Et minde om Axel Lind – Sommeren 1999

3. juni 2011 - kl. 0:51 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Redaktionen har modtaget nedenstående fra Vicky Kjær Søndergaard Sørensen

Sommeren 1999 fik jeg arbejde på Grenen Kunstmuseum. Jeg havde ikke noget egentligt kendskab til den lille perle i klitterne tæt ved Drachmanns grav på vej ud mod Grenen. Mange husker måske den excentriske gamle mand, som hver sommer huserede på Grenen kunstmuseum i sin hvide malerkittel og i de sidste mange år udstyret med et hylende høreapparat. Men jeg havde ikke tidligere besøgt museet og kendte ikke Axel Lind.

Officielt skulle jeg åbne museet hver morgen og sælge billetter til de mange besøgende, men mit job kom til at indeholde meget mere end blot billetsalg og kundepleje.

Friske blomster, stuvet hvidkål og overraskelse i kælderen

En af de opgaver, som jeg varetog i løbet af sommeren 1999 var at holde portrættet af Axels afdøde hustru i kælderen forsynet med friske blomster. Det var vigtigt for Axel, at der altid skulle være minimum to vaser ved portrættet, og som sommeren gik og vores venskab voksede blev det en del af min tur ud til museet hver morgen at indsamle friske blomster til vaserne.

Efter nogen tid blev en af mine faste morgentraditioner at lokalisere Axel og gøre ham klar til dagens besøgende. Jeg husker klart årsagen til denne lille ekstra opgave. Jeg var mødt ind og havde troet, at Axel stadig sov i sit værelse på museet. De første gæster var ankommet og begav sig rundt i museets samling. Efter et kvarters tid kommer gæsterne forvildet op til indgangen: ”Der befinder sig en nøgen mand i kælderen!” Jeg forklarede, at der var tale om kunstneren Axel Lind, og at de var blevet beriget med et mere personligt møde, end det oftest var tilfældet. Herefter tjekkede jeg altid, hvor Axel var, og i hvilken stand han befandt sig.

Axel havde et lille tekøkken på museet. Tilstanden i det lille køkken var mildest talt rodet og urent, men Axel var på alle måder et levemenneske og værdsatte sin mad. Han formåede ikke selv at få lavet ordentlig mad, så jeg begyndte at lave store portioner, som han derefter kunne opvarme efter behov. Han var specielt glad for frikadeller og stuvet hvidkål. Han udtrykte sin åbenlyse glæde over denne ret flere gange og sammenlignede min version med sin moders. Dertil var han meget glad for morgenkagen ”bagerens dårlige øje” og bad mig ofte købe sådan en med ud til ham på museet.

Stille dage hånd i hånd

På de stille dage sad vi oftest sammen og talte. Axel ville gerne fortælle om sit farverige liv med opera og malerkunst. Når vejret tillod det, sad vi på bænken i solen udenfor museet. Han tog min hånd og fortalte om sit lange spændende liv. Når vejret var med os, og besøgstallet var lavt, glemte Axel helt behovet for sit hylende høreapparat. Så kunne vi tale i ro og mag. Det var i en af disse samtaler, Axel fortalte, om Pernille Aalunds forestående besøg. Hun skulle interviewe og filme museet og Axel. Axel ønskede, at jeg gjorde mig behjælpelig i denne anledning.

I Göteborg med Axel og Pernille

Efter optagelserne på Grenen Kunstmuseum skulle Pernille Aalund med Axel til Sverige for at lave optagelser i hans hus ved Göteborg. Jeg skulle med som kok og oppasser. Som chauffør på turen tog Ejner med, han er søn af Mie, som også arbejdede på museet. Ejner havde fungeret som chauffør på mange tidligere ture, men for mig var det hele nyt og spændende. Vi pakkede bilen og kørte til færgen i Frederikshavn. På den korte køretur til Frederikshavn forsynede Axel sig rigeligt med våde varer, så han træt og bedøvet kunne tilbringe hele sejlturen sovende på bilens bagsæde. Dette, fortalte Ejner, var tradition, da Axel vist ikke brød sig særligt meget om at sejle. Ejner og jeg tilbragte det meste af turen på dækket.

Den gamle villa ved Göteborg var stor, men mærket af tidens tand. Den trængte til en kærlig hånd og var på mange måder et stilfoto af Axels tid med sin afdøde hustru Eva Lind. Axel havde bevidst ladet Evas ting være og havde i øvrigt ikke gjort særlig meget i forhold til oprydning og rengøring siden hendes død i 1993.

På badeværelset stod Evas tandbørste stadig, kondicyklen stod klar til den næste tur, som hun aldrig nåede og morgenkåberne hang klar på knagerne. Hendes værelse med kjoler, pelsfrakker, hatte og alt, hvad der ellers hører til, stod urørt. I soveværelset stod et portræt af Eva ved siden af Axels seng og vidnede om tiden med Eva. Da han viste mig rundt i huset påpegede han ligeledes det sæt tøj, som Eva havde båret ved deres første møde. Tøjet hang over Axels seng.

