Spar Nord vil afsløre danskernes varmehuller
21. januar 2011 - kl. 12:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Spar Nords 72 lokale banker tilbyder nu alle boligejere at få lavet en termografering. Mere end 300.000 danske boligejere lider under et urimeligt højt varmeforbrug, og termografering er ifølge Spar Nord den mest effektive måde at afsløre og lukke boligens dyre “varmehuller”.
DINE PENGE: Iskolde vintre og kraftigt stigende varmepriser har en høj pris for de hundredtusindvis af danske boligejere, der bor i utætte og dårligt isolerede huse.
Videncenter for energibesparelser i bygninger vurderer, at prisen for at opvarme boligen mange steder er vokset med op mod 40 procent i løbet af det seneste år. Og de galoperende varmeudgifter efterlader ifølge Spar Nord et helt urimeligt pres på boligejernes budgetter og økonomiske råderum. Urimeligt, fordi der i mange tilfælde kun skal en lille indsats til for at undgå endnu et varmesmæk til næste år.
– Rigtig mange boligejere har et stort potentiale for at lette deres energiudgifter og derved forbedre deres økonomi. Dem vil vi gerne give syn for sagen med en termografering, der afslører husets største varmehuller, siger Claus Conradsen, boligansvarlig i Spar Nord.
Han forklarer, at mens et almindeligt kamera registrerer lys, så registrerer et termografikamera varme, og dermed viser et termografi, hvor varmen slipper ud af boligen.
Det er blandt andet de boomende varmeudgifter, der nu får Spar Nord til at tilbyde landets boligejere et samlet energieftersyn bestående af en energirapport og en termografering. I hele 2011 er prisen for energirapporten og termograferingen nedsat til 500 kroner svarende til en rabat på 2.500 kr. Og vælger man samtidig at blive kunde i Spar Nord eller udvide sit nuværende kundeforhold med en boligsag, refunderes de 500 kroner.
300.000 energislugere
En nylig analyse fra Totalkredit viser, at omkring 300.000 danske boliger bygget før 1980 har et uacceptabelt højt energiforbrug. Det skyldes hovedsageligt manglende eller dårlig isolering, kuldebroer eller utætte vinduer og døre. Og det er alle sammen svagheder, der nemt lader sig afdække med en termografering.
– Med et termografi ved man præcist, hvor varmen slipper ud af huset, og dermed ved man også, hvordan man effektivt kan stoppe hullerne, forklarer Claus Conradsen og fortsætter:
– Mange gange vil udbedring af et enkelt, dårligt vindue eller et svagt punkt i isoleringen være nok til at give store besparelser. Der skal ikke nødvendigvis den helt store energirenovering til, og det afdækker rapporten ud fra termografiet.
Ud over at afsløre husets svagheder viser energirapporten også, hvor meget boligejeren i kroner og ører kan spare ved at realisere et eller flere af de forbedringsprojekter, som rapporten anbefaler.
Økonomisk lettelse
I gruppen af de 300.000 særligt energislugende huse vil ejeren af et hus på 140 kvadratmeter ifølge Claus Conradsen typisk kunne spare omkring 12.000 kroner om året ved at efterisolere og 4.500 kroner om året ved at udskifte vinduerne.
Spar Nords energieftersyn gennemføres i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Botjek, der står for termograferingen, og energiselskabet Energi Nord, der udarbejder energirapporterne.
MERE:
Du kan læse meget mere og termografering og Spar Nords tilbud om en energirapport på www.Sparnord.dk/bolig.
I Spar Nords afdeling i Skagen kan du kontakte Boligrådgiver Charlotte Støtt – 96790084
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Spar Nord vil afsløre danskernes varmehuller' til en bekendt