
iLand og TouchWall installeret på Skagens Museum
23. januar 2010 - kl. 11:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fredag ankom hardwaren til Skagens Museums store digitale satsning for børn og unge: ZIG-ZAG Skagen. På museets 1. sal skal man nemlig kunne opleve et digitalt bord kaldet iLand, der styres af store spillebrikker samt en anselig skærm kaldet TouchWall, som styres via berøring.
Der blev kæmpet med den store TouchWall, der skulle passes ind i et meget præcist tilvirket hul i væggen. Den var heldigvis meget let, da meget af teknikken er installeret separat i rummet bag skærmen, og den kom da også til sidst på plads.
Med hensyn til iLand, så var det mere et spørgsmål at om at få styr på de mange ledninger, der skulle føres de rigtige steder hen, for bordet ankom til museet næsten i hel stand.
”Vi har været meget spændte på at se det interaktive iLand, for det bliver her, man for alvor kan lege og eksperimentere med nogle af de allermest kendte malerier i Skagens Museums samling. Malerierne er museets guldklumper, som vi passer rigtig godt på, men med iLand kan man få mulighed for digitalt at ændre på farverne, stille på lyset og pille ved malestilen, så billederne helt ændrer karakter. Det bliver virkelig spændende”, siger formidlingsinspektør for børn og unge Mette Harbo Lehmann.
Foto: Peter Lautrup fra firmaet Cordura og
Mette Harbo Lehmann ved ILand
Projektet ZIG-ZAG Skagen er et formidlingstilbud i 4 dele:
1. Et internetbaseret computerspil, hvor man som skagensmaler skal bevæge sig rundt i Skagen og løse opgaver. Spillerens medvirken skaber fortællingen og giver en unik mulighed for at leve sig ind i mange aspekter af kunstnerkolonien.
2. En TouchWall i museets fysiske rum med et kort over Skagen og en tidslinje. Her kan man se hvilke steder i Skagen enkelte kunstværker knytter sig til, og man kan orientere sig om de historiske begivenheder, der fandt sted i Skagen og i resten af verden på den tid, hvor kunstnerkolonien blomstrede.
3. Geocaching. En skattejagt rundt i skagensmalernes fysiske omgivelser og inspirationskilder ved hjælp af GPS-koordinater eller – for dem der ikke vil udfordres på den moderne teknologi – ved hjælp af et ”gammeldags” kort.
4. iLand. En digital spilleplade i museets fysiske rum, hvor malerierne er i centrum. Her kan børn og barnlige sjæle eksperimentere, manipulere og lege sig frem til helt nye udgaver af skagensmalernes værker.
Den digitale platform er udviklet i samarbejde med softwarefirmaet CORDURA og blev sat i gang i forbindelse med Skagens Museums 100 års jubilæum i 2008. Projektet er støttet af Vækstforum / Erhvervs- og Byggestyrelsen og Bikubenfonden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'iLand og TouchWall installeret på Skagens Museum' til en bekendt