Debatindlæg: Hvem bestemmer Skagens fremtid?

Dette debatindlæg fra turistchef, Lene Kappelborg, er dels en status på året set fra en turistmæssig vinkel, men også et indspark til hvordan vi kan forholde os til den udvikling og de muligheder, som Skagen står overfor.

Debatindlæg: Hvem bestemmer Skagens fremtid?

7. december 2010 - kl. 11:00 - af

Finanskrisen har sat sine spor i hele Danmark. Turistbranchen har haft dårlige år. Det er gået nedad i overnatningstal fra udlandet. Kommunesammenlægningen har sat sine spor. Alting strammer til!

På trods af finanskrise, på trods af dårlige turisttal og på trods af besparelser har vi i Skagen klaret et par turbulente år med gode overnatningstal på hotellerne. Desværre har der været en lille nedgang for campingpladserne, men i hver eneste måned fra december 2009 til og med juni måned har vi i Skagen haft fremgang på hotelovernatninger. I juli var der en lille tilbagegang, men allerede i august og september måned var der fremgang i hotelovernatninger. Jeg ved, at det er gået bedre for nogen end for andre, men sådan vil det altid være. Uanset finanskrise eller andre udefrakommende påvirkninger.

Frederikshavn Kommune har overført arbejdspladser fra Skagen til Frederikshavn, og usikkerheden har været og er mange steder stadig stor. Vestas lukker fabrikken. Men hvorfor lige i Skagen, og kan vi skawboer gøre noget ved det?

Jeg tror ikke på, at der er der kommer nogen udefra og redder os. Vi må selv. Vi skal fortsætte med at sætte humøret højt, for det kan vores gæster nemlig godt lide. Vi skal komme med forslag til nye tiltag, for det synes investorer og udefrakommende er spændende. Vi skal finde på en idé til Rådhuset – hvad skal det bruges til i fremtiden? Kan der tænkes alternativ virksomhed hvor Vestas er i dag? Hvad skal der være i Hedeboskolen? Hvordan skal vi få folk i de tomme huse? Skal vi have flere gæster hele året? Kan vi som by være med til at værne om den fortsatte dygtige havn og de virksomheder, som ligger der?

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en debat med positive og kreative tanker for Skagen. Jeg er en af dem, der synes det er fantastisk flot med det nye byggeri på Skagen Nordstrand. Da de i sin tid kom med forslaget om spændende ny arkitektur i et nyt område, så var vi i Skagen meget positive overfor projektet.

Jeg synes, at det er fedt at vi får det nye kulturhus og kan vi forestille os Rådhuset i Skagen, som det nye turisthus i Nordjylland. Med akademi for turisme, med foredrag, workshops, nye tanker indenfor information. IT-virksomheder med fokus på informationsteknologien.

Kunne vi forestille os Skagen, som det sted i Danmark hvor de unge kokke fik lært alt om fisken? Fik lov til at have åbent køkken med nye og spændende retter, som vores gæster kunne få lov til at betale for at smage?

Hvem kan komme med forslag til hvad vi gør ved Vestas? Og skal Hedeboskolen bruges til den efterskole vi aldrig fik? Er det nu? Eller kan den bruges til idrætscollege? Eller skal vi have et nyt meditationscenter med fokus på indre værdier – højt til loftet, ny energi og velvære?

Vi har aldrig fået så positiv omtale i Skagen af vores restaurationer, som i år. Maden er i top. Vi er kåret som Europas 4. bedste destination ifølge TripAdvisor.com. Vi har fået fine anmeldelser i Børsen og i Berlingske. Vi har været vist på BBC for 6 mio. engelske seere, som det mest glade folkefærd i verden og med Skagen som udgangspunkt. Vi har været vist i otte tv-programmer på TV2 – med Kaos i Skagen. Irriterende overskrift – ind imellem underligt indhold – men sådan er Skagen jo også, og om vi bryder os om det eller ej, der er i hvert fald nogen der nyder godt af reklameværdien.

Vi kan jo se lidt på os selv, og se om vi synes vi yder det bedste for at fremstå spændende, positive, professionelle men alligevel afslappede, dygtige og sjove at være sammen med.

Vi har i fællesskab kørt en markedsførings kampagne for Skagen for at fortælle Danmark at vi har åbent året rundt. En kampagne til lidt over 500.000 kr. bestående af 11 dobbeltsider i henholdsvis Jyllands Posten og Berlingske Medier.

Vi har afholdt en fantastisk Kvalitetsfødevaremesse den sidste weekend i august. Med enormt glade gæster og særdeles tilfredse udstillere. Der har endog været norske og svenske gæster der er rejst hertil for at være her i den weekend. I samme forbindelse fik vi kåret årets fiskefrikadelle, den nye Skagen cocktail – Skagen Sunset – og så fik vi igen bevist at Skagen er det bedste sted i Danmark når det gælder god mad.

For tredje år i træk formåede vi i Skagen at afholde en velgørenhedsmiddag, hvor kokkene viste det ypperste af oplevelser på tallerkenen og for smagsløgene. 120 gæster betalte hver især 1.500 kr. for at deltage i middagen og kokke, tjenere, hjælpere og mange andre bakkede op uden at få en krone for det – målet var klart, det indsamlede beløb skulle gå ubeskåret til det gode formål. Donationerne til årets velgørenhedsmiddag var overvældende og der blev på den ene aften indsamlet kr. 568.775 til foreningen for Downs syndrom.

Vi afholdt det første maraton i Skagen den 10.10.10 kl. 10.10. Et kvalitetsarrangement fuldstændig i tråd med hvad Skagen kan, når Skagen er bedst. Mange flere deltagere end forventet og en opbakning fra byen som er guldmedaljer værd.

Vi afholdt en litteraturfestival med de allerbedste forfattere der næsten kan tænkes i efterårsferien med udsolgte arrangementer.

Vi mødtes på Grenen den 7. november – hvilken udstråling af glæde over verdens smukkeste sted.

Der er udgivet en julecd i Skagen, med sangere og musikere i topklasse. Sangene bliver opført i Skagen Kirke og optaget til TV2 Nord. Cd´en lægger endnu mere vægt i ”Skagen har englelyd” og er endnu et bevis på at kvaliteten i Skagen er enormt høj. Cd´en er blevet til af 2 af vores Skagen ambassadører, som tror på at Skagen er værd at promovere.

En levende julekalender i Skagen i 24 dage op til jul, med engagement og interesse fra Skagens borgere, er med til at gøre julemåneden til noget helt særligt i Skagen.

Vi trænger til at rose os selv! Vi trænger til at være stolte af os selv! Vi trænger til at rose hinanden og være stolte af os der er skawboere, og elsker at byde vores gæster velkommen til kvalitet helt ud til fingerspidserne. Og så må vi gerne være rare at arbejde sammen med, det er nu en gang sjovere. For alle!

Vi skal værne om vores kvaliteter – det skal vi altså alle sammen være med til! En kvalitet i sig selv er at være Skawbo. Det er jeg født og opvokset med, og det kan ingen tage fra mig. Uanset hvor i verden jeg befinder mig. Og hvorfor det? Det er i hvert fald ikke fordi jeg er sur og tvær. Det er fordi skawboer er stærke, de er kreative, de er positive, de kan selv, de er kvalitetsbevidste og så står de sammen – specielt i krisetider.

15 kommentarer til “Debatindlæg: Hvem bestemmer Skagens fremtid?” under annoncerne.

Kommentarer Kommentarer
Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

15 kommentarer til “Debatindlæg: Hvem bestemmer Skagens fremtid?”

  • Thorbjørn Pedersen

    Til Inger Kempff-Nordkap
    Kære Inger. Ovenstående klip som du bringer er fra en længerevarende debat i Skagens Avis i august i år hvor vi var flere der mente at borgmesteren burde komme på banen. Det kom han så aldrig. Men når han nu er kommunens førstemand må han jo også besøge yderområderne, læs Skagen by og møde skagboerne i øjenhøjde. Samtale og diskutere med dem. Målet må jo være at borgmesteren må erkende at Skagen området har sine egne problemer, der må løses ud fra de forudsætninger der gælder for dette lokalområde. Men denne erkendelse kan jo kun komme ved at skagboerne igen og igen kommer på banen og kæmper for deres egenart, deres vidunderlige sted.

    Nu er denne debat afledt af et indlæg af turistchefen. Og dette indlæg havde og har jeg kun rosende ord overfor.

    Nu kommer du med et indlæg (….. som et syrligt bolche: En gestus til skagboerne som noget af det første, den nye storkommune gav var ….) om hvordan den nye storkommune med et pennestrøg sletter ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger i Skagen midtby. Kunne du ikke skrive et separat og længere debatindlæg om det kommunen og teknisk forvaltning gør. For jeg synes de linier du skriver her rejser mange spørgsmål. Hvad er en bevaringsværdig bygning?. Og hvad er det den nye kommune kommer ind og forstyrrer normalbilledet i Skagen med? Hvordan blev Den danske Banks ejendom rubriceret som bevaringsværdig? Hvilke kriterier er man gået ud fra? Og hvorfor nu slettet som bevaringsværdig? Og hvad skal banken nu gøre i forhold til før?

    Kan vi der deltager i denne debat blive enige om at debattens mål er at få den nye storkommune, læs ledelse, og administration til at forstå og respektere de særlige forudsætninger der gælder Skagen. Få byråd og borgmester langsomt men sikkert til at erkende såvel som at forstå, at Skagen har nogle særlige kvaliteter. Ja området er enestående, også på det nationale plan.

    vh Thorbjørn Pedersen

  • Inger Kempff-Nordkap

    Til Thorbjørn Pedersen.
    For ikke så længe siden havde du dette indlæg i avisen her:

    Til Paul Wenzel. Hvordan få benzin og olie på bilen, når ledelsen i Frederikshavn ikke vil bevilge penge til at bilen kører i Skagen.
Tilbage til udgangspunktet det åbne brev til borgmesteren.
Nu venter vi på at borgmesteren kommer tilbage fra ferie og svarer på det åbne og ærlige brev fra en besøgende der har været glad for at være i Skagen. Men måske ligger borgmesterkontoret for langt fra Skagen og Skagens Gren. Men det åbne brev er læst mere end 3500 gange. Håber at en venlig sjæl vil hviske borgmesteren i øret at her er et indlæg der er værd at læse. Turisme i Skagen handler jo om gæstfrihed, venlighed, oplevelser; og handler også om stedets unikke natur, sand, hav, lys og blæst. På en måde man ikke oplever det i Frederikshavn. Skagen er en ø, hav på tre sider, og sand på den fjerde (Hulsig Hede). Skagboerne burde være en kommune for sig selv, så egenartet er stedet, kulturmæssigt, såvel historisk og naturmæssigt. Skagboerne burde have kæmpet som Læsøboerne gjorde det. Disse gæve 1940 sjæle på denne vidunderlige ø udenfor Frederikshavn ville ikke ind i og under Frederikshavn Kommune. Og det lykkedes for dem at være selvstændige. Skagboerne må i gang med at kæmpe for selvstændighed, så beslutningerne tages i Skagen til gavn for hele ‘øen’ Skagen.

    En gestus til skagboerne som noget af det første, den nye storkommune gav var, med et pennestrøg, at slette ca. halvdelen af de bevaringsværdige bygninger i Skagen midtby, da vi fik kastet godt 200 sider i 5 forslag til nye lokalplaner i hovedet lige før en sommerferie. 22 bygninger med høj bevaringsværdi var blandt disse, f.ex. Trondrs hus, hvor Danske Bank er.
    Forslagene var udarbejdet af teknisk forvaltning, som også har begavet os med store, grimme papircontainere, som slet ikke hører hjemme heroppe, hvor de fløjter for vinden i de tomme udlejningshuse efterår og vinter.
    Skagen har i mange år hæget om de gamle huse, udtrykt i bysbarnet, arkitekt Poul Nedergaards formidable bøger Huse i Skagen, efterfulgt af Kommuneatlasset og ved dokumentation af Frede Svendsen på http://www.skagensiden.dk

    Det er svært ikke at føle, at byrådet for den nye storkommune ikke kan lide eller ikke kan se det unikke ved vor by.

