René Dif vil gå til Skagen fra København for kræftsyge børn
28. august 2010 - kl. 9:56 - af UGj
René Dif fra Aqua – forklædt som “Forrest Gump” – starter mandag den 30. august 2010 en vandretur fra København til Skagen, hvor han forventes at være fremme lørdag den 4. september.
Håbet er, at rigtig mange mennesker vil følge ham på turen – som i filmen Forrest Gump med Tom Hanks i hovedrollen. Ikke hele turen, nødvendigvis, men gerne nogle timer eller måske en hel dag. Og skulle nogen få lyst til at give René Dif et lift i bilen, er dette muligt – mod betaling, forstås.
Hele projektet går ud på at indsamle så mange penge som muligt til organisationen FMKB (Familier med kræftramte børn).
Det kan også være, at Réne Dif/Forrest Gump vil kigge inden for på børnekræftafdelinger på sygehuse langs ruten – eller måske besøge en familie med et kræftramt barn. Alt kan ske – intet er planlagt på forhånd.
Mange firmaer støtter projektet med sponsorater, lige fra tøj til telefoner, og hele turen kan følges på Youtube
Hvordan DU kan hjælpe?:
Gå med Rene Dif. Du kan møde op på gåturen og holde Rene Dif med selskab i løbet af ugen. Der kan købes en T-shirt til 100 kr. med titlen “Jeg gik med Rene Dif”.
Send en sms. Send “gå” til 1919 og støt “Familier med kræftramte børn” med 50 kr.
Følg René Dif på Youtube:
www.youtube.com/user/fmkbDanmark
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'René Dif vil gå til Skagen fra København for kræftsyge børn' til en bekendt