
Folkeuniversitetet starter sæsonen med foredrag…
21. juli 2010 - kl. 6:02 - af UGj
…i samarbejde med Skagen Menighedsråds aktivitetsudvalg. Der er tale om to foredrag i sommeren og tre til efteråret. Alle afholdes i Sognehuset, Kirkevej 7A, kl. 16.30.
Onsdag den 28. juli vil Gorm Spaabæk, der er billedkunstner og cand.phil. i kunstformidling, holde foredrag om Anton Laier (1883 -1969) – præst, billedhugger og maler fra Hjallerup, hvis søn – sammen med en flok aktive pensionister – atter har gjort skulptursamlingen og en snes malerier tilgængelige i huset i Hjallerup.
Gorm Spaabæk siger om pastor Laiers værk og sit foredrag: ”En Kristus i cement og en Judas med sprængt bug, ilagt svinetarme fyldt med cement. Portrætbuster i ler af tidens store mænd, såsom Hitler, Stalin, Churchill, Ghandi, Stauning og Jenny Kammersgaard…
Passion og en Getsemanes Have set og oplevet i et maleri, som en dansk æblehave.
Måske er det netop fordi værket ikke har været tilgængeligt, at dette materiale har fået mytens karakter. Eksempelvis har Kaj Munk, Broby Johansen, Peter Laugesen, Per Kirkeby, Henrik Have og Bjørn Nørgaard skrevet om det og hver har tilføjet sit element til værkets mytologi.
Her formidles Laiers værk og sættes i sammenhæng. Her er en mulighed for at orientere sig i en af Nordjyllands vigtigste billedkunstnere. En af de outsidere, der på flere punkter har formuleret den udvikling, der senere kom.”
Pris kr. 100,00. Tilmelding og betaling ved indgangen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folkeuniversitetet starter sæsonen med foredrag...' til en bekendt