Halinspektøren sagde farvel og tak for nu

Der var godt fyldt op i "den lille hal" da halinspektør, Ejner Guldager Nielsen "gik fra borde" efter at han i 30 år har styret Skagenhallen gennem mange udfordringer

Halinspektøren sagde farvel og tak for nu

17. december 2010 - kl. 20:10 - af

I dag var det så dagen at Skagenhallens inspektør gennem 30 år , Ejner Guldager Nielsen, holdt afskedreception. Hundredevis af venner, kolleger, familie og andre der har haft med Ejner at gøre igennem hans 30 år som halinspektør, var mødt op for at tage afsked med “Mr. Skagenhallen”.

Gavebordet bugnede og mange holdt tale for Ejner, og det var med til at gøre dagen helt speciel for den afgående halinspektør. “Det har været en helt fantastisk dag her i “mit hus” fortalte, en tydelig bevæget Ejner Guldager, der her igennem avisen gerne vil sige tusind tak til alle der har været med til at gøre Skagenhallen til et fantastisk sted at komme”.

Når Ejner Guldager stopper i hallen den 1. januar kommer han ikke til at nyde sit otium fra lænestolen. ” Jeg får nu mere tid til politik, hvor jeg sidder i Regionsrådet, og der bliver også mere tid til at passe familien”, der ud over Fru Linda tæller fire børn og fem børnebørn.

En af dagens talere var Johnny Risager Jørgensen, der er formand for hallens fondsbestyrelse: (her kan du læse hele hans tale)

Ja, Ejner. Det er mig en stor ære på bestyrelsens vegne at skulle takke og rose dig for 30 års indsats som Skagens halinspektør. Bestyrelsen har hidtil været tilbageholdne med ros, fordi vi var bange for, at du ville miste jordforbindelsen. Men sandheden er at du har stået i spidsen for et formidabelt arbejde, hvor hallen har kæmpet med følgerne af de forskellige tendenser i tiden. Befolkningssammensætning, idræt og fritids interesser har ændret sig, kommuner sammenlagt, hallen nedslides og bestyrelsen udskiftes. Du får 5 stjerner med UG for at styre hallen solidt gennem forhindringerne.

Du er jo synonym med Skagen kultur og fritidscenter hvor du har styret utallige arrangementer og begivenheder i hallen foruden den daglige drift med foreninger, skoler og privates brug af hallen. Du har altid været i teten for at trække alle mulige oplevelser til hallen og dermed Skagen. Tænk hvor mange fantastiske events vi skawboer har haft mulighed for at opleve i vores hjemby, fordi du har kæmpet for at få dem til Skagen. Eller du har skubbet på og hjulpet foreninger med at lave arrangementer. Du har utallige gange givet frivillige det lille boost der skal til for at de tror på sig selv og tør tage chancen med ny forening eller arrangementer. Samarbejdet med de frivillige er en af hjørnestenene i hallens og din succes.

Du har altid vist glæde ved og stolthed af hallen. Hvis du spørger i byen hvis hal det her er; så svarer man, det er Ejners hal. Du oser af positiv energi i næsten alle forhold i forbindelse med hallen. Alle udfordringer har en løsning og du har altid fundet en vej gennem forhindringerne til fordel for brugerne af hallen. Den positive energi er vel også en af grundene til at personalet står last og brast med dig. Meget få virksomheder har så lidt udskiftning af fastansatte som hallen. Og det mener jeg du blandt andet skal have roserne for. Det bunder jo i den mentalitet og kultur som du altid har styret hallen med. Her føler man sig altid velkommen og i godt selskab. Vi har selvfølgelig haft et hav af løst ansatte som dog på trods af friheden til at fravælge hallen, kommer igen gang på gang for at hjælpe eller hilse på. Her er en familiær stemning i huset og nogen gange sidder man som betragteren og sammenligner jeres indbyrdes forhold med reelle familiesituationer.

Det er rigtigt hyggeligt at komme her.

Godt nok har jeg kun været med i 12 år men det har været 12 begivenhedsrige og lærerige år. Sammen har vi deltaget i utallige møder og forhandlinger, hvor vi har sparret hinanden fortræffeligt. Dog med variende resultater, men det skyldes at vi er misforstået af folk med andre agenda’er. Ikke alle kan se det klare lys i at forbedre og udbygge denne kulturborg. Vi har opbygget et venskab som ikke forsvinder med nøgleoverleveringen til nytår. Jeg ved også helt bestemt at du ikke bare stikker af hjem til sofaen og hiver fjernbetjeningen frem. Du har stadig en hel del tillidshverv, som du vil dyrke fremover. Og så har du jo din familie, som nu kan nyde mere af dit dejlige selskab. Bestyrelsen ønsker dig held og lykke på din videre færd. Tak for din enestående indsats. God vind fremover.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Halinspektøren sagde farvel og tak for nu' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger