Aktionærmøde i Spar Nord trak fulde huse
28. marts 2011 - kl. 8:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Aktionærerne mødte talstærkt op, da Spar Nord Skagen den 17. marts holdt aktionærmøde med fokus på højdepunkterne i 2010 og forventningerne til 2011. Aktionærmødet i Spar Nord Skagen er en del af Spar Nords aktionærdemokrati, som betyder, at der i år gennemføres hele 37 møder landet over.
Interessen var stor, da Spar Nord Skagen den 17. marts slog dørene op til en aften med fokus på den finansielle verden. Aktionærerne kom blandt andet for at høre bankens vurdering af de seneste begivenheder i finanssektoren og herunder det meget omtalte Amagerbanken-krak. Men aktionærerne kom også for at høre om det økonomiske forår, der nu er begyndt at vise sig efter flere år med krisestemning i samfundet.
Tid til kunder
Fra bankens direktion deltog administrerende direktør Lasse Nyby I sin beretning gjorde han status over 2010 og fortalte om Spar Nords nye strategiplan ”Tid til kunder”, der blandt andet skal sikre, at Spar Nord i 2011 tiltrækker hele 10.000 nye privatkunder og 1.000 nye erhvervskunder.
– 2010 blev et forsigtigt skridt i retning af mere normale tilstande, og som en af markedets robuste banker står vi i dag med et rigtigt godt udgangspunkt for at gøre 2011 til et godt vækst-år for Spar Nord, siger Lasse Nyby.
Direktør Allan Kastor Andersen fra Skagen redegjorde for 2010 set fra et lokalt perspektiv og lagde vægt på at fortælle om bankens indsats i lokalområdet. I den forbindelse fremhævede Allan Kastor Andersen blandt andet den positive udvikling i bankens forretningsomfang. Orienterede om hvordan banken så på 2010 inden for havn, fiskeri, detailhandel, turisme, håndværk og Industri. Fortalte endvidere om hvordan banken har støttet op om det lokale idrætsliv, kulturliv og foreningsliv via sponsorater samt også donationer fra Spar Nord Fonden.
Der var fredsvalg i Skagen. De opstillede kandidater svarede præcis til antallet af bankrådsmedlemmer på valg.
Følgende kandidater der blev valgt til bankrådet i Skagen var:
• Jørn Lyth, Lunds Alle 3 – entreprenør
• Jan B. Nielsen, Sct. Laurentii Vej 140 – fiskehandler og eksportør
• Ole Neve Nielsen, Skovvej 32 – direktør
• Susanne Nielsen, Eratosvej 5 – projektleder
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Aktionærmøde i Spar Nord trak fulde huse' til en bekendt