Julemanden vækkes på Skagen By – og Egnsmuseum!
26. november 2010 - kl. 12:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Kom til traditionelt og stemningsfuldt julemarked 1. søndag i advent, d. 28.11. fra kl.14 til 17. Der er gratis adgang på det julepyntede museum og alle husene er åbne. I køkkenet i Den rige fiskers hus byder fiskerkonerne på kaffetår, saft og søsterkage i køkkenet. I vesterstuen spiller byens bedste spillemænd, Søren, Lars og Poul, et bredt udvalg af julens sange, og man er meget velkommen til at synge med i den lille stue.
Kl. 15.30. lige før mørket sænker sig helt, skal alle være med til at vække julemanden i museets gamle mølle. Hvis det lykkes, er der godter til alle børn.
I museets Aktivitetshus er der boder med gaveideer, smukke kranse og juledekorationer, gevinster og lune, hjemmestrikkede sokker og meget mere.
I Madpakkehuset er der smagsprøver på sprøde, hjemmebagte æbleskiver, og igen i år kan man varme sig med museumsinspektørens helt særlige juleglögg efter hemmelig, svensk opskrift. I museets hyggelige cafe kan man købe hjemmebagte æbleskiver samt varme og kolde drikke. Måske kan man få idé til et par af julens gaver i museumsbutikken, hvor især litteratur om Skagens historie og museets egen herlige bjesk lavet på perikon og blodrod er populære gaveemner.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Julemanden vækkes på Skagen By – og Egnsmuseum!' til en bekendt