Folkeuniversitetet i Skagen præsenterer Nina Hobolth
14. februar 2011 - kl. 6:13 - af UGj
I januar startede Folkeuniversitet i Skagen sin serie om “Sorrig og Glæde” med et foredrag af sognepræst og samtalevejleder Hanne Pahuus. Titlen var “Den gode samtale, sjælesorgen og glæden”, og arrangementet var velbesøgt.
På tirsdag den 15. februar fortsætter vi serien, men nu med fokus på kunsten. Det er seniorforsker og tidligere direktør for Kunsten i Aalborg Nina Hobolth, der holder foredrag om “Sorrig og Glæde udtrykt gennem Emil Noldes liv og kunst”. Det er kl. 16.30 i Sognehuset.
Vi adskiller oftest vort åndelige liv i på den ene side det logiske og intellektuelle og på den anden side det sanselige. Den adskillelse holder muligvis ikke i virkeligheden, men når vi taler om livets sorger og glæder er ingen af os i tvivl: de har først og fremmest med vore sanser at gøre. Det samme er i tilfældet kunsten. Den møder vi som publikum også med vore sanser, og mange store kunstnere (langt de fleste?) er ligeledes gået til værket med sanserne som afsæt og stor kunnen om f.eks. materialer, billedanalyse og farver som værktøjer.
Derfor kan vi ofte mødes med kunsterne i deres værker uden at have forkundskaber af videnskabelig karakter, og derfor sætter folkeuniversitetet nu fokus på begreberne sorg og glæde i 2 store kunstneres værk. Det drejer sig her og nu om Emil Noldes værk, og der er den lille krølle på det, at det var på Lild Strand i Nordjylland, at han besluttede sig for at blive kunstner. Den anden er J. F Villumsen, som kunsthistoriker og kunstterapeut Lise Bundgård vil sætte fokus på den 28. marts samme sted samme tid.
Selv om vi kan møde kunsten uden forkundskaber af videnskabelig karakter, kan det jo godt være en stor fordel for os at have videnskabeligt uddannede personer med sanserne i behold til at finde og formidle kunsten til os, før vi selv går på opdagelse. I den henseende går vi ikke forgæves til Nina Hobolth og Lise Buurgårds foredrag om netop de nævnte kunstnere.
Pris kr. 100,00
Sognehuset: Kirkevej 7,
Tilmelding og betaling ved indgangen.
Den 28. april vil vore lokale præster Per Rasmussen, Henrik Bang-Møller og Lisbet Torp hver give os 15 – 20 minutters oplæg om temaet og derefter inddrage os i en drøftelse, men det vender vi tilbage til senere.
Chresten Sloth Christensen
Formand for Folkeuniversitetet i Skagen
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folkeuniversitetet i Skagen præsenterer Nina Hobolth' til en bekendt