Nedrivning af Skagen Vandværk anno 1934

Nedrivning af Skagen Vandværk anno 1934

28. juni 2011 - kl. 0:16 - af

Fra gammel tid var det meget let for de fleste at skaffe sig det nødvendige vand, da grundvandet alle dage har stået meget højt i Skagen. Mange steder behøvede man blot at grave en halv meter ned i jorden, før vandet vældede frem. Man gravede simpelthen et hul i sandet og satte en tønde ned i det for at sikre hullet, så sandet ikke skulle skride sammen. En trækarm forhindrede høns og børn i at falde i brønden og til dels også det flyvesand, der i stormvejr føg rundt mellem husene. Spanden, der hang i en stump tovværk, kunne hæves og sænkes med håndsving. Selvom det således rent teknisk var meget overkommeligt at skaffe vand, lod dettes kvalitet dog noget tilbage at ønske.

Den høje grundvandsstand og den korte afstand til havet betød reelt, at brøndvandet var overfladevand og let blandet med havvand. Det smagte salt og kunne ikke siges fri for at have en brunlig farve. Farve og smag havde skagboerne vænnet sig til, men tilrejsende klagede over den og kunne finde på at sammenligne vandet med tyndt øl.

I år ca. 1900 var der så stor fremgang i turisme og fiskeri, at det kom på tale, at Skagen skulle have et vandværk. Kommunen lod et udvalg arbejde med planerne, og den samlede anlægssum ville blive på 105.000 kr., men så ville man også få opstillet det nødvendige antal brandstandere. Og som vandtårn regnede man med at benytte Det hvide Fyr. Det var ikke nemt at få presset planerne om et vandværk i gennem, samtidig med at anlæg af et elektricitetsværk stod på programmet, og holdningen var, at folk var vant til at skulle betale for deres lys, men ikke for deres vand. Da planerne for et vandværk atter kom til overvejelse, kom første verdenskrig i vejen. Det betød, at vandværkssagen endnu engang blev skrinlagt.

Endelig i 1933 blev det vedtaget, at Skagen skulle have et kommunalt vandværk, og fra sommeren 1934 kunne Skagens indbyggere nyde godt af drikkevandet. Vandværket på Kirkevej kostede 375.000 kr. at bygge (det får vi ikke et nyt for nu om stunder).

I ca. 1950 var vandforbruget steget, og der var mange problemer med både urenheder i vandet og misbrug. Det resulterede i, at der skulle bygges et nyt større og fuldautomatisk vandværk, hvilket kunne tages i brug den 15. juli 1957. Værket, som blev bygget på Gl. Landevej blev dog ikke helt fuldautomatisk. Derfor fik de to driftsassistenter bevilget cykelgodtgørelse på 150 kr. om året.

Det gamle vandværk blev taget ud af drift i 1999 og har siden fungeret som mandskabs-, værksteds og lagerbygning for distributionsfolkene indtil i år, hvor Frederikshavn Vand A/S fik bygget ny lagerhal og værkstedshal på Buttervej 70 og deler nu mandskabsbygning med Frederikshavn Spildevand A/S på Buttervej 74, 9990 Skagen.

”Skagen Ny vandværk”, som det stadig kaldes i daglig tale, har lige gennemgået en større renovering, da planerne om at bygge nyt vandværk faldt til jorden for tredje gang. Første gang, det kom på tale, var i 1990’rne og igen i ca. 2003 og sidste gang i 2009. Det virker lidt som om, at historien gentager sig selv. At bygge et nyt vandværk i Skagen i dag vil beløbe sig til ca. 60 – 70 mio. kr.

I dag producerer Skagen Vandværk 1.300.000 m3 vand om året. Der arbejdes i øjeblikket på at etablere en forsyningsledning fra Tolne til Skagen for at sikre forsyningssikkerheden og vandkvaliteten, og med tiden skal vandværket i Skagen kun køre på laveste blus.

Det var så historien kort fortalt om Skagen Vandværk, fra start til næsten enden……

2 kommentarer til “Nedrivning af Skagen Vandværk anno 1934” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Nedrivning af Skagen Vandværk anno 1934”

  • Tusind tak og det var så lidt 🙂

  • Rigtig dejlig historie – hvem har brugt tid på at skrive det ned og stykke det sammen?
    Tusind tak fordi I gad – for det er rigtig hyggeligt at sidde med morgenkaffen og læse om 🙂
    Og tak for billederne, som var et godt tilskud til det skrevne ord!

    Mange hilsner
    Mette

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Nedrivning af Skagen Vandværk anno 1934' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2021 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen anvender ufarlige cookies til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden, samt huske personlige indstillinger. En cookie er en lille stump information som f.eks. bruges til at huske dit valg for visning af mobil-, tablet- eller PC-versionen af SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen. Vi benytter også tredjeparts statistik-software som anvender cookies, så vi løbende kan forbedre indholdet og give dig en bedre brugeroplevelse. Du kan altid selv slette disse cookies fra din browser igen. Det er ikke muligt at læse avisen uden at der lagres cookies på din computer, så ved at fortsætte accepterer du automatisk.

ACCEPTER