Rekord overskud hos Fiskernes Fiskeindustri
13. marts 2010 - kl. 10:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det bedste år i andelsselskabet FF Skagens 50-årige historie med 52 mio. kr. i overskud, skabt af fiskere og fiskeindustrier i fællesskab. En af verdens førende fiskemelsfabrikker, FF Skagen, der har 50 års jubilæum i år, har skabt sit bedste resultat nogensinde. Overskuddet i 2009 blev på 52 mio. kr. og 42 mio. kr. efter skat på basis af en omsætning på 1.2 mia. kr. Egenkapitalen er herefter gennem de seneste to år øget med 140 pct.
FF Skagen er et andelsselskab ejet af fiskere og virksomheder i fiskeindustrier i både Skagen og Sverige. Eksporten er målrettet til flere end 60 lande med produkter, der fremstilles på basis af de højst opnåelige, internationale certifikater for bæredygtighed og sporbarhed, herunder den nyeste MSC-certificering. Desuden er der de senere år investeret 100 mio. kr. i et anlæg til rensning af mulig dioxin i fangster fra Østersøen, hvilket har medvirket til at tiltrække flere landinger fra svenske fiskere, som siden er blevet andelshavere og således også medejere af virksomheden.
FF Skagen fremstiller en række specialprodukter med proteinrig fiskemel og fiskeolie som fodertilskud til opdræt af svin, fjerkræ og opdrætsfisk indenfor akvakulturen. Desuden har der de senere år vist sig et øget marked for foder til kæledyr som katte og hunde, forklarer formanden for FF Skagen, fiskeskipper Jens Borup, som én blandt flere årsager til det gode resultat.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Rekord overskud hos Fiskernes Fiskeindustri' til en bekendt