Skotske Dougie MacLean får folkemusikprisen 2011

Skotske Dougie MacLean får folkemusikprisen 2011

13. februar 2011 - kl. 8:21 - af

Manden bag landets uofficielle nationalsang ”Caledonia” hyldes på Skagen Festival, hvor han er en kær gæst efter mange besøg

Det bliver den skotske singer/songwriter Dougie MacLean, der bliver dette års modtager af Den Danske Folkemusikpris, som hvert år siden 1995 er blevet uddelt på Skagen Festival. Dougie MacLean havde sin første optræden i Skagen helt tilbage i 1982, og siden er han dukket op på festivalen med jævne mellemrum – og altid for at møde et begejstret publikum, som sætter pris på skottens kunst. Både de stilfærdige og smukke sange og de mere muntre af slagsen.

Dougie MacLean er bedst kendt for sangen ”Caledonia”– titelnummeret fra hans første album, der udkom i 1979. Sangen bliver nærmest betragtet som Skotlands uofficielle nationalsang, og den var da også det gennemgående tema i alle reklamer og arrangementer, da Skotland i 2009 fejrede nationalpoeten Robert Burns´ 250 års fødselsdag. Bl.a. reciterede den eneste rigtige 007 James Bond, den skotske skuespiller, sir Sean Connery, fra sangen i en verdensomspændende TV-reklame. I øvrigt er listen over de kunstnere, der har fortolket ”Caledonia” nærmest endeløs. Og naturligvis bærer en whisky også navnet. Så kan det ikke blive større!

Dougie MacLean bærer i sin kunst den fakkel videre, som han fik ved mentoren og vennen Alex Campbell´s død i 1987. Siden debuten har han udgivet hele 23 album – det seneste, ”Resolution”, udkom i 2010. Udover ”Caledonia”, er der grund til at fremhæve ”The Search” fra 1990, som to år senere blev brugt som tema i filmen ”Den sidste mohikaner”.

Dougie MacLeans karriere begyndte i 1976, da han blev medlem af et af Skotlands mest respektere folkemusikbands, The Tannahill Weavers, og i 1981 fik han for alvor gang i sin solokarriere. Han spiller flere forskellige instrumenter – udover den selvfølgelig guitar er det mandolin, violin, bouzouki, banjo og bass.

Og det med musikken har han ikke fra fremmede. Han blev født i Perthshire i Skotland i 1954 og voksede op på landet med en far, der var gartner og spillede violin mens den hjemmearbejdende mor spillede mandolin. Forældrene var det naturlige centrum i en familie, der elskede musik. I dag bor Dougie MacLean i Butterstone i den smukke Tay Valley i Perthshire, Skotland.

Gennem årene har den skotske kunstner modtaget mange priser for sin kunst, og ved årsskiftet 2010-2011 fik han den fornemme hæder OBE – Order of the British Empire. Den kan den danske folkemusikpris ikke måle sig med, men den er ikke desto mindre lige så velment og fortjent for et langt liv i den gode musiks tjeneste. Dougie MacLean får prisen overrakt, når han går på scenen i Badmintonhallen søndag den 3. juli ved dette års festival i Skagen.


FAKTABOKS:

Den danske Folkemusikpris uddeles i et samarbejde mellem Skagen Festival og TV2/Nord. Prisen består – udover hæderen – af en check på 5000 kroner og et kontemporært kunstværk, udført af en kunstner i Skagen.

De hidtidige modtagere:

1995: Lillebjørn Nilsen, Norge

1996: Carl Erik Lundgaard Jensen, Danmark

1997: Allan Taylor, England

1998: Mikael Wiehe, Sverige

1999: Lars Lilholt, Danmark

2000: Allan Olsen, Danmark

2001: Tom Paxton, USA

2002: Povl Dissing, Danmark

2003: Sebastian, Danmark

2004: The Dubliners, Irland

2005: McCalmanns, Skotland

2006: Eric Bogle, Australien

2007: De Gyldne Løver, Danmark

2008: Donovan, Skotland

2009: Åge Aleksandersen, Norge

2010: Arlo Guthrie, USA

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skotske Dougie MacLean får folkemusikprisen 2011' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER