Fra lukning til succes og udvidelse
29. januar 2011 - kl. 9:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Rundt omkring i landet lukker de små sygehuse, men i Skagen har man med succes konverteret lukningen af det lokale sygehus til en succeshistorie med Skagen Gigt- og Rygcenter.
På blot 5 år har Skagen Gigt- og Rygcenter manifesteret sig som et af landets foretrukne rehabiliteringstilbud for personer med længerevarende gigt- eller ryglidelser. Faktisk er centret i ”Dagens Medicin” netop blevet kåret blandt landets 3 bedste mindre reumatologiske afdelinger, hvilket også afspejler sig i mængden af henvisninger til et ophold på Skagen Gigt- og Rygcenter, hvor ventelisten fortsat vokser.
I løbet af et år gennemgår mere end 300 træningsgæster med længerevarende gigt- eller ryglidelser et 3-ugers rehabiliteringsforløb med henblik på at bedre funktionsniveauet og livskvaliteten. Mange af disse personer kommer også til Skagen fra andre Regioner – både på grund af kvaliteten i opholdet, men også på grund af placeringen i Skagen.
Tilfredsheden blandt træningsgæsterne på Skagen Gigt- og Rygcenter er slående, hvilket i 2010 resulterede i overrækkelsen af ”Patienternes Pris” i hård konkurrence med de andre sygehusafdelinger i Region Nordjylland. Prisen medførte naturligvis glæde og stolthed blandt personalet i Skagen, da det er patienterne selv der indstiller kandidaterne. Blandt årsagerne til at prisen gik til Skagen nævnes blandt andet, at man på Skagen Gigt- og Rygcenter bliver behandlet som et helt menneske og ikke en sygdom.
I efteråret 2010 passerede centret 1500 forløb siden åbningen. Dette smitter naturligvis også af på Skagen by, når træningsgæsterne året rundt benytter sig af både butikkerne og byens mange tilbud.
Den store efterspørgsel på et ophold på Skagen Gigt- og Rygcenter har medført, at man d. 9. februar tager første spadestik til en udvidelse af centret. Ud over det store nye varmvandsbassin betyder udvidelsen også, at kapaciteten stiger med 20 procent, hvilket sandsynligvis også vil kunne mærkes rundt i Skagen by.
En kommentar til “Fra lukning til succes og udvidelse” under annoncerne.
Det er dejligt at man også hører nogle positive ting fra Skagen.. Elsker den by….