Kvalitetsfødevaremessen 2010 søger deltagere
3. juni 2010 - kl. 0:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I disse dage har du mulighed for at sikre dig en stand på dette års kvalitetsfødevaremesse, som bliver afholdt fredag den 27. og lørdag den 28. august. Messen er unik, fordi den udelukkende sætter fokus på kvalitetsfødevarer fra Nordjylland. I år er det specielt oplagt for producenter at deltage, da kåringen af Restaurant Noma til verdens bedste restaurant har skabt øget opmærksomhed omkring kvalitetsfødevarer.
I de forrige år har den gamle auktionshal på Skagens havnefront været stuvende fuld af interesserede gæster. Sidste år nåede det samlede antal besøgende op over 8.000.
I år gør arrangørerne en særlig indsat for at få lokket restaurationer, grossister og andre erhvervskunder til. ”Danske Restaurant Noma blev i år kåret som verdens bedste restaurant blandt andet på grund af restaurantens satsning på kvalitetsråvarer. Det har skabt fokus på betydningen af kvalitetsråvarer, og den interesse i erhvervet, skal vi udnytte,” udtaler turistchef Lene Kappelborg fra Skagen Turistforening, der er medarrangør af messen.
Det overordnede formål med Kvalitetsfødevaremessen er at skabe kontakt mellem producent, kunde og forbruger og derigennem sætte fokus på de mange producenter af kvalitetsfødevarer, der eksisterer rundt omkring i det nordjyske landskab.
Og ifølge den garvede messedeltager Annette Bruun, som er landmand og til dagligt driver virksomheden Bondegårdshyben, så har messen: ”Det rigtige publikum.” Hun uddyber, ”gæsterne, som kommer, er interesserede i det, de putter i munden, og de vil gerne have en historie om produktet med i købet, så det får de.” Hun forsætter: ”Vi har været med som udstillere på messen i tre år. Det første år ryddede vi lageret og var nødt til at hente ekstra varer til messens anden dag. Sidenhen har vi været forberedte på den store efterspørgsel og har taget nok produkter med. Vi melder os helt sikkert som udstillere igen i år.” Annette Bruuns historie er blot én ud af mange succeshistorier, der blev skabt på den populære Kvalitetsfødevaremesse, som i år løber af stablen for femte gang.
Messen vil igen blive afholdt i Den Gamle Auktionshal på Skagen Havn, hvor hver udstiller får tre meter plads samt et bord med hvid dug stillet til rådighed. Det er en af de få messer i landet, hvor arrangørerne tillader udstillerne at sælge produkterne på messen, men det er til gengæld også et krav, at alle har smagsprøver med til de besøgende.
Den første time på åbningsdagen vil være forbeholdt VIP’er (indkøbere, producenter, restauratører, samarbejdspartnere, sponsorer, presse og andre specielt inviterede til lejligheden). Her vil de fremmødte blive guidet rundt til de enkelte stande, hvor udstillerne på skift vil få mulighed for at introducere deres produkter.
Vil du tilmelde dig messen, kan du rekvirere et tilmeldingsskema ved at kontakte projektkoordinator Katrine Grud fra Skagen Turistforening. Deadline for tilmelding er d. 15. juni.
Fotos: Arkiv fra fødevarermessen 2009
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kvalitetsfødevaremessen 2010 søger deltagere ' til en bekendt