Jeg blev indkvarteret i det gule værelse, og Pernille fik det blå soveværelse. Den næste dag, da vi skulle handle ind før Pernilles ankomst den efterfølgende dag, købte Axel gule solsikker til mit gule værelse og en fantastisk stor røget lakseside, som kunne brødføde en mindre hær. Jeg stod for de øvrige indkøb samt madlavning til måltiderne under optagelserne. Mit første syn af køkkenet i dagslys afslørede et køkken i stil med tekøkkenet på museet. Derfor gik det meste af min første dag med en grundig rengøring. Der var plads til opbevaring af mad i kælderen, hvor kartofler dog havde lavet et fint net af spirer, som knasede, når jeg gik dernede.

Flyvende laks

Jeg valgte at fryse noget af den store mængde laks, som Axel havde indkøbt. Vi kunne umuligt spise det hele, men dette huede ikke just Axel. Han forestillede sig vist en overdådig anretning af laksen, som skulle syne storslået frem for at spises. Om aftenen hentede han den frosne laks op af fryseren for at konfrontere mig. Jeg havde spoleret hans planer med den overdådige anretning og i arrigskab blev den frosne laks i et kast ekspederet i min retning. Takket være mit temperament, som til fulde levede op til Axels, greb jeg laksen og sendte den retur. Som to forurettede teenagere gik vi hver til sit.

Jeg sad på terrassen udenfor mit gule værelse og så på aftensolen, da Axel kom trissende. Han sagde ingenting, men satte sig ved min side og tog min hånd. Sammen så vi solen forsvinde bag trætoppene, og så snakkede vi ikke mere om det.

Axels ø

Pernille ankom og begyndte optagelserne af Axel i huset og den omkringliggende have. Alle værelser i huset vidnede om Axels liv som maler. Hans egne malerier såvel som andres var stablet langs vægge over det hele. I hans atelier stod et maleri på staffeliet og maling og pensler var klar. Han malede til ære for kameraet, selvom det vist var mange år siden sidst.

En dag dukkede Axels ven Lars Jäger op. Han foreslog, at vi kunne sejle en tur ud til Axels ø. Vejret var med os, da vi gjorde klar til turen. Jeg hjalp Axel med at pakke forplejningen, som i bedste Axel Lind stil var mere prangende og luksuriøs end praktisk. Vi pakkede Axels dyre krystalglas ind i gamle viskestykker og lagde dem i en plasticpose fra det lokale supermarked. I kælderen efter en tur henover det knasende gulv hentede vi fyldte chokolader og et par flasker af champagnen Den Gule Enke.

I strålende sol sejlede vi ud mod Axels ø. Axel fortalte, at der var en mindre vikingegravhøj på hans ø, og så var der, så vidt han huskede, et mindre sommerhus. Speedbåden nærmede sig Axels ø, som ikke var prangende stor. Båden lagde til, og vi kravlede i land. Vi fandt hurtigt det gamle sommerhus, som mest af alt lignede et træskur. Døren var halvvejs faldet af hængslerne og bevægede sig stille i vinden. Huset var sparsomt møbleret, men udenfor huset fandt vi en samling rustne havemøbler, som vi satte frem i solen.

Efter at have fundet gravhøjen mellem træer og buskads sprang Pernille og jeg i vandet og svømmede rundt om øen. Bagefter brugte vi viskestykkerne, som havde skånet krystalglassene på sejlturen som dug på det gamle vakkelvorne havebord og dækkede op med champagne og fyldte chokolader. I al sin enkelhed og de store kontraster mellem de gamle rustne møbler og de dyre glas med champagne og fyldt chokolade var måltidet storslået simpelt, men uforglemmeligt.

Retur til Danmark

Axel benyttede på hjemturen samme fremgangsmåde for at klare sejlturen. Dog var resultatet ovenpå en oplevelsesrig uge mere hårdtslående denne gang. Ejner og jeg blev mødt med skeptiske og undrende blikke, da vi nærmede os bilen. Axel havde lagt sig på tværs på bagsædet som gud havde skabt ham med den hvide kittel slynget henover forsædet. De våde varer forhindrede en snarlig opvågning, så Ejner lagde kitlen over den gamle maler, og vi kørte mod Skagen. Omkring Hulsig vågnede Axel. Han satte sig, stadig uden en trevl på kroppen, på midten af bagsædet, og ville tale om turen til Sverige. Han var glad for min hjælp og mit selskab. Jeg var glad for en mindeværdig tur med levemanden, maleren, operasangeren og min ven Axel Lind. Jeg tog godvilligt Axels hånd, mens vi talte det sidste stykke vej hjem til Skagen.

Mine minder om Axel – en farverig, til tider vanskelig og helt igennem fantastisk mand, vil jeg altid have med mig. Æret være hans minde.