de næste år gøre et indhug i de ansattes standbyforbrug af strøm i hjemmet. De 12.000 elspareskinner er pakket i gaveposer med to i hver. Én skinne til tv og én til pc, så der er rigeligt med stik til at forsyne både Playstation, tv, dvd, musikanlæg, computer og printer med strøm, og man behøver kun at slukke på én kontakt. Når de 12.000 elspareskinner kommer i brug, vil kommunens ansatte bidrage med en strømbesparelse på i alt 906.000 kWh om året, hvilket svarer til en CO2-besparelse på i alt 634 tons.
Med den grønne julegave fra Energibyen Frederikshavn og Frederikshavn Kommune kan kommunens ansatte gå forrest ved at spare på energien derhjemme og vise, at der er sund fornuft og god økonomi i at skrue ned for det overflødige standbyforbrug.
– Frederikshavn Kommune er en energibevidst arbejdsplads, hvor vi sparer på energien og anvender vedvarende energi, der hvor vi kan. Med vores grønne julehilsen vil vi gerne signalere overfor kommunens ansatte, at vi også derhjemme meget nemt kan spare både energi og penge og samtidig gøre noget godt for klimaet. De mange julegaver kommer ikke til at belaste kommunens budget, da elspareskinnerne er leveret gratis, som en udløber af kommunens partnerskabsaftale med DONG Energy, udtaler borgmester Erik Sørensen.
De mange julegaver deles i disse dage vej ud til kommunens ansatte, der kan se frem til at spare på elforbruget allerede i juledagene.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Grønne julegaver fortrænger 634 ton CO2' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger