To spændende damer udsstiller på Gallerie Contour
2. september 2010 - kl. 0:51 - af UGj
I øjeblikket kan udstillingen med Anne Juul Christophersen & Helle Duus Weiss ses hos Galerie Contour i Ålbæk.
Anne Juul Christophersen fra Århus maler små fortællinger fyldt med symbolske hentydninger og moralske udsagn. Hun sampler sine egne og mediernes oplevelser og skaber derved en verden fyldt med uklare sammenhænge og store udfordringer.
Denne udstilling tager udgangspunkt i barndommens erindringer under temaet: Childhood déjà vu, og Anne Juul Christophersens billeder tager os med ind i en forholdsvis kendt verden samtidig med, at vi skal forholde os til det at være verdensborgere i et voksende globalt kaos. Anne Juul Christophersen fastholder altså, at billeder er billeder af billeder og derfor har mange lag af fortolkning, betydning og oplevelse.
Helle Duus Weiss fra Roskilde er keramiker med lang erfaring bag sig, og hun har deltaget i flere censurerede udstillinger. Hun arbejder til stadighed i en eksperimenterende og fornyende proces med både raku-, pit- og stentøjsbrænding og hendes særkende er, at hun altid prøver sig frem, uden hensyn til gængse regler. Dog går hendes tekniske dygtighed og faglige kompromisløshed som en rød tråd gennem hele hendes værk.
Udstillingen kan ses frem til 7. september. tirs-fre 15.00-18.00 samt lør-søn 12.00-16.00
Se mere om galleriet og udstillingen på hjemmesiden www.galeriecontour.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To spændende damer udsstiller på Gallerie Contour' til en bekendt