Skagens Handelsstands- forening generalforsamling..

Skagens Handelsstands- forening generalforsamling..

1. marts 2011 - kl. 0:02 - af

…. læs bestyrelsens beretning fra generalforsamlingen, mandag den 28. februar 2011. Velkommen til alle til denne generalforsamling, som er nummer 105 i rækken.

I det forgangne år har der været mange udfordringer. Selv om det værste ved finanskrisen er overstået er der stadig lang vej. For mig at se har det været en ok sæson men her sidst på året og først i indeværende år har vejret også haft en stor indflydelse på indtjeningen – men alt i alt tror jeg vi skal være godt tilfredse her i Skagen sammenlignet med mange andre byer.

Skal man se positiv på den tid vi befinder os i, så bevirker det at vi ”rykker tættere sammen” og i øjeblikket sker der masser af positive ting i Skagen, som vil give en ny dynamik og udvikling som vil komme os alle til gode.

Fra Handelsstandsforeningens side deltager vi i mange af de nye initiativer, og foreningsmæssigt er vi i gang med en medlemskampagne, som skal få endnu flere til at deltage i sammenholdet og bidrage til de mange aktiviteter som Handelsstandsforeningen tager initiativ til.

Med de udfordringer som fremtiden byder på med stigende internethandel, er det vigtigt at alle i detailhandlen står sammen, for at skabe et attraktivt handelsmiljø i Skagen.

Hvis vi alle gør en indsats er jeg sikker på at vi går en lys fremtid i møde – og med et brand som Skagen, er mulighederne uendelige.

Vi kan tiltrække masser af kunder fra vores ”opland”, som er hele verden – men det kræver sammenhold og styring – og den opgave kan vi løse.

Hver for sig er det svært – men sammen kan vi udrette det mest utrolige.

Turistforeningen

Skagen Turistforening gør et kæmpearbejde for at tiltrække gæster til Skagen hele året. I 2010 er der satset meget på det danske marked og de har blandt andet kørt en annonce kampagne i Jyllandsposten og Berlingske Tidende, hvor handelsstanden også har været repræsenteret og det har givet rigtig meget trafik på Shopping og foreningens egen hjemmeside. Det har bevirket at Handelsstandsforeningen har taget beslutning om at lave en ny hjemmeside, som er meget mere forbrugerorienteret.

I det forgangne år er samarbejdet med Turistforeningen yderligere forstærket idet at jeg deltager i Turistforeningens bestyrelsesmøder som suppleant og Lene Kappelborg deltager i Handelsstandsforeningens bestyrelsesmøder som bisidder. Det har været med til at dialogen er forstærket og det lover rigtig godt for det fremtidige samarbejde. Jeg vil gerne her takke Turistforeningen for det store arbejde de gør for at tiltrække gæster til Skagen hele året og det er mit håb, at vi i fællesskab kan løfte endnu flere opgaver sammen, til glæde for udviklingen i Skagen.

Det elektroniske gavekort, som drives og administreres af Turistforeningen er blevet en stor succes, omsætningen er tredoblet og den bliver større endnu.

Initiativforum Handel og Turisme

Har haft de indledende møder. Ulla Mosich er formand for udvalget og Skagen Turistforening v/Lene Kappelborg har sekretærfunktionen. I udvalget sidder formændene for turist- og handelsstandsforeningerne i Sæby, Frederikshavn og Skagen. Vi ser på hvordan vi i fællesskab kan dyrke de værdier som byerne hver for sig og i fællesskab kan få dem til at gå op i en højere enhed til gavn for hele kommunen. I det fremtidige arbejde vil byanalysen for Frederikshavn Kommune – Turisme & Handel blive brugt som et nyttigt værktøj i det fremtidige arbejde.

Byanalysen, som i foråret blev præsenteret for medlemmerne af Skagen Turistforening og Skagen Handelsstandsforening, viste bl.a. at endagsturister omsætter for mere end turister der bor her i flere dage.

Det har bl.a. været med til at vi i Handelsstandsforeningen har sat mere fokus på vores nære ”opland” – og satset på at markedsføre Skagens butikker i hele Nordjylland.

Sightshopping

I efteråret udgav Skagen Handelsstandsforening i samarbejde med Nordjyske Medier, 2 specialaviser i området fra Aalborg og opefter, heraf var den ene ”Skagen har Englelyd”.

Vi fortsætter den taktik i 2011 og til påske udgiver vi i samarbejde i Handelsstandsforeningerne i Sæby og Frederikshavn og Nordjyske Medier en kæmpeavis i hele Nordjylland. Avisen bliver fulgt op i radioen ANR, TV-reklamer i 24Nordjyske, www.nordjyske og Nordjyske Stiftstidende.

Vi håber rigtig mange støtter op om dette initiativ – og det er jo en rigtig god måde at få gjort opmærksom på at vi har åbent alle påskedagene.

Jeg vil godt ved denne lejlighed takke Nordjyske for det store engagement og økonomisk støtte vi har nydt godt af i foreningen – uden dem har vi ikke kunne holde det høje aktivitetsniveau, som I vil høre mere om når aktivitetsudvalget aflægger beretning.

Skagen Marathon

Med stor succes blev der søndag den 10.10.10 gennemført Skagen Marathon for første gang. Handelsstandsforeningen som var med i arrangørgruppen, bakkede op om arrangementet ved at opfordre forretningerne til at holde åbent om søndagen. Det gav en rigtig god stemning da løberne ad to omgange rundede gågaden. Det blev vist ikke den helt store handelsdag, men det var et godt signal at butikkerne bakkede op om det store arrangement, som der fra arrangørernes side var lagt et kæmpe arbejde i.

Der er allerede tilmelding nu til årets Marathon, som man regner med bliver endnu større. I år bliver det lørdag den 8. oktober, og man forventer rigtig mange løbere og gæster.

Kulturhuset Kappelborg

Byggeriet på Kappelborg skrider frem, og på torsdag den 3. marts er der rejsegilde kl. 14.00, hvor hele byen er inviteret med.

Vi sidder en lille gruppe bestående af Erhvervsforeningen, Turistforeningen og Handelsstandsforeningen, som arbejder med planer om en legeplads på Kappelborg. De første streger er på plads, og takket være et tilskud fra Skagen 365, kan vi nu gå i gang med at søge fonde m.v. til finansiering af legepladsen.

Kappelborg bliver et stort aktiv for alle os i Skagen og vore gæster og med beliggenheden midt på gågaden, vil den være med til at skabe et endnu bedre butiksmiljø i midtbyen.

Skagen 365

Skagen 365 er et fantastisk samarbejde mellem Skagen Havn, Skagens Museum, Skagen Turistforening og Skagen Handelsstandsforening, hvis formål er at markedsføre Skagen som ”et levende samfund hele året”.

Foruden at være initiativtager og bidragsyder til mange tiltag for at markedsføre Skagen som et helårssamfund, har Skagen 365 arbejdet meget med netværksdannelser og i samarbejde med konsulentfirmaet WOGN er der lavet en strategi for det videre arbejde. Projektet kører nu i Turistforeningens regi med Renè Zeeberg som lokomotivfører og arbejdet er i fuld gang. Der er allerede nedsat 3 grupper Sport Event Skagen 365, Gastronomi Skagen 365, Culture Skagen 365 og der er flere på vej.

Derudover kører et selvstændigt projekt Buisnes Skagen 365, med Johan Hessellund som projektleder, i Skagen 365 regi. Formålet er at idèudvikle projekter for etablering af erhvervsvirksomheder og finde investorer, og dermed skabe flere arbejdspladser i Skagen.

Formålet er at samle alle gode kræfter i og udenfor Skagen og dermed skabe en grobund for den fremtidige udvikling af Skagen By.

Lokalplaner og borgermøde

Rigtig mange kræfter og energi er i 2010 blevet brugt på de mange lokalplaner, som der har været, især indenfor handel.

Følgende detailhandelsplaner er igangværende/vedtaget:

På Højensvej (Shell) er der vedtaget en lokalplan, der giver mulighed for at der kan etableres udvalgsvarebutikker på maximalt 1000m2 bruttoetageareal for den enkelte butik og maximalt 3000m2 bruttoetageareal for området som helhed, inkl. kiosk med salg af dagligvarer på maximalt 200m2 i tilknytning til tankstationen.

For at man kan sætte det i perspektiv – vil de 3.000 m2 kunne anvendes til detailhandel, svarende arealmæssigt til ca. halvdelen af de butikker vi har i dag der handler med beklædning.

På Chr. D. X’s Vej. Igangværende lokalplan (Trælasten/Posthusgrunden) har været i offentlig høring, men er endnu ikke endelig vedtaget. Af forslaget fremgår det, at der i området må opføres 12.500m2 bruttoareal detailhandelsvirksomhed – heraf 7000m2 til pladskrævende varegrupper – heraf er de ca. 3000 m2 allerede opført.

Det vil sige at der er plads til en udvidelse på 4000m2 (ca. en 40% udvidelse af det vi har i dag) til pladskrævende varegrupper og 5.500m2 til f.eks. detailhandel (svarende arealmæssig til det antal butikker vi har i dag der handler med beklædning).Det er et område, som der sikkert kan laves noget spændende, der kunne supplere den bestående detailhandel el. boligbebyggelse – men som planen på nuværende er lagt frem er der simpelthen givet en ”blankocheck” – der er svær at overskue. 

På Rolighedsvej er der givet principiel tilladelse til igangsætning af ny planlægning af 2 dagligvarebutikker på hver 1000m2 (Netto/Aldi).

Begrundelsen er lokalcenter, der skal servicere nærområdet – men for mig at se er der ikke langt for beboerne til nærmeste supermarked. Beboerne på Rolighedsvej har vel også bosat sig i området i tillid til at det var et boligkvarter – og med to supermarkeder vil det give masser af støj og trafik – det må være en ommer. Man må kunne finde et bedre anvendelsesområde for det store areal. Hvis Netto og Aldi ønsker at udvide – må der kunne findes et bedre sted.

På Vestre Strandvej/Hans Baghsvej. Ny butiks- og boligbebyggelse ved Lille Strand med butikscenter på ca. 2100 m2. Begrundelsen er den samme som ovenfor – og så ligger grunden i nærheden værftet. Lad der komme nogle gode ideer på bordet, hvad grunden kan anvendes til. Alt i alt 16.100 m2 butiksareal i spil – bare til nybyggeri. 

Som i andre byer er Skagen også ramt af butikslukninger og det er vigtigt at de tomme butikslokaler bliver udlejet igen for at bevare helhedsindtrykket af hovedstrøget – det kan planmæssigt lykkes, hvis vi ikke spreder handlen.

Hvad så – vil vi stoppe udviklingen ?

Nej bestemt ikke – vi vil meget gerne udvikling – men udvikling med omtanke. Der er plads til mange nye forretninger – alene på Sct. Laurentiivej er der mindst 8 tomme lokaler… Ved Matas bygges der en meget flot ny butiksbygning med mange m2 til rådighed. Biblioteket flytter til Kulturhuset og også her er der mulighed for at indrette detailhandel. Så vi ser store muligheder for detailhandelsudvikling i Skagen – en detailhandelsudvikling, som koncentrerer sig om midtbyen/Sct. Laurentii Vej/Havnevej og Havnen.

Borgermøde

Meget tid er gået med at forberede Borgermødet i samarbejde med Erhvervsforeningen og vi var en lille gruppe på tre mand fra Erhvervsforeningen, By & Land og Handelsstandsforeningen, som sammen med Fie fra Erhvervskontoret og afdelingen fra Udvikling og Erhverv Frederikshavn Kommune fik tilrettelagt strategien for afholdelse af mødet. Og det var alt besværet værd. Ca. 800 mennesker mødte op og stemningen var helt i top. Alle kunne komme til orde og det resulterede i 1100 meningstilkendegivelser. De er så senere blevet bearbejdet og resultatet kan ses på

www. udviklingenafskagen.dk

Senere er de blevet koncentreret til langsigtede og kortsigtede ønsker og krav til Frederikshavn Kommune. Inden for kort tid vil resultatet blive forelagt Byrådet og Plan & Miljø. Vi har en stor tro på at politikere og embedsmænd vil respektere borgernes krav og ønsker om Skagens udvikling. Set med detailhandlens øjne var der stor opbakning til vore ønsker om at detailhandelsudviklingen skal ske i midtbyen, at bevare vores specielle handelsmiljø med mange små forretningen og ingen store indkøbscentre. Den store opbakning forpligter og kræver at vi hele tiden udvikler os.

Regulativ for gader, veje, torve og pladser

På borgermødet var der også en del indlæg omkring gadevarer på gågaden – de synes det virker rodet og fylder alt for meget – det bør vi også lytte til og i fællesskab finde en løsning der både tilfredsstiller kunder og forretningsindehavere og der vil komme et udspil fra foreningen, når vi om kort tid skal have et møde med Teknisk forvaltning vedr. nyt Regulativ for gader, veje, torve og pladser.

Jeg vil slutte denne beretning med ønsket om at vi ved sammenhold og på tværs af særinteresser, kan udvikle handelsmiljøet i Skagen.

Flemming Stig

Formand



Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagens Handelsstands- forening generalforsamling..' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger