Har I tænkt på at blive plejefamilie?
16. juni 2011 - kl. 7:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune afholder informationsmøde den 21. juni kl. 19.00 til 21.00 i Manegen i Sæby for familier, der er interesserede i at være pleje- eller aflastningsfamilie for et barn eller en ung.
I Danmark er cirka 6000 børn anbragt i familiepleje, fordi de af forskellige grunde ikke kan bo hos deres familie. I Frederikshavn Kommune har lidt mere end 100 børn behov for at være tilknyttet en plejefamilie. Fælles for alle disse børn er, at de har brug for kompetente voksne, der kan bidrage med den nødvendige støtte og omsorg.
Noget af det mest afgørende for om en anbringelse i en plejefamilie lykkes er, at barn og familie ”passer sammen”. I Frederikshavn kommune er vi derfor interesseret i at være i kontakt med mange forskellige familier, som har både overskud og evne til at være pleje- eller aflastningsfamilie for et barn eller en ung.
Bliv plejefamilie.
Med jeres familieliv som vigtigste redskab, kan I som plejefamilie skabe nærhed, trygge rammer og støtte for et barn. I skal være voksne, der kan holde til lidt af hvert. Holde til og af børn og unge, der i perioder kan kræve meget. Og kunne holde til frustrationer og udfordringer, der i perioder kan fylde meget i familielivet.
Bliv aflastningsfamilie.
Aflastningsfamilier er familier med lyst og overskud til et ekstra barn i deres hjem. Barnet eller den unge bor oftest hos aflastningsfamilien hver 2. eller 3. weekend, måske også en hverdag i ugen eller på kortere ferieophold. Som aflastningsfamilie bliver man et vigtigt supplement til barnets egen familie.
Bliv projektplejefamilie.
Som projektplejefamilie skal I være rustet til at modtage omsorgs- og støttekrævende børn og unge, som kan have store følelsesmæssige og adfærdsmæssige vanskeligheder. Derfor skal I gerne enten have erfaring med at have børn i pleje eller have en relevant uddannelse.
Informationsmødet.
På mødet fortæller vi mere om, hvad det vil sige at være pleje- eller aflastningsfamilie. Personale fra Familieplejefunktionen ved Frederikshavn Kommune vil forklare i hvilke situationer, man vælger at anbringe i familiepleje, og hvad man som familie skal overveje, før man tager beslutningen. Vi vil også informere om hvilke krav, der stilles for at kunne blive plejefamilie, og om hvordan man bliver godkendt og ansat.
På mødet vil I også møde en erfaren plejemor, som kan fortælle om de erfaringer, hun og familien har med at være plejefamilie igennem mange år, og I vil møde en aflastningsmor, med masser af erfaring at øse af.
Tilmelding er IKKE nødvendig. Hvis I ikke har mulighed for at deltage, men gerne vil høre mere så kontakt os på telefon 9845 5149 eller 9845 5148 eller 9845 5923.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Har I tænkt på at blive plejefamilie?' til en bekendt