Golf: Hvide Klit-træner gør comeback
30. april 2010 - kl. 12:58 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Golfklubben Hvide Klits professionelle træner, 52-årige Ole Smidt, bliver i denne sæson spillende træner på klubbens 3. divisionshold. Sæsonpremieren finder sted i weekenden 1.-2. maj, hvor Hvide Klit lørdag møder Frederikshavn ude og søndag Brønderslev hjemme.
– Vi har spurgt Ole hvert år, om han ville være med på holdet, men han har altid sagt nej. I år var svaret heldigvis et andet. Ole har lyst til at spille, og det ser vi frem til, fortæller daglig leder i Golfklubben Hvide Klit, Jan Andersen, der også selv spiller på 3. divisionsholdet.
Ole Smidt var tilbage i 70’erne en af landets bedste amatører, og han var stamspiller på landsholdet.
Hvide Klit er nedrykker i 3. division, men det får ikke Jan Andersen til at sige, at holdet straks skal op i 2. division igen. Dertil er der for mange ubesvarede spørgsmål her få dage før sæsonpremieren.
– Jeg synes ikke, at vi selv er på samme høje niveau som sidste år, men det skyldes måske den senere sæsonstart på grund af vintervejret. Det problem har de andre klubber jo også haft, påpeger Jan Andersen.
Hvide Klit er placeret i pulje med Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev. Det ligner på papiret en stærk og jævn pulje, hvor Hvide Klits fordel er altid at kunne stille op i stærkeste opstilling. Det kan de tre andre hold næppe hver gang. Frederikshavn kan ikke forvente at disponere over landsholdsspilleren Lucas Bjerregaard i alle kampe, mens Hjørring og Brønderslev som andethold er vant til flere udskiftninger, som sæsonen skrider frem.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Golf: Hvide Klit-træner gør comeback' til en bekendt