Frederikshavn Kommune støtter op om kræftramte børn

Frederikshavn Kommune støtter op om kræftramte børn

5. februar 2010 - kl. 13:36 - af

Frederikshavn Kommune har valgt at støtte op om kræftramte børn over hele Danmark ved at iværksætte en medarbejder-indsamling ”Dansk Børnekræft Uge 2010”. Når ”Dansk Børnekræft Uge 2010” fra 7-14. februar løber af stablen over hele Danmark, er det blandt andet med medarbejdere fra Frederikshavn Kommune i ryggen.
Foruden den monetære indsamling vil Frederikshavn Bibliotek lave et særtema omkring børnekræft under ”Dansk Børnekræft Uge”. Her kan voksne og børn komme forbi biblioteket og lære noget mere om det alvorlige tema.

En stor tak til Frederikshavn kommune– Frederikshavn Kommunes involvering i vores sag er noget vi sætter stor pris på. Det er rigtig flot, at medarbejdere i Frederikshavn Kommune støtter op om ”Dansk Børnekræft Uge”, udtaler formanden Kurt Hansen. Han håber, at rigtig mange medarbejdere i Frederikshavn Kommune vil betænke organisationen, støtte op om initiativet og donere penge under ”Dansk Børnekræft Uge”.

Statistik om børnekræft:• Hvert år får ca. 160 børn i alderen 0-14 år konstateret kræft i Danmark. Det tal har været konstant siden 1943.
• Børn rammes af andre kræftformer end voksne. Leukæmi, lymfekræft og hjernesvulster er de mest udbredte kræftformer hos børn, mens de derimod sjældent rammes af lungekræft, brystkræft og tarmkræft.
• Ca. tre ud af fire børn helbredes i dag for kræft – dog med variationer fra sygdom til sygdom. Ved nogle kræftformer er helbredelsesprocenten over 75 procent, mens den for andre er lavere.
• Et behandlingsforløb for børn strækker sig typisk over to til tre år. Børn reagerer generelt bedre på behandling end voksne, lige meget hvilken kræftsygdom der er tale om. Børnene behandles med operation, kemo- eller stråleterapi – ofte i kombination med hinanden. Derudover suppleres kræftbehandlingen af fx blodtransfusioner og antibiotika.
• Der er forskellige bi- og senfølgevirkninger ved behandling, som kan være mere eller mindre alvorlige. Det drejer sig bl.a. om svækket korttidshukommelse og indlæringsevne, nedsat syn, hørelse og funktionsevne på vitale indre organer, lever, lunger, nyre og hjerte mv.

Fakta om organisationen Familier med kræftramte børn:
• Familier med kræftramte børn er en selvstændig, landsdækkende organisation, der formidler personlig kontakt og støtte til familier med kræftramte børn og udbreder kendskabet til de vilkår, som børn og unge med kræft og deres familier lever under.
• Familier med kræftramte børn afholder en række faglige, sociale og rekreative aktiviteter for børn og unge med kræft og deres familier samt arbejder for forbedringer i behandlingen af og omsorgen for børn og unge med kræft.
• Familier med kræftramte børn driver et mindre ferie- og rekreationscenter, hvor familier med kræftramte børn og unge fra hele Danmark kan få et ophold.
• Familier med kræftramte børn blev etableret i 1983 og har i dag næsten 2.000 familiemedlemmer, der alle repræsenterer en familie, som har eller har haft et kræftramt barn. Hertil kommer et større antal støttemedlemmer. Størstedelen af arbejdet i organisationen med gennemførelse af aktiviteter og arrangementer sker på frivillig og ulønnet basis.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Frederikshavn Kommune støtter op om kræftramte børn' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger