
Foto: Knud Pedersen
Næsten 2.000 fugle ringmærket på Grenen
9. juli 2011 - kl. 0:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hermed nyt om DOF Skagen Fuglestations ringmærkning på Sylviastien på Grenen i foråret 2011. I tiden 12. maj til 3. juli er 1.877 fugle blevet ringmærket af den lokale ornitolog, Rolf Christensen, hvilket er et normalt antal. De største fangstdage indtraf den 19. og 20. maj med hhv. 124 og 145 fugle efterfulgt af 81 fugle ringmærket den 2. juni. Som sædvanlig er det forårets vandstand i netbanerne, der afgør hvornår ringmærkningen kan starte. Ringmærkningen foretages med tilladelse fra Zoologisk Museum i København og Frederikshavn Kommune.
Der har været flere genfangster af fugle med udenlandske ringe end normalt, nævnes kan gransanger fra Spanien, munk fra Italien, løvsanger fra Frankrig, kærsanger fra Sverige, rørsanger fra Frankrig, Sverige og Belgien, havesanger fra Holland og Tyskland samt ikke mindst en buskrørsanger aflæst med russisk ring (Moskva-central) den 28. juni. Det er den sjældneste småfugl med udenlandsk ring, der nogensinde er aflæst i Danmark, så det bliver spændende at høre, hvor den kommer fra! I størrelseorden 20-30, især torn- og rørsangere, er vendt “hjem” til Skagen efter overvintring syd for Sahara med lokale ringe, især fra året 2010 – en flyvetur på ca. 7.000 kilometer.
Som sædvanlig er flere usædvanlige og sjældnere fangster registreret:
spurvehøg 9, vandrikse 4, mudderklire 1 (forevist 45 elever fra Brovandeskolen), svaleklire 2, bjergvipstjert 3, nordlig blåhals 2, sivsanger 14, skovsanger 11, lundsanger 1, Lille fluesnapper 5 (tangering af rekorden for 2010), nordlig halemejse 2, kernebider 2, mørkbuget spætmejse 2, pirol 1 og pungmejse 1. Sidstnævnte to arter er aldrig før ringmærket i Skagen.
Nettene er netop blevet pillet ned for sommeren. Efterårets ringmærkning ventes som sædvanlig at stå på i tiden ca. 25. juli frem til ca. 15. november.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Næsten 2.000 fugle ringmærket på Grenen' til en bekendt