Færre administrative medarbejdere i Kommunen
9. marts 2010 - kl. 0:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En ny undersøgelse fra CEPOS (Center for politiske studier) viser et billede af, at antallet af administrative stillinger i Frederikshavn Kommune er steget med 51 på tre år. Men billedet er ikke dækkende. Der er derimod sket et fald i antallet af administrative stillinger.
CEPOS’ undersøgelse omfatter antallet af administrative medarbejdere i kommunerne og regionerne i perioden december 2006 til november 2009. Undersøgelsen tager udgangspunkt i de administrative stillinger inden for områderne; akademikere, chefer og kontor- og it-personale. Datagrundlaget er hentet fra FLD (Det Fælleskommunale Løndatakontor).
Misvisende billede
CEPOS’ undersøgelse giver et misvisende billede af situationen i Frederikshavn Kommune, idet analysen bygger på data, der ikke er renset for forskellige forhold, som har en negativ indvirkning på, hvordan det faktiske billede ser ud i kommunen.
– Lige nu, hvor vi i Frederikshavn Kommune er ramt af besparelser og har afskediget et stort antal administrative medarbejdere, er det meget uheldigt, at CEPOS offentliggør resultatet af en undersøgelse, der giver et forkert billede af virkeligheden, siger borgmester Lars Møller
Ifølge CEPOS er antallet af administrative stillinger i perioden fra december 2006 til november 2009 steget med 51. Det svarer til en stigning på 8,3 %. Men de data, der ligger til grund for beregningen, er ikke renset for følgende væsentlige forhold i Frederikshavn Kommune i den pågældende periode:
Frederikshavn Kommune har i perioden overdraget elforsyningen til aktieselskabet Forsyningen A/S.
Kommunen har etableret en Projektafdeling, og antallet af personer i job- træning er forøget.
Fra 1. august 2009 overtog kommunen det statslige jobcenter.
Hvis disse forhold ikke regnes med i statistikken, har Frederikshavn Kommune haft en nedgang i antallet af administrative medarbejdere på 17 stillinger.
I forbindelse med budgetterne for 2009 og 2010 har byrådet besluttet at gennemføre reduktioner, der svarer til henholdsvis 5 og 40 administrative stillinger. Disse reduktioner får ikke gennemslagskraft før hen i 2010, og de er således ikke indarbejdet i CEPOS undersøgelsen, men de er ikke desto mindre en realitet.
– Vi kan ikke undgå, at både borgerne og de medarbejdere, der bliver tilbage, kan mærke besparelserne. I Borgerservice reducerer vi fx med 13,2 %. Det betyder, at der bliver 8 færre medarbejdere til at betjene de borgere, der henvender sig i Borgerservice. I HR Løn & Personale nedlægger vi 5 administrative stillinger svarende til 16,1 %, og i Økonomiafdelingen reducerer vi med hele 25 % svarende til 10 stillinger. Og når reduktionerne får fuld gennemslagskraft vil det svare til, at 62 administrative stillinger er sparet væk. Jeg vil derfor gerne understrege, at CEPOS’ undersøgelse på ingen måde kan stå alene. Den viser ikke et tydeligt billede af den situation, Frederikshavn Kommune står i, påpeger borgmester Lars Møller.
3 kommentarer til “Færre administrative medarbejdere i Kommunen” under annoncerne.
Kære Per
Jeg har arbejdet lidt på, at kunne finde nogle af de svar, du ønsker at få fra “en lokal politiker”. Det skyldes ikke uvilje, når du ikke har fået noget svar fra mig før nu, men ene og alene “min tidsfaktor”. Det er ikke sikkert mit svar nedenfor giver et klarer billede, men det er det bedste jeg umiddelbart kan finde frem til med hjælp fra forvaltningen. Såfremt du ønsker en yderligere detaljeret udredning, må jeg anbefale dig at rette henvendelse til forvaltningen – formodentlig kan kommunaldirektøren komme med flere fakta.
Der sker en sammenblanding af tallene fra indlægget i pressen.
CEPOS har i sin undersøgelse opgjort, at Frederikshavn Kommune i perioden december 2006 til november 2009, har haft en stigning i antallet af administrative medarbejdere på 51 stillinger, svarende til 8,3 %.
CEPOS undersøgelse bygger på tal taget fra Det fælleskommunale løndatakontor, og er dermed statistiske tal . Tallene underbygges dermed ikke i forhold til den situation kommunen står i, herunder overtagelse af nye opgaver fra amtslige institutioner, virksomhedsoverdragelse af medarbejdere til forsyningen A/S, overtagelse af opgaver fra private leverandører (projektafdelingen) samt overtagelse af statslige opgaver.
Når man således renser CEPOS tal for opgaver der ikke længere løses af administrationen samt nye opgaver, der er kommet til fra amt og stat, vil det svare til en nedgang i de administrative medarbejdere på 17 stillinger. Hertil lægges reduktioner i medarbejderstaben som konsekvens af besparelser på budget 2009 og 2010, i alt 45 stillinger. Samlet set vil der herefter når reduktionerne slår fuldt ud i gennem i 2010, være en nedgang i antallet af administrative stillinger på 62.
Med de opgaver der er overtaget fra region og stat er fulgt en del medarbejdere. Ligeledes er der ved oprettelse af projektafdelingen, som konsekvens af hjemtagelse af opgaver, der tidligere blev løst af eksterne leverandører, blevet ansat en del medarbejdere.
Medarbejderne er hovedsageligt placeret i Frederikshavn. Der er dog placeret henholdsvis 3-4 medarbejdere i Skagen og 2-3 i Sæby.
mvh
Pia Karlsen
Byrådsmedem (V)
Kære Politikere, der er valgt her i Skagen.
Gider I lige svare på, hvor de 68 stillinger, der i følge borgmesterkontoret er blevet oprettet i den berørte periode, er blevet placeret – Sæby – Frederikshavn by eller Skagen?
Kommunen har fået tilført ikke bare de 51 flere administrative stillinger i følge CEPOS, men også de 17, der nu er sparet væk på de øvrige områder, eller alt i alt 68 nye stillinger.
I øvrigt en udvikling der ligger helt i tråd med Kommunernes Landsforenings egne undersøgelser – flere kolde hænder og færre varme – det er konklusionen af de mange storkommuner.
I forventning om et snarligt svar
mvh
Per Kempff-Nordkap
Jeg synes stadigt at det er lidt uklart.
Hvis man overdrager elforsyningen til Forsyningen A/S så burde antallet af ansatte da gå ned. Etablering af projektafdeling og overtagelse af job center har krævet flere medarbejdere klart nok. Men hvorfor skulle Cepos.s tal renses for dette? De viser de rigtige tal, årsagen til dem er jo så blandt andet det Møller her forklarer.
Hvad med evt. at opgive de konkrete tal for hvormange der blev overdraget og hvormange der blev ansat/overtaget til de to sidstnævnte aktiviteter.