Ordet er frit: Overnattende gæster
20. januar 2010 - kl. 11:38 - af UGj
Naturen er en barsk sag – det er hårdt at leve i naturen – Vinteren er streng men heldigvis er der humane, gode mennesker, som mig, der fodrer de små forfrosne fugle. Resultatet er, at de små fugle bliver dejlige varme og fede lige en lækkerbisken for en sulten musvåge (tror jeg nok det var). Den slog til i går, mens jeg var ved at parkere bilen sent eftermiddag, og tog sig derefter uanfægtet en velfortjent fordøjelses-lur natten over. Hundene måtte derfor luftes i snor i haven. Ja alle må yde når frosten slår til.
Tekst og fotos: Inger Kempff-Nordkap
2 kommentarer til “Ordet er frit: Overnattende gæster” under annoncerne.
Hej IKN,
I efterhånden flere uger har Skagen været invaderet af drosselarterne sjagger og vindrossel, men vi har også set lidt flere musvåger end sædvanligt.
Det usædvanlige er, at musvågerne har haft så svært ved at finde føde i det snefyldte landskab, at enkelte har søgt ind i Skagen By, bla. har jeg set dem i/over Østerby, Vesterby, kirkegården mv. De sidste 20 år, er det ikke noget, jeg har set før så mange gange som denne vinter, og det passer fint med din oplevelse i din have. Resten af Vendsyssel har meget mere sne end spidsen af Skagen Odde, så de søger sikkert herop for at få nemmere adgang til føde.
Følg dagligt med i, hvilke fugle, der ses i Skagen på
dofbasen.dk
(skift fra ‘fugle – bemærkelsesværdige’ til ‘fugle – alle’ og find alle de nordjyske observationer til slut på listen)
mvh rolf
SÅ god er jeg heller ikke…
Da fuglen efter fordøjelsestimerne i sløvhed næste formiddag lettede skulle jeg selvfølgeligt se resterne af måltidet. Der var intet levnet, ikke en eneste fjer.
Vi havde talt om, hvor mange solsorter, vi holdt i live med vores frø, for de åd dem næsten så hurtigt, vi lagde dem ud. Men vi så dem aldrig. Kun gråspurve, musvitter og andre småfugle, som har kugler, hængt i træerne.
Nej, for det var en fed mus, den havde nuppet.
Pludseligt så jeg, at vi fodrede områdets mus. Så væk med foderstedet. Tænk, hvis de kunne finde på at søge varme inde i vort hus.
Men jeg har nu lidt dårlig samvittighed over det.