
Fra en dagdrømmers værksted på Rådhuset
20. maj 2010 - kl. 6:24 - af UGj
I Skagen kommunale Kunstforenings regi udstiller Anne Maria Johansen i perioden fra 25. Maj – 31. Juli 2010.
Anna Marie Johansene skriver selv om sit arbejde:
“Jeg har en historie jeg gerne vil fortælle… den handler om himlen, det der store uendelige rum ovenover os. Deroppe er plads til mange historier og er et ganske godt sted at begynde for en dagdrømmer som mig.
En dag for længe siden tog min rejse sin begyndelse. Et ord tog et andet. Et billede blev til flere! Alt sammen foregik deroppe i himlen. Det er netop der, mit andet jeg ”Amanda” opholder sig, hun beretter tilbage til min fysiske base, et ældgammelt loft i Frederikshavn på det gamle skibsværft.
Dyrene fra Noahs ark er samlet på rejsen i en himmelbåd, blandt fjerne kloder. De rejser forbi måner og nye galakser. Jeg eller ”Amanda” slår dem følge. Rejsen varer nøjagtig så længe det tager at blinke med øjnene. Redningskransen er kastet ud så også sneglen eller den ensomme frø tager deres plads.
Jeg er navigatør, og for mig er det vigtigt at beskueren selv kan tænke videre. Her er intet menneskeskabt facit! Det er der heller ikke, når vi står op om morgenen og en ny dag tager sin begyndelse. Intet er så smukt og livsbekræftende som en solopgang, og lige meget hvor meget vi anstrenger os, så kan vi ikke skabe noget som er større.
Malerier og skulpturer går hånd i hånd hos mange kunstnere. Det gør de også for mig! Mange forskellige materialer har fundet vej fra skrotpladser og hjem til mit atelier!! For humor får lov til at ytre sig og får budskabet igennem på en helt anden måde, end ord… Det være sig en ”kylling på løvefødder” skabt i skrot og beton. ”Himlen på højkant” i træ og kobber. ”En rullende kongekrone på cykelhjul”… min gallerist har til tider taget sig til et rystende hoved. I maj 2008 indviede Ravnshøj Borgerforening v/ Frederikshavn en 3 meter høj ”Engel” i corteenstål stående på en 2 meter høj sokkel. Den dag blev en festdag! Siden da er det blevet til endnu flere skulpturer i dette spændende materiale. Senest ”Amanda´s Happy Hour”, en pige/kvinde med flagrende hår, en figur blandt måner og stjerner. Alt sammen i rustent corteenstål og et par meter høj… Måske kommer en ”Sky på hjul” i fremtiden. Hvem ved?”
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fra en dagdrømmers værksted på Rådhuset' til en bekendt