
P.g.a dårlig økonomi ser Skagen Turistforening sig nødsaget til at lukke turistkontoret i Ålbæk
Skagen Turistforening vil lukke turistkontoret i Ålbæk
16. december 2010 - kl. 0:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Pressemeddelelse i forb. med Skagen Turistforenings ekstraordinære generalforsamling den 6. januar, 2011.
Skagen Turistforening har indkaldt til ekstraordinær generalforsamling torsdag, den 6. januar, 2011 med henblik på at få ændret sine vedtægter, således at forpligtelsen til at drive bemandet turistbureau i Aalbæk kan bortfalde, og erstattet med en pligt til at drive turistinformation, f.eks. i form af informationsstandere, placeret på strategisk gode steder i Aalbæk by og på f.eks. FDM Camping, Aalbæk Strand, Skiveren Camping og andre steder, hvor området gæster færdes.
Årsagen skal søges i Foreningens svage økonomi, et formindsket beløb fra Frederikshavn Kommune i 2010 på kr. 110.000,00 og en beskæring igen i 2011 på kr. 100.000,00. Skagen Turistforening forventer et underskud i 2010 i størrelsesordnen kr. 150.000 til 200.000. Underskuddet skyldes dels en faldende indtægt på feriehusudlejningen, faldende tilskud fra Frederikshavn Kommune og stigninger i husleje og porto m.v.
For at imødegå dette er det nødvendigt for os at nedlægge det bemandede kontor i Aalbæk samt skære i åbningstiderne i Skagen, således at de lange åbningstider i sommersæsonen bortfalder. Vi ansætter ikke ekstra sommerpersonale, og vores gode, faste personale er indstillet på at ”give den en ekstra skalle”, og de arbejder alle hårdt med at finde indtægtsgivende virksomhed. Desuden vil vi forsøge at finde en løsning på vores meget dyre husleje i Havnemesterboligen – enten i form af en genforhandling af vores husleje eller eventuelt nogle helt andre lokaler.
Vi har igennem de sidste 6 år været i gang med at genoprette økonomien. Ved udgangen af 2002 havde vi en negativ egenkapital på kr. 1.6 mio. kr., som vi ved hårdt arbejde og stram styring har nedbragt til ca. kr. 400.000 t. med udgangen af 2009.
”For at undgå yderligere underskud er vi som ansvarlig bestyrelse nødt til at træffe disse beslutninger. Jeg driver selv forretning i Aalbæk, og det er da beklageligt, at vi må tage disse skridt – men på den anden side set har vi jo for nylig erfaret, at f.eks. Visit Århus har lukket sin bemandede turistinformation med den begrundelse, at gæsterne i større og større omfang selv søger informationer m.v. på internettet – så jeg vil tro, at når Aarhus kan leve med det – kan vi også leve med det i Aalbæk”, udtaler Skagen Turistforenings formand, Ulla Mosich. ”
”Vi har også valgt denne løsning for ikke at skulle skære alt for voldsomt på det udviklingsarbejde, der er så godt i gang. Alle de tiltag, der igennem de seneste år er lavet for at udvide skuldersæsonerne og tiltrække gæster hele året, skulle jo nødig gå i stå. Netop sæsonudvikling har stået højt på dagsordenen i flere år, og vi ser flere og flere gæster udenfor den egentlige højsæson. Det skulle jo gerne medføre flere helårsarbejdspladser indenfor både handel og turisme i vores område, siger Ulla Mosich”.
Endelig vil vi opfordre endnu flere forretninger til at melde sig ind i Turistforeningen og deltage i de markedsføringsplaner, som Skagen Turistforening laver, både for Skagen-området og for samarbejdet i Toppen af Danmark. Det er vigtigt, at vi står sammen og bruger de midler, vi har, bedst muligt. Selvom vi nok har den bedste erhvervsmæssige opbakning i Frederikshavn Kommune, er der desværre stadig alt for mange, der ikke er med til at bidrage og dermed lukrerer på Skagens brand, og lader andre betale for sig.
En kommentar til “Skagen Turistforening vil lukke turistkontoret i Ålbæk” under annoncerne.
Det bliver en katastrofe hvis turistkontoret i Ålbæk lukkes.
Alle i Ålbæk må til lommerne, butikker,og alle slags udlejere skal deltage. Derudover må udgifterne deles solidarisk procentuelt af alle dele af den rigtige Skagen Kommune.
Og kære venner, I overser fuldstændig sammenhængskraften eller rettere manglen på samme hvis I drejer nøglen om, LAD DET IKKE SKE!
Vh
Anders
Skagen tilbage til Skagboerne