    Venlig hilsen Inger

  • Til Thorbjørn Pedersen.
    Du kan have ret i en del af dit indlæg, det der omtaler de eklatante ødelæggelser som kombinationen Hans Rex/Inger Støtt/Ole Fisker i den sidste periode af Skagens selvstændige liv fik gennemført. Det er disse voldsomme spekulations “fabrikker” der fik undertegnede til at sige til mig selv ved valget,- at det kunne ihvertfald ikke blive værre. DET BLEV DET!!!!
    Foreningen for Bygnings&Landskabskultur gennemgik i foråret 2009 de direkte OG PÅTALTE overtrædelser af lokalplaner i den tidligere Skagen kommunes område der alle lå indenfor den nye storkommunes ansvars periode og der blev påvist 26 forhold. Flere af dem endog særdeles graverende f.eks. situationer hvor byggeansøgnings tegningerne bevidst ikke stemte overens med de tegninger der var udleveret til nabohøring, forhold hvor der “fra starten” var opereret med 2 sæt tegninger,- et til byggeansøgning og et til entrepanøren og bygge efter. Forvaltningen blev kontaktet,- begge sæt tegninger forelagt, men der blev intet foretaget. I et enkelt tilfælde var svaret at der ikke var noget i loven der forbød folk at have et toilet stående i et “brændely” da forvaltningen tidligere havde ændret tegningerne pga. grove overskridelser af afstandskrav til skel og bygge%. Der er altså hvis det for “udeforstående” kan se ud som en slags “vendetta” mod forvaltningen fra foreningens synspunkt god grund til endog meget stor skepsis mht. forvaltningens og politikkernes intentioner med byen. For os der har fulgt mønstret nøje gennem 10-12 år er det tydeligt at de ønsker en “udmalkning” af de poientielle muligheder der er i byen, eller sagt på godt og forståeligt dansk,- de pisser i bukserne for at holde varmen. Det er desværre vores ben det løber ned af.
    Med venlig hilsen
    Jens Daugaard

  • Thorbjørn Pedersen

    Til Flemming Eriksen.
    Du skriver følgende: Ja , byrådet og teknisk forvaltning har ikke h,,,, at døje med , siden de laver så meget sjusk med den nordlige del af kommunen . ha ha ha

    Vil du påvise med eksempler hvor teknisk forvaltning har sjusket!

    For jeg er uenig med dig. Jeg har nemlig det indtryk at i den nye store kommune (og det er jo det der er meningen med en større enhed) arbejder den tekniske forvaltning dygtigt og mere professionelt sammenlignet med før. Kan du påvise det modsatte så kunne det være interessant at få frem i lyset.
    vh Thorbjørn Pedersen.

  • Vi er skyld i vores egen undergang, hvis den en skønne dag skulle komme. Al den skeptisk og al den negativitet som vi har om alle foretagende som der måske ikke har den store relevans for Skagen, samt det hysteri som der bliver skabt hver gang en fra kommunen i Frederikshavn løfter øreflippen en tomme; et hysteri som bliver skabt af passive mennesker, som har så travlt med at nedværdige alle andre, uden egentlig selv så meget som at løfte en finger for forandring.

    Stop passiviteten og den negative fremvisning, men i stedet prøv at udret og skabe noget mere fornuftigt og noget bedre, hvis I ikke stiller jer tilfredse med nutiden!

  • Flemming Eriksen

    Ja , byrådet og teknisk forvaltning har ikke h,,,, at døje med , siden de laver så meget sjusk med den nordlige del af kommunen . ha ha ha

  • Per Faurholt Jensen

    Endnu engang PA-grunden.
    Hvorfor skal denne grund plasters til med alt for tæt og højt byggeri?
    Fordi grunden har været et spekulationsobjekt, hvor adskellige spekulanter har været på “Karussellen” og tjenet rigeligt til dagen og vejen- derfor.
    Når sådan, en forholdsvis lille plet jord i skagen, er belånt 21 gange over alm. skorstens højde, skal der selvfølgelig stables så meget byggeri som muligt op på grunden, for at det enkelte ejer-og eller lejermål kan gøres rentabel.

    Hvad med kommunens egen lokalplan?

    Med venlig hilsen

    Per faurholt jensen
    Vejmandssti 1
    9990 Skagen

  • Henrik Pedersen

    ja det er opsigtsvækkende at al Skagens fremtid kun skal dreje sig om feriegæster og deres ferieboliger – kommunen har med alle de nye lokalplaner givet grønt lys til 2000 nye boliger hvem f………. skal bo i dem ? siden vi blev lagt sammen med storebror har ca 1000 Skawboere forladt Skagen hvorfor mon? de 1000 beboere har boet i ca. 250 boliger, der står omkring 500 tomme boliger i forvejen, så med lidt hurtig hovedregning kommer der til at stå 2750 boliger til salg i Skagen.
    Ang. borgermødet så er tidspunktet da et helt bevidst træk fra kommunens side jo færre der møder op jo mindre modstand og jo mere kan de få trumfet igennem, men husk det til næste valg!

    Skagen tilbage til Skawboerene

  • Marianne Hansen

    Ang. byggeriet på grunden ved rundkørsel ved værftet.

    Det er virkelig en dum ide, hvordan er værftet beskyttet i denne situation ? for boliger har så stor magt med hensyn til støj osv. Har Skagen råd til at miste endnu en arbejdsplads, der skal være plads til de kan arbejde uden for normal arbejdstid.
    Turisterne kommer bl.a. på havnen fordi de syntes der er er skønt at se at der stadig arbejdes i havnen og påværftet.

    Det er også det er uartigt at der lægges et borgermøde en torsdag kl. 17.00 det forhindre en del i af deltage bl. a. de små forretningsdrivende, ansatte ved. kommune. Er det mon bevidst ?

    Med venlig hilsen
    M. Hansen

  • Edith Villadsen

    Til Vibeke Frank
    Jeg er enig med dig i at vi i Skagen har et fantastisk aktiv i Golfklubben Hvide Klits unikke bane der ofte bliver rost af gæster og golfkomentatorer. Jeg savnede bare den blev nævnt i Lenes udmærkede debatindlæg.
    Venlig hilsen
    Edith Villadsen

  • Niels Jørgensen

    ang. tomme bygninger, Vesta, Hedeboskolen osv. Så kan materialegården på Buttervej skrives på listen.
    Begge formænd på materialegården er fyret, så om max. to år…så er resten af arbejderne også væk,,,

    Venlig hilsen

    Niels Jørgensen

  • Anders Jørgensen

    Kære Lene Kappelborg og andre

    Det er gået rigtig fint og vi skal være glade.

    En ide: For 3-4 år siden var der i den gamle auktionshal en fantastisk fotoudstilling (Jorden set fra Himmelen. På 4-5 måneder var der over 300.000—- trehundredetusinde besøgende, det er nok det største besøgstal til et arrangement i Skagen nogensinde. Ham der arrangerede udstillingen hedder Finn Clausen, og han havde mange andre ideer til Skagen. Snak med ham.

    Venlig hilsen
    Anders
    Skagen tilbage ti Skagboerne

  • Til Edith Villadsen

    Venligst læs:

    Dette debatindlæg fra turistchef, Lene Kappelborg, er dels en status på året set fra en turistmæssig vinkel, men også et indspark til hvordan vi kan forholde os til den udvikling og de muligheder, som Skagen står overfor.

    Vedr: Golfklubben Hvideklit,
    Golfklubben har en meget dygtig og kompetent , bestyrelse og formand,som har lavet så flotte tiltag, for gæster som ønsker at spille golf på vores dejlige bane, og gæste Skagen 365 dage om året.

    Jeg kunne rigtig godt tænke mig en debat med positive og kreative tanker for Skagen. (citat : læs indlæg)

    Som Lene skriver så er det en posetiv og kreativ debat vi har brug for, og jeg håber på mange gode indlæg.

    Så Edith kom med et godt indspark.

    Med venlig hilsen
    Vibeke Frank
    Mdl. nr. 137 i Golfklubben Hvideklit.

  • Thorbjørn Pedersen

    Til Lene Kappelborg

    Tak for dit velskrevne indlæg. Med tanker, visioner og ideer.
    Og du har jo indirekte svaret på spørgsmålet: Hvem bestemmer Skagens fremtid? Det gør skagboerne, både med hinanden og i mødet med de mange der kommer til Skagen for kortere eller længere tid.
    Vi skal dog hele tiden drøfte, diskutere retningen for Skagen og den fremtid der hele tiden kommer os i møde. Dit positive indlæg beskriver de mange initiativer der er taget og tages i Skagen især på dit område: Turisterhvervet.
    Og du beskriver også skawboerne som et djærvt folkefærd, seje og viljestærke, et folkefærd, der ikke giver op, selvom kampen er vanskelig af den ene eller anden grund. Du har så enig ret i, at vi skal rose os selv, være stolte af det smukke sted vi bor. Unikt, med hav på tre sider, et unikt landskab på den fjerde side. Der er ingen grund til at hænge med hovedet. For Skagen er en by, et sted, en sjæl, der er værd at kæmpe for.
    vh. Thorbjørn Pedersen

  • Edith Villadsen

    Hej Lene
    Jeg ventede egentlig at du også nævnede Golfklubben Hvide Klit, der jo også er en del af Skagen, og da du er en del af bestyrelsen ville det jo være relevant.
    Venlig hilsen
    Edith Villadsen

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Debatindlæg: Hvem bestemmer Skagens fremtid?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2023 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER