
Folkeuniversitetet i Skagen præsenterer:
20. april 2011 - kl. 6:48 - af UGj
”Sorrig og Glæde” i hverdag og kunst. Vi hører tit mennesker fortælle om, at deres liv har fået mere dybde efter at de, eller deres nærmeste, har været tæt på døden. Pludselig er nærheden og øjeblikket vigtigere end meget andet af det, der tidligere har fyldt tilværelsen. Ligeledes hører vi kloge folk sige, at vi ikke kan have et sundt og godt menneskeliv uden samtidig at være bevidste om døden. Vi kommer alle til at stå ved en elsket person, der ligger i en kiste. Kunne vi hjælpe hinanden i hverdagen og i kunsten til en bevidsthed om døden, som en del af livet? Kunne vi lære at rumme sorgen og gribe fat i glæden og de positive tanker og dermed få et rigere menneskeliv? Vi får hjælp af både præster og kunst-historikere til at besvare disse spørgsmål.
Torsdag den 28. april 2011 kl. 16.30 i Sognehuset
”Sorrig og Glæde, de vandre til hobe”
Oplæg og paneldiskussion v/vore tre lokale præster Per Rasmussen, Henrik Bang-Møller og Lisbet Torp, der vil gerne sætte sig sammen i et panel og hver især (i 15-20 min.) ud fra en teologisk og almenmenneskelig synsvinkel redegøre for, hvordan de tænker og handler i mødet med mennesker, der er i akut sorg. Herefter er der diskussion i panelet og med tilhørerne – med ordstyrer.
Pris kr. 100,-. Tilmelding og betaling ved indgangen til Sognehuset: Kirkevej 7.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Folkeuniversitetet i Skagen præsenterer:' til en bekendt