
Nordjyske Baner indfører ny køreplan
1. december 2010 - kl. 0:40 - af Finn Egelund Pedersen
Bedre overgangstider til DSB. Den 12. december træder Nordjyske Jernbaners nye køreplaner i kraft. Der er blandt andet enkelte minutændringer i forhold til den nuværende køreplan. Justeringerne har alle været nødvendige for at sikre flere bedre overgangstider med DSB i henholdsvis Frederikshavn og Hjørring. Samtidig får vi flere forbindelser til DSB mellem Hjørring og Frederikshavn.
– Mange af vore passagerer er afhængige af DSB-forbindelserne, så derfor indretter vi vores køreplan efter det, siger direktør Preben Vestergaard. Netop af den grund har det været nødvendigt, at tre tog hver eftermiddag ikke stopper på trinbrætter mellem Hjørring og Tornby.
På Skagensbanen bliver der flere afgange om lørdagen i sommerferien. På grund af ændrede DSB forbindelser vil den tidlige lørdagsafgang blive erstattet af en ny afgang kl. 6.45 fra Skagen og 7.39 fra Frederikshavn.
Den nye køreplan kan allerede nu ses på www.njba.dk
Direkte tog Hirtshals-Aalborg til sommer
– Vi har også allerede nu besluttet, at det direkte sommertog Hirtshals-Aalborg-Hirtshals kommer igen i skolesommerferien 2011, siger direktør Preben Vestergaard.
Gak-gak juletog i hele Vendsyssel
Nordjyske Jernbaner vil hjælpe decembers julefrokostgæster sikkert hjem. Natten efter fredag og natten efter lørdag fra 3. december til og med 18. december kører Nordjyske Jernbaner klokken 10 minutter over midnat fra Skagen til Frederikshavn, Hjørring og Hirtshals med stop på alle stationer – også på DSB-strækningen mellem Frederikshavn og Hjørring.
Nattoget er i Hirtshals kl. 1.47 – og kl. 1.55 går turen den anden vej, også med stop ved alle stationer og med ankomst i Skagen kl. 3.30.
– Og Nordjyllands Trafikselskabs gak-gak billetter, som bestilles via mobiltelefonens SMS, kan også bruges på julenattoget. Det betyder, at vendelboerne kan komme hjem fra julefrokosten for kun 30 kr., siger NJBA’s direktør, Preben Vestergaard. Denne køreplan kan også ses på www.njba.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nordjyske Baner indfører ny køreplan ' til en bekendt