
Endnu en succes for Kræmmermarked
26. april 2011 - kl. 5:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Handelsministeriet, om at holde Kræmmerdag på Ankermedets Skole. Det var nu 11. år i træk, og alle kræmmere drog hen for at lade sig indskrive. Påskelørdag morgen skulle man fremvise sine produkter og afgrøder. Allerede før den befalede åbning strømmede folkemasserne til for at få del i de fremlagte effekter.
I alt 54 af købstadens købmænd havde indtaget markedspladsen, og mange gode ting skiftede hænder. I løbet af dagen blev der talt adskillige sprog og dialekter, men det var som om, at alle forstod hinanden, og der blev konstateret god ro og orden. Der blev ikke dyrket falskmøntneri, og ingen dyr led overlast. I tilfælde hvor kroppens lemmer sagde fra, var det muligt at besigtige markedspladsen fra stole med påmonteret hjul.
En lille gruppe husmødre fra Lions Club Anna Ancher havde ladet fremstille kloge bøger, hvor man kunne få hjælp med tilberedningen af frisk fisk med mere. I folkekøkkenet blev der spået i kaffegrums, og folkemasserne blev bespist med sandkager og lammepølser, så de kunne klare den lange rejse hjem til de små landsbyer. I behørig afstand fra madvarerne var det muligt at nyde en vandpibe, samt at få vandet sin kamel.
Handelsministeriet takker på markedspladsens vegne for hjælp fra:
Havnegrillen – Kwik Spar – Q8 – Kim Eggert samt Skagen Nærradio.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Endnu en succes for Kræmmermarked' til en bekendt