
Biblioteket – det store lokomotiv på Kappelborg
2. april 2011 - kl. 0:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når Kappelborg sætter i gang til efteråret, sørger fyrbøderne for, at der er højtryk på dampkedlerne.
Der vil være fri adgang til biblioteket for alle, og i dagtimerne man vil kunne træffe bibliotekets personale, der kan hjælpe med søgning i bibliotekets mange forskellige materialer. På biblioteket kan brugerne læse dagens avis og de nyeste blade, surfe frit og uhæmmet på nettet samt få svar på masser af livets store spørgsmål: Hvad er klokken? Hvornår går toget? Hvor ligger Turistkontoret? Hvor mange mennesker bor der i byen? Hvad spiller Biografen? I Skagenrummet findes opdateret information om byen samt et væld af historiske facts og hele den omfattende, lokalhistoriske litteratur.
Et levende bibliotek
Det nye bibliotek bliver Kappelborgs store lokomotiv, der trækker et væld af tilbud og oplevelser fra Bogcafé til Dragebygning. Der bliver forfatterpræsentationer og bogcaféer, hvor bibliotekarer, bogorme og andre læseheste fortæller om deres nyeste oplevelser med litteraturen. Man kan opleve Maratonoplæsninger (Ulysses, Søkongen), Rejseforedrag og debatarrangementer. På nyhedsskærme præsenteres nye bøger, nye film, ny musik og nye spil på biblioteket, og der er direkte forbindelse til CNN og 24 Nordjyske.
Det er også for børn
For børn og kreative sjæle byder biblioteket på Hobby- og klippe-klistre-arrangementer som fx dragebygning, juleklip, gækkekort, glasmaleri. Børnebiblioteket vil sprælle af aktiviteter som fx oplæsning for børn og dagplejere, og der bliver masser af muligheder for udfoldelse. Børnene kan boltre sig med labyrinter, minikøkkener, byggeklodser, puslespil og lynhurtige spillemaskiner for bare at nævne nogle af de mange aktiviteter.
Film og fyraftensmøder
Biblioteket samarbejder med Biografforeningen om at vise Pensionistfilm og Børnefilm om formiddagen. Biblioteket har planer om at lægge hus til Fyraftensmøder om sager, der er oppe i tiden, og personalet er meget åbne for samarbejde med andre aktører om alverdens aktiviteter som fx jazz, morgensang, modeopvisninger, grønsagsmarked, ostetorv, byttemarked, hinkeruder, gymnastik, bordtennis, billard, pool, klatrevæg, skak, dam, mølle, fredagskoncerter, speakers corner, udstillinger af alle slags etc.
Fakta
For registrerede brugere vil der være adgang til bibliotekets faciliteter fra kl. 8 til 22.
4 kommentarer til “Biblioteket – det store lokomotiv på Kappelborg” under annoncerne.
Jeg er ikke af den opfattelse, at alt i denne her sammenhæng behøver at koste “kassen” for kommunen – lokalerne er der (Kulturhuset, Biblioteket) og forskellige oplevelser efterspørges. ReMida værkstedet som eks. kan hvile i selv (økonomisk), hvis lokalet er til rådighed. Man kunne betale en form for kontingent – brugerbetaling for gæster udefra, og benytte frivillig arbejdskraft til mange af opgaverne.
Jeg melder mig gerne på “banen” – Spørgsmålet er bare om Biblioteket vil/kan være med?
Med hensyn til overskud, kan overskuddet jo ligge i at “mennesker trives og har det godt i Skagen på alle måder” , dels de fastboende, dels vores gæster.
Du (KD) har ret i at det er godt at få alle gode ideer frem – spørgsmålet er så, Hvem og hvordan prioriteringen skal ske?
Det bliver spændende at se hvor meget ?der kommer til at ske
Alle de gode ideer kommer vel frem nu så vi kan få de slunkne kommune kasse til at sprænges
tror desvære bare det er en udgiftspost der vil drejne kommune kassen hver eneste år
Men lad os håbe de menesker der står bag kulturen kan få det til at bringe overskud , da beliggenheden er perfekt skulle dette give et ordenligt afkast
Venter spændt
på de gode ideers overskud i KR +-
Hvad med om man flyttede Skagen Turistforenings kontor til Kulturhuset.
Det vil ligge mere centralt, end det gør nu.
Man vil samtidig spare 109 790 kr. om året i husleje, som det i dag koster,
at sidde til leje, i den gamle havnemesterbolig.
Herligt – herligt, der bliver noget at glæde sig til for enhver af os i Skagen og vores/byens gæster 🙂
Jeg har en ide`som måske også kunne være brugbar under bibliotekets “vinger”.
Vi lever i en tid hvor “køb og smid væk” kulturen fylder alt for meget!!
Det kunne give god mening i hverdagslivet at genbruge forskelligt materiale på en kreativ og finurlig måde. Børn, unge, ældre og andre der har lyst til at udfolde – udtrykke sig på denne måde kunne tilbydes et værksted i kulturhuset (biblioteket) , hvor materialerne til “alverdens kunst” kunne bestå af genbrugs- dimser- dimsedutter (overskudsmateriale fra diverse erhvervsvirksomheder elle fra naturen) Der kunne laves udstillinger _ evt. under forskellige temaer, som kunne fortælle om helt almindelige børn/ unges, andres tanker og ideer om livet/ i Skagen ?
Læs evt. om ReMida på følgende links: http://www.remida@hjoerring.dk
eller http://www.remida.dk (hvad er ReMida?)
Jeg stiller mig gerne til rådighed for flere oplysninger.
Med venlig hilsen Alice Petersen
For interesserede findes der en hjemmeside, hvor sådan et værksted er organiseret. ReMida kulturen stammer fra Italien (Reggio Emillia), hvor det er velorganiseret og danner netværk for områdets institutioner og byen. Det findes også flere steder i Danmark og endda i Hirtshals.