Læserbrev: Nyt om Vestre Strandvej 54

Læserbrev: Nyt om Vestre Strandvej 54

12. august 2010 - kl. 10:59 - af

Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur for Skagen og Raabjerg sogne ( By og Land) holder generalforsamling i morgen torsdag kl 19.00 på By- og Egnsmuseet. Alle medlemmer er velkomne.
I forbindelse med forberedelsen af generalforsamlingen har bestyrelsen haft tid til at fremsende nedennævnte støtteskrivelse til Naturklagenævnet vedr. Vestre Strandvej 54. Foreningen håber, at bevaringshensynene vil sikre, at Skagen kan vedblive med at være Skagen.

Til

Naturklagenævnet
Rentemestervej 8
2400 København NV

Støtteerklæring vedr. klage over om- og tilbygning af ejendommen Vestre Strandvej 54, 9990 Skagen, Frederikshavn kommune.

Foreningen for Bygnings & Landskabskultur i Skagen og Råbjerg sogne, er blevet gjort bekendt med ovennævnte sag gennem dagspressen. Sagen vedrører nedrivningen af en bevaringsværdig ejendom, hvorfor foreningen skulle have været hørt, forinden nedrivningstilladelse blev meddelt. Kommunen har i sagen meddelt nedrivningstilladelser, byggetilladelser og meddelt dispensationer, uden man har givet foreningen mulighed for at komme med indsigelser. Vi har derfor valgt at intervenere til støtte for klager i nærværende sag, samt at gøre nogle indsigelser, der ikke alene omfatter nabointeresser, men i vor optik omfatter interesser, der værner det kulturmiljø, som Vesterbyområdet udgør, og specielt dettes grænse mod havet, som Vestre Strandvej udgør.
Det er foreningens opfattelse, at kommunen har meddelt et sæt af tilladelser og dispensationer, som hverken administrationen eller Plan og Miljøudvalget har hjemmel til. Det er foreningens opfattelse, at der ikke kan dispenseres mod lokalplanens formål, jf. Planlovens §19. Hvorfor administrationen og Plan- og Miljøudvalget ikke i det konkrete tilfælde kompetence til at dispensere fra den af byrådet vedtagne lokalplan for Vesterbys formål, de meddelte beslutninger må betegnes som ugyldige. Dette underbygges af, at kommunen ikke har givet foreningen mulighed for at komme med vore indsigelser, forinden de traf de famøse beslutninger hvorfor de meddelte tilladelser og dispensationer også må anses som ugyldige jf. Planloven §20.
Det forekommer foreningen, at kommunen i virkeligheden er af samme opfattelse, og hvis kommunen havde troet, at den havde dispositions rum, ville den have handlet på en anden måde og med et helt andet resultat.
Det er foreningens opfattelse, at bygherre og dennes repræsentant, en meget velkendt, lokal arkitekt, der gennem en menneskealder med et kolossalt lokalkendskab har haft mange byggesager i området, har været vidende om, at der var udsendt en lokalplan for området i offentlig høring. Bygherren må derfor være afskåret fra at hævde ret på baggrund af en ulovlig beslutning. Enten vidste han eller også burde han have vidst.
Foreningen er af den opfattelse, at de værdier, som den nu endeligt vedtagne lokalplan for Vesterby beskytter, er så afgørende og betydelige, – ikke bare for Skagen by, og dens erhverv ikke mindst dens turisterhverv, men for hele regionen, for ikke at sige hele landet. Der skal være endda meget betydelige værdier på spil for at tilsidesætte bevarelsen af en meget væsentlig del af dette kulturmiljø.
Et medlem af Plan – og Miljøudvalget forsøgte at bringe sagen i Byrådet, men fordi han ikke anvendte den rigtige procedure, Styrelseslovens § 20 og alene stemte imod og først efterfølgende brugte sin initiativret til at bringe sagen i Byrådet jf. Styrelseslovens § 11, afviste Byrådet at behandle sagen, idet de fandt, at Byrådet ikke var berettiget til at behandle sagen igen med henvisning til netop Styrelsesloven.
Det er som sagt foreningens opfattelse, at kommunen ikke bare havde dispositionsrum, men en egentlig handlepligt til at forsvare og tilse, at lokalplanen bliver overholdt og opretholdt jf. Planlovens §51.
Kommunens svar til Klagenævnet viser efter vor opfattelse, at man nu forsøger at gøre de dele af Vesterby, der ikke er og ikke var bevaringsværdige til de bærende elementer i selve miljøets kulturværdi og områdets særegne og sarte profil, der er i overensstemmelse med klitternes bevægelser i landskabet.
Netop kulturmiljøerne har den tidligere kommune Skagen igennem flere menneskealdre arbejdet på at registrere og at bevare. Det tidligere Nordjyllands Amt har medtaget det som meget bevaringsværdige områder. Nu viser det sig imidlertid, at elementer i Frederikshavn kommune ved en særlig, ganske vist kompliceret, men i virkeligheden enkel, metode tilsyneladende medvirker til at omgå alle disse beskyttelseshensyn.
Det er fortaget i flere sager, og metoden er i al sin enkelthed den, at kommunen begår en fejl (en betydelig fejl) og derefter påberåber sig, at der er tale om en begunstigende forvaltningsakt, hvorfor det vil være særdeles bekosteligt ikke at strække sig langt for at imødekomme bygherre.
Metoden er blevet anvendt bl.a. i forbindelse med tilskødningen af kommunale grunde i betydeligt omfang i forbindelse med et større ferie – golfprojekt, hvor Byrådet havde betinget sig at der skulle stilles sikkerhed for byggemodningen, omkring 40 mil. kr., før der kunne udstedes endeligt skøde. Ved en “beklagelig” fejl kom denne betingelse ikke med i skødet, hvorefter det viste sig, at køber ikke kunne stille den nødvendige sikkerhed og kommunen frafaldt kravet om sikkerhedsstillelse. Venstres byrådsgruppe bad tilsynsmyndighederne om at underkende kommunens dispositioner. Tilsynet medgav, at der var begået fejl, men da der nu var godtroende tredie mænd involveret kunne man ikke klandre kommunens dispositioner ud fra økonomiske hensyn.
Tilsvarende var der en sag, hvor klagenævnet selv har være indblandet, – sagen vedr. Vestre Strandvej 46, hvor kommunen truede de enkelte byrådsmedlemmer med, at de personligt ville blive økonomisk ansvarlige, hvis man ikke meddelte en ugyldig byggetilladelse.
Det kan undre, at kommunen ikke ønsker at tilse, at lokalplaner m.v. bliver efterlevet, hverken af bygherre eller forvaltning for ikke at sige div. udvalg. Man må selvfølgelig give det dynamiske liv sit råderum, men netop i disse meget sårbare, bevaringsværdige miljøer, må man vise særlige hensyn. Det er foreningen håb, at klagenævnet vil vægte bevaringshensynet meget højt.
Afslutningsvis skal vi anføre:
At der ikke har været kompetence til at meddele byggetilladelser samt dispensationer, som kommunen har gjort.
At kommunen burde have inddraget vor høringsberettigede forening i beslutningsprocessen.
At bygherren må anses at være vidende om, at der var udsendt et bevarende lokalplansforslag på det tidspunkt, hvor der blev meddelt h.h.v nedrivningstilladelse, byggetilladelse og dispensationer, hvorfor bygherren ikke kan vinde ret på ugyldige afgørelser.
At Skagen i følge nogle af de seneste undersøgelser rangerer som h.h.v. nummer 4 i Europa og nummer 11 i verden som turist seværdigheder netop på grund af byens kulturmiljøer. Der er således i denne sag ikke noget der taler for at fravige bevaringshensynet.

Med venlig hilsen
Jens Daugaard Pedersen (Formand)
Tlf: 98446800

2 kommentarer til “Læserbrev: Nyt om Vestre Strandvej 54” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Læserbrev: Nyt om Vestre Strandvej 54”

  • FLOT…
    Godt gået, Jens, at du kæmper videre for os her i Skagen by:

    Der er røget alt for mange bevaringsværdige huse, det er ligesom har man penge nok, så kan alt ordnes. Men loven burde være ens for alle.

    mvh. Lene

  • Henrik Schwartz

    BRAVO!
    -men gad vide, hvad det nytter? De bygger stadig lystigt videre, og jo længere de kommer, jo sværere bliver det at gøre noget ved det.
    mvh
    Henrik

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læserbrev: Nyt om Vestre Strandvej 54' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER