
Arkivfoto
Succesen gentages: Kræmmer- marked på Ankermedet
26. marts 2011 - kl. 0:50 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Det er nu 11. år i træk, at Skagens største indendørs marked løber af stablen. Sidste år besøgt af 1.000 gæster på 5 timer!
Støtteforeningen Ankermedets Skoles Venner gentager succesen med at afholde stort Kræmmermarked på Ankermedets Skole, Skagavej 139 i Skagen.
PÅSKELØRDAG den 23. APRIL 2011 KL. 10:00 -15:00.
Formanden Allan Jensen oplyser, at Kræmmerdagen afholdes Påskelørdag, hvilket har vist sig at være populært især for de mange gæster der besøger Skagen i Påsken. Især børnene er glade for at få noget godt og billigt legetøj med i sommerhuset, imens far får sig noget længe ønsket værktøj, og mor prutter sig til prisen om et par specielle lysestager. Eller hvad med at møde designskrædderen, der fremstiller din helt personlige hovedbeklædning. Mød også damerne fra Lions Club Anna Ancher, der fortæller om deres velgørenhedsarbejde, samt sælger kogebøger med lækre fiskeopskrifter fra Skagen. I år får vi besøg af skuespillerne bag Egnsspillet, der går rundt i de flotte kostumer og fortæller om sommerens kommende Egnsspil. Endelig kan familien slappe af i den hyggelige cafe, og glæde sig over, at også her rækker pengene længere.
Markedet foregår indendørs. De 2 gymnastiksale vil være fyldt med voksne kræmmere, som sælger alt fra kaffestel til snabelsko samt nyt/bedre brugt tøj og tilbehør, og alle byens børn er denne dag inviteret med til at skabe en kæmpe legetøjsforretning.
Markedet er kun for private sælgere, og der må ikke sælges/medbringes mad eller drikke, for ikke at konkurrere med vores cafe, der sælger varme pølser, kaffe og hjemmebag. Venneforeningen opstiller borde til kræmmerne, som skal være ved boderne i hele åbningstiden.
De voksne kræmmere betaler 100 kr. for en bod. Børnenes boder er gratis.
Allan Jensen oplyser, at betalingen for de voksne boder, samt evt. overskud fra cafeen går til fælles oplevelser for skolens elever såsom udflugter eller indkøb af legeredskaber og nyt sportsudstyr.
Bestilling af en bod kan allerede nu foretages på tlf. 40633017 eller skagen@jensen.mail.dk Skolens egne elever får dog tilmeldingssedler med hjem fra skolen. Men vi ser gerne børn fra hele byen som kræmmere. Alle indtægter fra boderne går i kræmmernes egne lommer.
Sidste frist for at bestille en bod er onsdag den 13. april kl. 12:00, og alle boder forventes opstillet og klar til salg onsdag før markedet. Der er fælles åbning kl. 10:00 på selve dagen.
Husk: vi har altid godt vejr, autoriseret pølsekursus, nordjysk kaffebord og lave priser!
Vi er i Vendsyssel, har jydekrog på bilen, så vi prutter om priserne. Vel mødt til en go` handel.
Fri entrè!
Billederne herunder er fra sidste års kræmmermarked
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Succesen gentages: Kræmmer- marked på Ankermedet' til en bekendt