Værksted for de mindste på Skagens Museum
2. september 2010 - kl. 18:03 - af UGj
Dette er et opråb til vuggestuer, dagplejere, børnehaver og SFO: Gør jeres lokale museum til jeres eget. Kom på et hyggeligt besøg i Bikuben – Skagens Museums billedværksted og lav nogle flotte malerier. At man kan få en guldramme sat på sit billede er heller ikke af vejen, nu hvor sommeren går på held og julen nærmer sig med hastige skridt.
Med de mindste går vi direkte i værkstedet og maler billeder. Der kan males med fingrene, med pensler eller skumstempler på malerpap i A4-størrelse under kyndig vejledning af museets formidlingsinspektør for børn og unge. Der er forklæder med ærmer og små borde og stole i Bikuben, og medbragt mad kan nydes i haven, madpakkerummet i museets have eller i Bikuben efter aftale.
Med de lidt større starter vi på museet, hvor vi kigger på malerierne i museet og får fortalt en lille historie med udgangspunkt i et af billederne. Derefter går vi i værkstedet og maler.
For nærmere information klik ind på www.skagensmuseum.dk og kig under skoleservice
Foto: Anton 2 år, Skagens Museum
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Værksted for de mindste på Skagens Museum' til en bekendt