Hjælp! Biblioteket lukker!
17. juli 2011 - kl. 0:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag den 30. juli er sidste åbningsdag for Skagens Bibliotek på adressen Sct. Laurentiivej 23. Siden midten af tresserne har den tidligere telegrafstation og sparekassebygning fungeret som mødested for læselystne skagboer og turister, men nu er det definitivt slut.
Den 22. august åbner biblioteket igen på adressen Skolevej 5 i KAPPELBORG, byens nye kulturhus.
I perioden fra den 1. august til den 21. august må man undvære biblioteket og dets mange tilbud, for da har personalet travlt med at pakke alle sagerne ned og flytte dem til det nye hjemsted.
Til gengæld kan byens borgere glæde sig til at møde et helt nyindrettet bibliotek i nogle fantastiske omgivelser. Dog vil personalet stort set stadig være de samme muntre og belæste fagfolk, der i årtier har hjulpet folk på vej i roman- og informationsjunglen.
ÅBENT HVER DAG
Som noget helt nyt vil biblioteket være åbent HVER dag året rundt fra klokken 8 om morgenen til klokken 22 om aftenen. I ydertimerne må man klare sig selv, men fra klokken 10 om formiddagen vil der være personale til stede.
HJÆLP OS!
I forbindelse med flytningen vil biblioteket gerne appellere til lånerne om at sikre sig rigeligt med bøger, blade, musik, film og spil, så man kan klare sig uden alt for store abstinenser i de tre uger, hvor biblioteket er hermetisk lukket.
Altså: sørg for at få slæbt godt med læsestof m.v. hjem SENEST den 30. juli. Allerede nu er afleveringsfristen på ALT materiale, der lånes sat til den 23. august. Og jo mere, der bliver lånt, jo mindre skal der flyttes…
Samtidig med flytningen sker der en justering af åbningstiderne i Ålbæk Bibliotek. Hér vil der fremover være åbent tirsdage kl. 14-18 og fredage kl. 10-14.
Men glæd Jer til KAPPELBORG, hvor samspillet mellem bibliotek, biograf, teater, musikskole og et broget foreningsliv vil gøre den gamle skole til en sprudlende fontæne af oplevelser.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Hjælp! Biblioteket lukker!' til en bekendt