Nyt nordjysk netværk skal skabe helårsturisme i Skagen

Jens Munch er et af medlemmerne af Innovation Skagen365

Nyt nordjysk netværk skal skabe helårsturisme i Skagen

18. februar 2011 - kl. 0:13 - af

Hvad har en turismeprofessor, en nyhedsvært, en advokat og en turistchef til fælles? I dette tilfælde har de sagt ja til at involvere sig i netværket ”Innovation Skagen365” sammen med 15 andre personer, som hver især besidder en unik ekspertise. Netværket er søsat med henblik på at styrke indsatsen for at gøre Skagen til en attraktiv helårsdestination

Skagen Turistforening går nu i gang med at samle alle gode kræfter for at skabe helårsturisme i Skagen. Med støtte fra EU’s Regionalfond har Skagen Turistforening igennem det seneste års tid udarbejdet en strategi for oplevelsesudviklingen i byen, og nu er man klar til at iværksætte det ambitiøse projekt. ”Grundtanken bag Innovation Skagen365 er vækst via netværk,” udtaler projektchef René Zeeberg fra Skagen Turistforening. Han uddyber: ”For at vores turister får en god oplevelse i Skagensområdet uden for sæsonen, kræver det en koordinering af mange forskellige kompetencer. Derfor går vi i gang med at samle foreninger og erhvervsliv inden for de tre hovedtemaer; sport, kultur og gastronomi. Formålet er at samle en række lokale ildsjæle, som ønsker at sætte fokus på, at Skagen er et åbent helårssamfund.”

Ambitionen er, at Skagen skal have et tema for hver måned. René Zeeberg forklarer: ”Større projekter hver måned vil betyde større synlighed på Skagen hele året. Dette vil medføre en mere jævn tilstrømning af gæster, som vil påvirke vores erhverv positivt. Men, det kræver, at vi står sammen, for temaerne er tænkt som paraplyer, hvor erhvervet også skal byde ind med arrangementer og aktiviteter. Det handler om at give vores gæster en helhedsoplevelse.” René Zeeberg fremhæver Skagens Levende Julekalender i december som et godt eksempel. Dette projekt arrangeres af Skagen Turistforening, men det er kun muligt, fordi erhvervet byder ind med arrangementer til de enkelte kalenderlåger.”Vi inviterer derfor erhverv og foreningsliv til workshops, for at de kan tage stilling til, hvad Skagens øvrige temaer skal indeholde”, udtaler René Zeeberg.

Der er allerede nu etableret kontakt til nogle initiativtagere i netværkene, heriblandt slagtermester Jens Munch, som har sagt ja til at engagere sig i gastronomi-netværket. Han udtaler: ”Jeg mener, at det er vigtigt, at vi står sammen om at sikre Skagens fremtid ved at holde fokus på det, vi er gode til. Det tror jeg, at vi gør bedst ved at tale med hinanden frem for at se hinanden som konkurrenter, og derfor har jeg valgt at lægge en del tid og kræfter i at få dette gastronomi-netværk op at stå.”

Skagen Turistforening stiller sig til rådighed som sekretariat og forsøger at holde samling på de 12 temaer, men derudover har den rørige forening også kontaktet en række eksperter, som skal hjælpe idéerne med at blive til bæredygtige projekter – og det er her at turismeprofessoren, nyhedsværten, advokaten og turistchefen kommer ind i billedet. René Zeeberg forklarer: ”Det kræver viden og økonomi at udvikle nye projekter i særklasse – og det er det, vi forventer at Innovation Skagen365 kan hjælpe os med”. Derfor mødes medlemmerne i Innovation Skagen365 fire gange om året for at komme med input, der kan hjælpe netværksgrupperne med at få iværksat deres projekter. ”Vi er overbeviste om, at nye projekter i Skagen får lettere ved at blive ført ud i livet med Innovation Skagen365 som fødselshjælper”, afslutter René Zeeberg.

Der afholdes workshops for Sport & Nature Skagen365 den 1. marts, Gastronomy Skagen365 den 2. marts og Culture Skagen365 den 8. marts. Alle der har lyst til at deltage kan rette henvendelse til Skagen Turistforening for nærmere information.

Faktaboks:

Medlemmerne i Innovation Skagen365

Turismeprofessor, dr. phil. Henrik Halkier, Aalborg Universitet

Direktør Lars Enevold Pedersen, VisitNordjylland

Journalist og Studievært Jørgen Pyndt, TV2 Nord

Kultur- og Fritidschef Thomas Østergaard, Frederikshavns Kommune

Udviklingschef Jes Vittrup Jakobsen, Frederikshavn Kommune

Netværkskonsulent Andreas Rønne Nielsen, WOGN

Direktør Jens Pedersen fra Skagen Uddannelsescenter

Direktør Rikke Gandrup, Color Hotel Skagen

Advokat Jakob S. Johnsen, HjulmandKaptain

Formand Ulla Mosich, Skagen Turistforening

Administrerende direktør Willy B. Hansen, Skagen Havn

Turistchef Lene Kappelborg, Skagen Turistforening

Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen, Skagens Museum

Formand Flemming Stig, Skagen Handelsstandsforening

Afdelingsdirektør Mads Dyhr, Sparekassen Vendsyssel

Direktionssekretær Kresten Langvold, S.B. Lundbergs Maltfabrikker

Slagtermester Jens Munch, Slagter Munch

Formand Mogens Eeg, Skagen Helse

Projektchef René Zeeberg fra Skagen Turistforening

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nyt nordjysk netværk skal skabe helårsturisme i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger